"JEG VIL IKKE ENDE som en grøntsag!". Sådan lyder argumentet ofte, når jeg indgår i en debat om aktiv dødshjælp eller drab på begæring, som det rettelig bør hedde. Der synes hos nogle mennesker at være et ønske om fuld kontrol over livet til døden, ikke mindst for at sikre en såkaldt værdig afslutning på livet.
Men vi må ikke blande tingene sammen. For det første er kontrol over livet ikke det samme som en kontrol over døden. Vi ved, at døden kommer, men ikke hvornår, hvilket gælder for alle mennesker.
For det andet er værdighed ikke noget, døden kan sikre. Vi lever, til vi dør, og det er netop livet indtil døden, vi bør fokusere på.
Døden er ikke og kan aldrig blive en rosenrød historie, men i dag har vi en række muligheder for, samt gode erfaringer med, hjælp til døende mennesker i den sidste tid.
Her tænker jeg på den lindrende pleje og behandling, men også på muligheden for at lade dø, hvilket ofte glemmes i debatten om den aktive hjælp til døende.
Der eksisterer en lang række argumenter for og imod muligheden for at tage livet af patienterne, som jeg ikke vil opremse her. I stedet vil jeg tage fat på et andet inter-essant aspekt af hele diskussionen om eutanasi.
DET ER MIT INDTRYK, at mange af de billeder, som debatten tegner af døden, ikke stemmer overens med den virkelighed, der viser sig ved livets afslutning. Ofte tegnes et billede af den sidste tid i et smertehelvede eller en dødskamp, som skal undgås for enhver pris.
Men det er ikke det billede, jeg har set gennem årene blandt døende på kræftafdelinger og hospice rundt i landet. Jeg har set svært syge mennesker, der ikke kun er døende, men netop lever til døden og i forskellig grad lider til døden. Afslutter vi livet, afslutter vi netop ikke kun lidelsen, men også den, der lider. Livet kræver derimod, at vi bistår de døende gennem den sidste tid, hvilket vi i stedet bør fokusere på.
Jeg har mødt flere mennesker, der ønskede at afslutte livet. Men det bemærkelsesværdige er, at de forholdsvis få gange jeg har mødt patienter med dette ønske, har det sjældent været i den sidste tid, men derimod i begyndelsen af et sygdomsforløb, hvor patienten har frygtet den sidste tid.
Ønsket har ofte været udtalt som et: "Jeg vil ikke ende som en grøntsag", "Jeg vil ikke ende i et smertehelvede" eller "Jeg vil ikke ende uden mulighed for kontakt til mine nærmeste". Når patienten først når til den sidste tid, er ønsket ofte forsvundet, fordi der også her viser sig at være et liv.
JEG HAR SÅLEDES mødt flere patienter på kræftafdelinger, der efter en diagnose eller prognose ønskede en kontrolleret afslutning på livet, hvor diagnosen og prognosen netop er en konfrontation med døden. På hospice konfronteres man derimod med livet indtil døden, hvorfor jeg aldrig har mødt ønsket her (desuagtet at disse patienter selvfølgelig findes).
Det er vigtigt, at vi alle lader døden være en lektie i livet. Her mener jeg, at livets endeligt er den vigtigste påmindelse om livets alvor. Alvorligheden ved at leve til døden indtræder som den visse uvished. Det er netop denne uvished, der besinder os på livet. Hvis vi derfor begynder at tage livet af patienterne, håner vi den alvor, der ligger i livet.
Jacob Birkler er lektor, ph.d. og formand for Det Etiske Råd