Egentlig var det min mening, at jeg efter endt bispetid ikke længere ville udtale mig om folkekirkelige emner. Gerne om kristendom, naturligvis, men den folkekirkelige økonomi, styrelse og strukturproblemer er ikke længere mit bord, og det er - også - lidt en lettelse.
Nu gør jeg så alligevel en undtagelse, måske for sidste gang, for man ved jo aldrig! Årsagen er ganske simpel, men også personlig, for søndag den 20. september blev jeg indsat som ulønnet hjælpepræst i Bering Valgmenighed syd for Aarhus.
Samtidig markerede det et brud for mit vedkommende. Ikke med folkekirken, for valgmenighederne og deres medlemmer er fuldgyldige medlemmer af den danske folkekirke, men med statskirken, som jeg glad har tjent i mere end 41 år.
Og hvor jeg da også har haft en rolle, ikke alene som biskop, men i en årrække også som medlem af mange udvalg om alle folkekirkelige emner, og ikke mindst som formand for Kirkeministeriets Budgetfølgegruppe i en årrække (et hverv, jeg har været glad for).
Jeg hører desuden ikke til dem, der gider deltage i nogen nedrakning af Kirkeministeriet, som uden undtagelse altid har behandlet mig fair og ikke sjældent har bistået mig i vanskelige beslutninger, også hvad angår forhold i Aarhus Stift.
Skiftet til at være valgmenighedspræst beror som det meste i tilværelsen i første omgang på en tilfældighed.
En afskedsreception for den afgående præst i Mellerup Valgmenighed, hvor præsten i Bering og jeg falder i snak med et glas hvidvin i hånden, og jeg udtrykker ønsket om en gang imellem også fremover at kunne komme til at prædike.
”Du kan komme ned til mig,” lød den omgående replik fra Margrethe Barfoed. Og den var jeg straks med på. Hende har jeg kendt i mange, mange år.
Og Bering Valgmenighed er jeg kommet ofte i, ikke mindst når det folkelige liv i relation til menigheden udfoldede sig. Og så var det afgjort, for valgmenighedsbestyrelsen dér er hurtig i sin sagsbehandling.
”Er der nogen teologisk eller kirkelig årsag til dit skifte, eller det det blot pensionistterapi?”. Sådan spurgte en ven. Ærlig talt er det ingen af delene! Det er udelukkende et ønske om at høre til et sted. Og dog!
For lige så udfordrende mit forhold til kirkeministerium og hele det kirkelige apparat har været, skønt egentlig også uproblematisk i alle årene, lige så skuffet var jeg (omend jeg ikke gik rundt og annoncerede min skuffelse), da det store udvalgsarbejde med Gammeltoft Hansen i spidsen om en ny styrelse af folkekirken ynkeligt faldt til jorden.
Af én årsag! Fordi de borgerlige partier i Folketinget ikke ville være med. Statskirkeligheden triumferede over folkekirkeligheden.
Der var naturligvis kritik af betænkningens konklusioner og forslag - også blandt menighedsråd og præster, men altovervejende var man blandt disse positive i forhold til nye styrelsesformer.
Men kirkeministeren ville ikke gennemføre afgørende lovændringer, når ikke alle partier var med, og det er i orden, men det er ikke i orden, at et folketing, der i øvrigt generelt hverken har viden om eller interesse for folkekirkelige forhold, bevidstløst hægter sig på en tradition, som det i øvrigt heller ikke har nogen videre viden om.
Mit forhold til valgmenighederne, også de grundtvigske, har langtfra altid været hjerteligt. Omkring 1990 var jeg som præsteforeningsformand inviteret til de frie grundtvigske menigheders årsmøde i Osted.
Jeg skulle fortælle om præsteforeningens bestræbelser på også at sikre valgmenigheds- og frimenighedspræster gode løn- og ansættelsesforhold, herunder orlovsmuligheder.
Det var lidt svært at komme til orde, for der skulle synges i en uendelighed, og resten af tiden gik med at rose, takke og beundre hinanden.
Endelig kom jeg til orde, men fik efterfølgende at vide af adskillige, at sådan en omgang fagforeningspropaganda ville man ikke høre på. Så jeg tog lidt forstemt hjem til Aarhus.
Og nu hører jeg selv med i valgmenighedskredsen! For det er gået op for mig (med erfaring fra Bering), at vi netop i den nuværende kirkepolitiske situation har brug for de frie menigheder, netop som et korrektiv til en stivnet statskirkelighed.
Eller sagt på en anden måde, hvor vi har behov for en udogmatisk drøftelse af, hvordan kirke og folkelighed kan forenes. At det ikke drejer sig om at kirkeliggøre folket, men at folkeliggøre kirken.
Det er den virkelighed, der trives i Bering, hvor der ikke står regler foran alting, og hvor ej heller Jesus behøver at nævnes, hver gang vi er sammen.
Hvor fællesskabet trives uden lukkethed, men med verdensåbenhed, hvor man bestandig slås for, at livsverdenen må komme før systemverdenen. Den kamp foregår overalt, og så vist også i folkekirken.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, tidligere biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye