Debatten om retten til såkaldt fosterreduktion er på det seneste blusset op igen. Debatten er blevet aktuel, fordi man i Norge har indført en ny lov, hvor det nu bliver tilladt for kvinder, der venter tvillinger at få fjernet det ene foster.
Men debatten er ikke ny. Allerede tilbage i år 2000 bad den daværende sundhedsminister Det Etiske Råd om en redegørelse om netop de etiske problemer ved flerfoldsgraviditet og fosterreduktion.
Flerfoldsgraviditet optræder med særlig stor hyppighed som konsekvens af brugen af teknikker til assisteret reproduktion, og da stadig flere børn kommer til verden, også i Danmark, ved hjælp af en eller anden form for assisteret reproduktion, opstår også spørgsmålet om flerfoldsgraviditet og ønsket om fosterreduktion.
Desværre sammenblandes debatten om fosterreduktion med en fornyet diskussion om den fri abort. Folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten har eksempelvis været fremme med en anbefaling af, at vi i Danmark bør følge den norske praksis med følgende argument:
”Der er en asymmetri i lovgivningen, fordi den gravide godt kan vælge abort af begge tvillinger, men ikke af den ene. Det betyder, at kvinden står i et stort dilemma og kan føle sig nødsaget til at abortere begge.”
Men både Stine Brix og andre roder desværre begreberne sammen. Mens abort handler om at afbryde et svangerskab, så handler fosterreduktion om at tilrettelægge et forældreskab. Svangerskabet afbrydes netop ikke, når der er tale om fosterreduktion. Derfor er fosterreduktion og abort to forskellige ting.
Den fri abort blev jo blandt andet indført for at tage højde for det, man kunne kalde en socialforce majeure , altså den uønskede graviditet. Man gav kvinden, der var ”kommet i ulykke” en mulighed for at sige nej til at blive mor.
Fosterreduktion i forbindelse med en fertilitetsbehandling er jo i sagens natur noget helt andet. Her er der ikke tale om at ”komme i ulykke”, men om en nøje planlagt og tilrettelagt proces.
Tilhængerne af fosterreduktion vil altså give den gravide en ekstra mulighed. Nu skal hun ikke alene, som med den fri abort, have muligheden for at sige ja eller nej til at blive mor, men også ret til at sige ja til at blive mor, men kun til ét barn. Jeg mener, vi her bevæger os ud på en etisk glidebane, som vi bør holde os fra.
Problemet opstår netop, fordi debatten allerede i udgangspunktet er afsporet af sammenblandingen mellem abort og fosterreduktion, til trods for at der er tale om to vidt forskellige ting.
Tilhængerne af fosterreduktion får det til at lyde, som om lovliggørelsen af fosterreduktion er udtryk for den gode handling ud fra en devise om, at hvis ikke flerfoldsgravide har muligheden for at vælge det ene foster fra, så risikerer vi, at de i stedet vælger begge fostre fra.
På denne måde kommer det til at fremstå, som om tilhængerne af fosterreduktion redder det ene barn ved en flerfoldsgraviditet. Men man kan jo med lige så god ret hævde, at man ved indførelsen af fosterreduktion ofrer det andet barns liv.
Min anbefaling vil være, at vi ikke ændrer lovgivningen i Danmark på dette område, men fortsat følger den anbefaling som Det Etiske Råd kom med i 2000.
Her slog rådet fast, at man i forbindelse med assisteret reproduktion ikke lægger flere fosteranlæg op i livmoderen, end man ønsker at bringe til eksistens. Det vil selvsagt sige, at hvis kvinden eller parret ikke ønsker at få tvillinger, så bør man kun lægge ét befrugtet æg op i livmoderen.
Jeg er selvfølgelig med på, at flerfoldsgraviditet også kan opstå spontant og på ”gammeldags maner”, men i de tilfælde bør vi som samfund sikre ekstra støtte og omsorg til forældrene i deres nye rolle, frem for at diskutere fosterreduktion.
Christian Borrisholt Steen er medlem af Det Etiske Råd, foredragsholder og politisk konsulent i Krifa. Han er cand.mag. i samfundsfag og psykologi og master i etik og værdier i organisationer