Prøv avisen
Debat

Studerende: Derfor er venskabet så vigtigt

Venskabet slår sig aldrig til tåls med blot at behage og smigre. Det kræver alvor og konfrontation. Det er besværligt, omsonst og tidskrævende. Modelfoto Foto: Nima Stock/ritzau

Hvis det imidlertid er sandt, at lykke fordrer fællesskab, og at en tiltagende stor del af den danske befolkning af den ene eller anden grund ikke finder dette fællesskab i den traditionelle kernefamilie, så er der ikke andet for end at opøve de få, dybe venskaber, skriver studerende

LYKKE FORDRER fællesskab, det ved vi. Alligevel må det moderne samfund i nogen grad siges at være en ensomhedskultur, hvor de blivende fællesskaber ikke har samme selvfølgelige karakter, som de havde før i tiden. Tydeligst ses dette naturligvis på skilsmisseraterne, hvor lidt over halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse.

Slående er det også, at hver syvende af de 30-49-årige nu bor alene. For nogle er det frivilligt, for andre er det det uønskede udfald af ikke at have fundet en partner at stifte familie med.

I begge tilfælde gælder det dog, at blivende, dybe og forpligtende venskaber er af afgørende betydning. I en tid, hvor romantiske relationer er blevet flygtige, er der som aldrig før behov for, at vores relationer ikke blot bliver en række kortvarige, overfladiske bekendtskaber, men loyale, forpligtende venskaber, der sikrer fortrolighed, ærlighed og ansvar.

ALLIGEVEL SYNES VENSKABET ofte at være noget, vi klarer med venstre hånd, mens al vores energi er rettet mod vores romantiske bestræbelser og karriere. Det er uheldigt, og derfor er der behov for, at vi reflekterer over venskabets betydning og sikrer os, at vores venskaber er oprigtige og helhjertede.

Et godt sted at begynde er hos Aristoteles, der i ”Etikken” giver en flot og højaktuel filosofi for venskabet. For Aristoteles findes der tre former for venskab: venskaber baseret på nytte, på lyst og på lighed i dyd.

NYTTEVENSKABER ER de mindst fuldkomne og er ofte kortvarige. De bygger på, at man vil have noget, som den anden person kan tilbyde, og så snart dette er opnået, ønsker man ikke mere af hinanden, og venskabet vil ophøre øjeblikkeligt.

Selvom denne type venskab rangerer lavest hos Aristoteles, er det den måske mest udbredte venskabsform i vores samfund. Hvis vi skal klare os på jobmarkedet, skal vi tidligt i gang med at netværke og skabe os de rette kontakter. Dette er dog ikke i sig selv forkert. Aristoteles sammenligner den type venskab med et krydderi: De kan give smag til retten, men de kan aldrig udgøre dens substans.

Lystvenskabet søger derimod ikke blot fællesskab med vennen for at opnå noget fra hans eller hendes hånd, men fordi vennen nydes i sig selv. Vi morer os i vennens selskab, føler os godt tilpas og værdsætter samtalerne. Lystvenskabet behøver dog langtfra være overfladisk. Det kan tillige udfordre os og stimulere os. Det kan give os stor intellektuel indsigt og dybe erkendelser om os selv og hinanden. Derfor vil mange af os føle, at vi med lystvenskabet har fået topmålet af, hvad den venskabelige relation kan tilbyde. Men heller ikke denne type rangerer særligt højt for Aristoteles.

For det første er lyst en flygtig størrelse. Nogle gange føler vi den, andre gange ikke, og årsagerne hertil er sjældent rationelle. Spørgsmålet er: Hvad gør jeg med mit venskab, når lysten ikke længere melder sig? At melde fra af og til er et grundvilkår i enhver relation og er ikke i sig selv et problem. Men hvad hvis lysten forsvinder permanent? Da må venskabet også forsvinde.

Dog er der et mere fundamentalt problem i lystvenskabet, som tydeligst træder frem i sammenligning med den type venskab, Aristoteles anser for den mest fuldkomne: venskabet baseret på lighed i dyd. Her bygger venskabet på kærligheden til personen for sig selv.

Det samme syntes ellers også lystvenskabet at gøre. Dog er det i lystvenskabet altid kun vennen for mig, der værdsættes. Jeg nyder det gode, vennen kan give mig i relationen, men jeg kan meget vel være indifferent over for, hvordan vennen har det med sig selv. Er hun lykkelig? Er hun ved at udvikle nogle usunde handlemønstre, som kan skade hende i fremtiden?

Denne tredje type venskab er derfor modsat lystvenskabet frem for alt optaget af vennens karakter.

DIN KARAKTER ER DET, der gør dig til dig, og som forbliver dig igennem alle de forandringer, du end måtte gennemgå, og som udvikler sig, idet du udvikler det. Det er din fornuft, dine værdier, holdninger og følelser, men det er også dine spontane, ureflekterede handlinger såsom din klodsethed og din tendens til at rødme og smile. Når jeg elsker dig for din karakter, elsker jeg dermed det, som er dit vedblivende jeg.

Dermed, siger Aristoteles, er den venskabelige kærlighed ikke ”tilfældig”. Den kan ikke komme og gå, men man kan regne med den. Derfor er et venskab med Viktor helt anderledes end en tilbøjelighed til at kunne lide Viktor.

Det sidste er en følelse, der kan forsvinde lige så brat, som den opstod. Venskabet er derimod ikke en følelse, men en holdning. Et aktivt valg som kræver indsats og hårdt arbejde igennem en hel livstid. Men kun dette er sandt venskab for Aristoteles, og heri tror jeg, han har ret.

Netop fordi sandt venskab er så krævende et stykke arbejde, er det ikke naturligt for os i dag. Hvis det imidlertid er sandt, at lykke fordrer fællesskab, og at en tiltagende stor del af den danske befolkning af den ene eller anden grund ikke finder dette fællesskab i den traditionelle kernefamilie, så er der ikke andet for end at opøve disse få, dybe venskaber. De er det bedste værn mod ensomhed for det moderne menneske, og netop fordi de er uforanderlige og forpligtende, sikrer de den stabilitet og kontinuitet, som er livsvigtig for vores identitet og lykke.

Venskabets lykke er netop, at jeg ved at elske den anden for hans eller hendes karakter insisterer på at ville vennens bedste, også når det gør ondt og kræver, at de hårde sandheder må komme for dagen.

Venskabet slår sig aldrig til tåls med blot at behage og smigre. Det kræver alvor og konfrontation. Det er besværligt, omsonst og tidskrævende.

Men sådan arbejder kærligheden altid, og hvad er alt besværet at regne imod den lykke, som et sandt, varigt venskab er

Jacob Munk er studerende ved litteraturhistorie på Aarhus Universitet.