Sænk ikke forventningerne på forhånd

Samfundet har en tendens til at fokusere på det udsatte, på problematikken, hos de mennesker vi taler om, og ikke på mennesket i sig selv, skriver hospitalspræst Lotte Blicher Mørk

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

”Forventningsfattigdom” stod der på blokken, der tilhørte en ung, smuk kvinde, jeg mødte i bussen på vej til Folkemødet på Bornholm. Hun skulle deltage i en debat om børn, der har været anbragte i løbet af deres opvækst – nøjagtig som hende selv.

Jeg er allerede her nødt til at krybe til korset: Jeg tænkte, at det var bemærkelsesværdigt, så veltalende og reflekteret hun var på trods af sin baggrund. Jeg faldt altså direkte i fælden om den forventningsfattigdom, som skulle vise sig at være nøgleordet i debatten.

Det handler om, hvordan vi som samfund kategoriserer og gør disse anbragte børn til ofre, som vi følgende ikke har nogen forventninger til. Denne forventningsfattigdom er et stort problem, fordi man på grund af den glemmer at se og møde det enkelte menneske, men i stedet lader den (i øvrigt uforskyldte) baggrund overskygge. Man gør altså en gruppe mennesker, der kan have mindst lige så meget at byde på som alle andre, en stor bjørnetjeneste.

Normalt knytter vi ordet ”fattigdom” sammen med økonomisk solvens og dermed udelukkelsen fra alt lige fra mad, tøj til tag over hovedet. Men fattigdom kan være meget andet. For eksempel eksklusion fra et fællesskab og det mindreværd, dette medfører. Således også forventningsfattigdommen. Og det er samfundet, bestående af alle os, der i et komplet misforstået hensyn ender som en flok ignoranter, der giver dette begreb næring.

Vi gør de såkaldte udsatte grupper til handlingslammede ofre, herunder både anbragte børn, flygtninge, enlige mødre, indvandrerdrenge, handicappede og så videre. Vi kategoriserer ud fra den givne livssituation, det enkelte menneske er i – i stedet for ud fra, hvem de er, og hvad de rent faktisk formår.

Det kan egentlig undre mig, at jeg faldt i fælden, eftersom jeg selv er mor til et barn, der falder ind under hele to grupper: Hun er både adopteret og har et mentalt handicap. Jeg har derfor mærket forventningsfattigdommen på tæt hold – både i forhold til min datter, men også i forhold til os som forældre. Det kan være utrolig vanskeligt at få lov til at leve et – hvad vi tænker som – normalt liv, fordi vi konstant mødes af opfattelsen af os, og specielt vores datter, som anderledes; som ofre.

Samfundet har en tendens til at fokusere på det udsatte, på problematikken, hos de mennesker, vi taler om, og ikke på mennesket i sig selv. Kategorier gør det nemlig lettere at opstille formler for løsninger. Så vi taler om ”handicappede”, men min datter er ikke bare handicappet. Hun er en pige på otte år, der lever et helt normalt liv og går i skole. Med et handicap.

Den unge kvinde på vej til Bornholm var ikke kun en tidligere ”anbragt”, men derimod et menneske, der er vokset op under andre vilkår end de fleste. Den ”hjemløse” er ikke bare en hjemløs bums, men et menneske, der af den ene eller anden grund ikke magter at have en fast adresse.

På den måde tror vi, vi tager hensyn, når vi undlader at forlange noget af det anbragte barn, og ophøjer det derimod til en sensation, hvis vedkommende overhovedet tænker på at få en uddannelse. Hvorfor bliver vi overraskede over, at drengen med indvandrerbaggrund fra Mjølnerparken får en uddannelse og bliver formand for en forening? Eller når den enlige mor har et fuldtidsjob ved siden af de tre små børn. Det er utroligt og fantastisk, siger vi og afslører samtidig vores manglende tro på og forventning til dem.

Vi, som samfund, tror, vi tager hensyn, men graver i virkeligheden grøften dybere mellem dem og det etablerede – det ”rigtige”. Men det er et misforstået hensyn. Og hvad værre er: Vi dømmer disse mennesker. Vi dømmer dem ud fra en firkantet opfattelse af, hvad der udgør grundlaget for, at et menneske kan have potentiale – i stedet for at have øjnene åbne for de reelle værdier og muligheder, dette enkelte menneske besidder.

Hvis vi gør det, begynder vi automatisk også at have forventninger til dette andet ”udsatte” menneske. Og vi skal stille krav. Krav, der i al sin enkelthed handler om at blive ved med at bede den anden om noget, fordi der i den bøn også ligger en tro på og tillid til, at vedkommende har noget at byde på, uagtet baggrund. Vi må aldrig være nærige med forventninger til hinanden, fordi det siger noget om, hvordan vi ser, og dermed møder, den anden.

Hvis vi bliver ved med at gøre grupper af vores medmennesker til ofre, baseret alene på deres baggrund, så opnår vi et meget ulige samfund. Derimod skal vi se hinanden som ligeværdige – som mennesker skabt fuldstændig på lige fod.

Der er ikke to liv, der ligner hinanden, og nogle har haft forudsætninger for at få et let liv – andre mangel på samme. Det betyder til gengæld ikke, at sidstnævnte gruppe er mindre værd eller har mindre at byde på. Tværtimod. Men det ser vi jo først, hvis vi i udgangspunktet altid tror på, at den anden har noget at bidrage med, og husker at have forventningen til det. Det åbner for mulighederne i stedet for at påpege begrænsningerne.

Som den unge kvinde i debatten sagde: ”Det opfattes, som om vi anbragte børn er fyldt med huller inden i os – men det er vi jo alle, og det betyder jo ikke, at ingen af os kan noget.”

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.