24. søndag efter trinitatis
Ezekiels Bog 37,1-14 og Matthæusevangeliet 9, 18-26
Det Gamle Testamentes billedsprog er sært og fremmedartet. Som i profeten Esajas’ Bog, hvor Gud fører profeten ud til en dal fuld at indtørrede knogler. Det kunne være resterne af faldne krigere, og Gud befaler Esajas at profetere over dem. Esajas adlyder, og mens han taler, kommer der muskler og scener og hud på de døde knogler, men de lever ikke, for de har ingen livsånd. Først da Gud lader livsånden blæse hen over dem, bliver de levende og rejser sig op: ”En umådelig stor hær.”
Hvad skal vi med sådan en mærkelig beretning? Jo, Gud forklarer Esajas, at han skal bruge det billede til at tale nyt livsmod ind i et folk, der levede i eksil, havde mistet modet og følte sig som døde uden håb og uden fremtid. Og Esajas skulle afslutte sin prædiken med Guds egne mundsord: ”Jeg giver dem min ånd, så de bliver levende, og jeg lader dem bo i deres land.”
Billedsprog er abstrakt, men i Det Nye Testamente bliver billederne konkrete. I dagens evangelium er vi midt i det liv, vi kender, med sygdomme og sorger og med en far, der opsøger Jesus, fordi hans datter lige er død.
”Men kom,” siger han til Jesus.
”Kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.”
På vejen hen til faderens hus trænger en kvinde, der lider af blødninger, sig frem og rører ved Jesu kappe i håb om, at bare berøringen vil gøre hende rask. Det sker, og Jesus vender sig om mod hende og siger, at hendes tillid til ham har frelst hende. Herefter fortsætter han til synagogeforstanderens hus, tager pigens hånd og rejser hende op.
Det, Esajas profeterede om i billeder, gør Jesus til virkelighed midt i livet. Han er selv Guds livsånd, Helligånden, der ikke kun vækker håbet, men også handler. Jesus går ikke mere rundt på Jorden, men han har givet os sin helligånd, der giver os mod til at handle og hjælper os til at virkeliggøre det, vi håber på.
Det gælder os nu, hvor vi fortvivler over coronaens tilbagevenden, klimaændringerne og klodens tilstand og er fristede til at give op og lade stå til. Helligånden giver os livsmodet tilbage og erindrer os om, at vi er indbyggere i det, Grundtvig kalder ”De levendes land”.
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.