SIDSTE LØRDAG refererede jeg i "Kiosken" på den internationale debatside den tyske debattør Peter Gorenflos' kritik af Vatikanets konkordat med Hitler i 1933.
Konkordatet blev på pavens vegne forhandlet på plads af hans nuntius Eugenio Pacelli, der selv i 1939 blev valgt til pave under navnet Pius XII. Både som nuntius og som pave var han så diplomatisk over for Hitler, at man godt forstår, at Gorenflos ikke bryder sig om, at "en tidligere Hitlerjunge" nu prøver at få ham helgenkåret.
Det fordums medlem af den nazistiske ungdomsbevægelse Hitlerjugend er, som jeg oplyste i klummen, ingen ringere end den lærde tyske teolog Josef Ratzinger alias pave Benedikt XVI.
Men det skulle jeg åbenbart ikke have skrevet, for selvom jeg naturligvis ligesom ovenfor satte citatet af Gorenflos i citationstegn, så identificerer historikeren Paul Jørgensen det i sit debatindlæg den 23. marts som "Peter Tudvads giftige bemærkninger om Josef Ratzingers ungdom i Hitlerjugend". Det var de ikke, men ene og alene Gorenflos'.
Lad mig derfor én gang for alle slå fast, at idéen med "Kiosken" ikke er at udbasunere mine holdninger for Kristeligt Dagblads læsere, men at referere og kommentere europæiske kultur- og værdidebatter, så læserne forhåbentlig bliver lidt bedre orienterede, end de ellers ville have været, og om muligt får udfordret deres egne holdninger.
Når det er sagt, og når jeg alligevel har tilranet mig plads på debatsiderne, vil jeg gerne bekræfte, at Ratzinger ikke havde noget valg, men var tvunget til som alle andre at melde sig ind i Hitlerjugend. Det ændrer imidlertid ikke på, at netop en tysk pave med en opvækst i Det Tredje Rige burde være den sidste til at helgenkåre Pius XII.
Hvorfor det? Fordi Pius XII ikke bare indgik det omtalte konkordat i juli 1933, efter at Hitler med organiseret afbrænding af jødisk og anden "utysk" litteratur, internering af politiske modstandere i kz-lejre og suspension af de borgerlige frihedsrettigheder tydeligt havde demonstreret sine intentioner, men også sad utallige indberetninger om massemord på jøderne overhørig, da dette måske kunne have været bremset eller sinket af en pavelig bandbulle.
Mange har søgt at forklare Pius XII's tavshed med et dilemma, han skulle have befundet sig i, fordi han risikerede at udsætte konverterede jøder for forfølgelse, hvis han lagde sig ud med Hitler.
Men han kunne i det mindste have viderebragt de rigelige oplysninger, han fik om holocaust, så for eksempel de ungarske jøder var blevet klar over, hvilken skæbne der ventede dem i 1944. Så kunne de have taget deres forholdsregler i stedet for at lade sig føre som får til slagtebænken. Og han kunne, da Hitler alligevel ikke fredede konvertitterne, have appelleret til de europæiske katolikker, der immervæk udgjorde befolkningsmajoriteten i Hitlers stortyske rige, så de måske havde fået vakt deres samvittighed.
Selvfølgelig er det forkert af Gorenflos at klandre Josef Ratzinger for hans "ungdom i Hitlerjugend", men denne fordrejning af sandheden er kun et fromt bedrag sammenlignet med den forvanskning af historien, som Benedikt XVI nu bidrager til ved at ville helgenkåre Pius XII. Det må en dydig historiker som Paul Jørgensen vel være enig med mig i. Eller hvad?
Peter Tudvad skriver hver lørdag klummen "Kiosken" i Kristeligt Dagblad. Han er bosat i Berlin