I TIRSDAGS UDKOM det nationale forsknings- og analysecenter Vive med en rapport om minoritetskvinders udfordringer med at blive skilt i Danmark. Rapporten blev bestilt af Integrationsministeriet, efter at Berlingske i 2018 satte fokus på problemet, at minoritetskvinder kan blive lovformeligt skilt efter dansk lov, men stadig være religiøst gift. Og at kvinderne kun kan blive skilt, hvis de får mandens tilladelse.
Anika Liversage, du er en af forskerne, der har udarbejdet undersøgelsen. Hvad handler den her sag om?
”Den handler om, at nogle grupper af især indvandrede kvinder har svært ved at blive skilt fra deres mænd. I vores undersøgelse har vi kigget særligt på problemet med at komme ud af den muslimske nikah (muslimsk ægteskab, sædvanligvis viet af en imam. Har imamen vielsesbemyndigelse, er ægteskabet juridisk gyldigt, ellers kan man også blive viet borgerligt, så ægteskabet er juridisk gyldigt, red.).
Men vi har også kigget på udfordringer med at blive skilt i almindelighed for etniske minoritetskvinder, da statistikken for eksempel viser, at kvinder fra Sri Lanka, som ofte er katolikker eller hinduer, sjældnere bliver skilt end muslimske kvinder, og eksempelvis kvinder fra Somalia bliver skilt meget oftere end andre muslimske grupper. Der er altså forskelle, både blandt minoritetsgrupper og blandt indvandrere og efterkommere.”
Hvorfor kan det være svært for nogle minoritetskvinder at blive skilt?
”Fordi det kun er manden, der kan opløse en nikah. Og derfor afhænger det af kvindens ressourcer, hvor svært det kan være at blive ’muslimsk skilt’, altså få opløst sin nikah. Om hun er stærk nok til at kunne gå fra ham eller har et stærkt nok netværk, der kan hjælpe hende. Og så kan det være svært overhovedet at blive skilt.
Nogle af de kvinder, der har størst problemer i forhold til det her, er dem, som kommer til Danmark som voksne, som eventuelt har et usikkert opholdsgrundlag, og som ikke har et stærkt socialt netværk, der kan bistå dem i forbindelse med en skilsmisse.
Hvis kvinden eksempelvis søger støtte og kontakter sine forældre i oprindelseslandet, kan de sige, at ’det er aldrig sket for en pige i vores familie’ eller ’hvis du absolut vil, skal du opgive børnene og komme tilbage hertil’. Det kan være svært for en kvinde at overleve økonomisk uden sin mand i oprindelseslandet, så hun vil være afhængig af sin familie. Og måske blive udstødt, fordi hun bliver skilt. Og derfor kan det være, at hun opgiver og holder ud i ægteskabet.”
Hvor stort er omfanget af kvinder, der har svært ved at kunne forlade deres mænd?
”Det er svært at svare på, da der ikke laves statistik på området, og det kan være vanskeligt at finde frem til, hvem der lever i vanskelige ægteskaber.”
Hvis nikah ikke er juridisk bindende, hvorfor er det så så svært at opløse ægteskabet?
”Fordi det er manden, der skal give tilladelsen, og fordi der i nogle miljøer er en stærk mandlig dominans, hvor kvinderne ikke har meget at skulle have sagt. Samtidig får kvinder handlemuligheder i Danmark, som giver dem mulighed for fysisk at gå fra deres mænd. De kan for eksempel få hjælp på et krisecenter, og fra de sociale myndigheder. Men netop opløsningen af parrets nikah kan manden holde fast i. Der kan hun ikke komme fri, medmindre han går med til det.
Hvis han ikke vil det, kan hun have svært ved at komme helt ud af forholdet. Og hvis hun ikke har ressourcerne eller en stærk familie, der kan forhandle med manden eller mandens familie om en skilsmisseaftale, er hun sårbar.”
Hvorfor gælder dansk lovpraksis ikke på dette område?
”Det drejer sig om mere end Danmark, for hvis ægteskabet er indgået i oprindelseslandet, kan man godt blive skilt i Danmark, men man vil stadig være gift i oprindelseslandet. Og hvis kvinden har en usikker opholdstilladelse og sendes tilbage til sit oprindelsesland, fordi hun bliver skilt i Danmark, kan hun stadig være gift, når hun kommer dertil, og det kan give problemer.
Derudover er der nogle sociale bindinger, der fastholdes i bestemte miljøer, som gør, at hun fryses ude, og folk dømmer hende, hvis hun bliver skilt. Vi ser også ind imellem, at nogle kvinder faktisk bliver slået ihjel, fordi de vil skilles.”
Er der ikke interesse fra de religiøse autoriteter i at ændre praksis?
”Jo, fra nogle. Igen er der store forskelle, men problemet er også her, at imamerne ikke er dommere. De domstole, der kunne opløse kvindernes nikah , er i hjemlandene – ikke i Danmark. I sidste ende er det dermed ægtemanden, der skal sætte kvinden fri. Imamerne kan måske gå ind og mægle og forsøge at overtale manden, men mange er tilbageholdende i forhold til at ville gøre det.
Dels er deres muligheder begrænsede, dels giver det kun ballade og utak, og de kan frygte repressalier. I England blev en moské brændt ned, fordi en imam stod på en kvindes side i en skilsmissesag. Det kan være ægtemandens forsøg på at sikre, at det er hans ord, der er gældende.”
Hvad gør kvinderne så?
”Det er et godt spørgsmål. Man kan hjælpe kvinderne med bedre selv at kunne handle. Det kan være at give større sikkerhed for ophold, og gøre noget i det sociale system, så de kan få bedre hjælp. Og så kunne man også gøre noget for at tage bedre hånd om mændene i skilsmissesituationen.
Det lyder måske mærkeligt, men man kan forsøge at anerkende, at han synes, det er svært. At få ham til at forstå konsekvenserne for børnene og for kvinden og på den måde overtaler ham til det fornuftige i at give slip på hende.
Det kræver en social indsats rettet mod mændene også, ikke bare kvinderne. Men det at gå ind og ville håndtere nikah -opløsningsproblemet er svært, fordi det går ud over landegrænser og er et globalt fænomen. Det er virkelig en udfordring.”