En nødløgn kan aldrig være et evangelium

Hele Per Ramsdals forkyndelse bliver en løgn, når han bruger ordet "nødløgn" om dele af det kristne håb, som han forkynder ved en begravelse

Per Ramsdals nødløgn ved begravelser er udtryk for et falsk og tomt evangelium, skriver Børge Haahr Andersen. Arkivfoto.
Per Ramsdals nødløgn ved begravelser er udtryk for et falsk og tomt evangelium, skriver Børge Haahr Andersen. Arkivfoto. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

SKAL MAN PROKLAMERE et lands frihed efter lang tids besættelse, skal det have sin rod i et reelt historisk forløb. At forestille sig en 4. maj 1945 og et frihedsbudskab uden nazismens nederlag og reelle overgivelse er meningsløst.

På samme måde er det med trosbekendelsen. At tale om Jesu opstandelse og om kødets opstandelse som en del af menighedens tro løsrevet fra en reel begivenhed på tredjedagen efter Jesu død er ikke en mulig tolkning af trosbekendelsen. Det er lige så meningsløst som at ville løsrive 4. maj-budskabet i 1945 fra det reelle forløb, hvor tyskerne blev nedkæmpet og overgav sig. Det er derfor heller ikke en uheldig fortalelse eller et misforståeligt udsagn, når Per Ramsdal bruger ordet ”nødløgn” om dele af det kristne håb, som han forkynder ved en begravelse. Hele hans forkyndelse bliver en (nød)løgn.

Hvis man har forkastet Jesu legemlige opstandelse på den tredje dag og i stedet omtolker opstandelse til at være en slags billedtale for, at Jesu budskab stadig har noget at sige os efter hans død, så er der ikke længere tale om en tolkning af påskens budskab. Så kan man ikke sige andet, end hvad sorgterapeuter kan sige til en begravelse, selvom de ord, man bruger, er hentet fra den kristne tro.

Hvis verdens og det enkelte menneskes tilblivelse ikke skyldes andet end en sum af tid og tilfældighed og molekylebevægelser, så giver det ikke mening at tale om Gud som den almægtige skaber. Så er mennesket ikke mere værdifuldt end enhver anden avanceret slimklat i det tomme univers.

Artiklen fortsætter under annoncen

HVIS julens budskab ikke er knyttet sammen med, at den evige Guds søn blev kød og blod i tidens fylde, så er Jesus ikke andet end et unikt menneske, og så giver trosbekendelsens stærke ord ikke længere mening. Og hvis Kristus ikke reelt og fysisk er opstået fra de døde på den tredje dag, så er budskabet om hans opstandelse en stor nødløgn. Trosbekendelsens ord står og falder med, om Gud er til, om Jesus er Guds søn og om hans opstandelse reelt har fundet sted. Ellers tømmes ordene for deres kristne betydning.

Lars Sandbecks forsvar i ”Deadline” på DR 2 juledag for en meget elastisk forståelse af trosbekendelsen, sådan som Per Ramsdal med flere er fortalere for, er lige så meningsløs som at ville løsrive frihedsbudskabet den 4. maj fra tyskernes reelle nederlag og overgivelse. Et eller andet sted ved han det også selv, for han har jo i forskellige sammenhænge argumenteret for, at trosbekendelsen i dens nuværende form skal ud af gudstjenesten. Ligesom Per Ramsdal selv ved det, når han foreslår, at den fælleskirkelige apostolske trosbekendelse skal opdateres, sådan at den bliver mere relevant for den moderne dansker.

Nok skal trosbekendelsen tolkes, ligesom alle andre budskaber skal det. Nok er der meget overordnede og indholdsmættede udtryk i den apostolske trosbekendelse, hvor vi også skal give hinanden frihed til at vægte forskelligt. Men at tolke trosbekendelse helt løsrevet fra det historiske i julens og påskens begivenheder er ikke at tolke, men at fornægte.

Når vi for eksempel bekender troen på ”kødets” (kroppens) opstandelse, kan vi ikke gøre det uden at afvise den græske tanke om sjælens udødelighed, den buddhistiske tanke om reinkarnation og den ateistiske tro på, at med døden er alt slut.

Et håbsbudskab, der bygger på en nødløgn ved en begravelse, er ikke kristendom og er ikke et evangelium. Det er et falsk og et tomt evangelium.