Fra Hans Egede til Areopagos. Respektfuld mission bygger på ærlig religionsdialog

Der kan være stor forskel på religionsmøde og så mission. Det gør Hans Egede os blandt andre opmærksom på

Hvad har en indisk brahminer, en dansk nigeriamissionær, en norsk religionshistoriker og grønlandsmissionær Hans Egede (billedet) med hinanden at gøre? Jo, de forsøgte alle at forstå andre folks livssyn for bedre at kunne tale med dem.
Hvad har en indisk brahminer, en dansk nigeriamissionær, en norsk religionshistoriker og grønlandsmissionær Hans Egede (billedet) med hinanden at gøre? Jo, de forsøgte alle at forstå andre folks livssyn for bedre at kunne tale med dem. Foto: Ritzau Scanpix.

Religionsmøde fascinerer mig. For her mødes mennesker om overbevisninger, værdier og kultur, som jo betyder meget for de fleste. Og her bliver samtalen frugtbar, når parterne mestrer to ting: at være tydelige omkring eget foreløbige ståsted og være åbne og nysgerrige på den andens tilgang til de eksistentielle spørgsmål.

Mission forvirrer mig en smule. Jeg er selv missionærbarn og har set kristen mission udfolde sig tankeløst, provokerende og direkte nedgørende over for mennesker med en anden eller ingen tro.

Men også respektfuldt. Og derfor insisterer jeg på, at det må være muligt både at være tydelig omkring egen identitet og imødekommende over for alle andre.

Men dilemmaet er der. Hvad berettiger os vestlige kristne til at trække vores livssyn ned over hovederne på mennesker i andre kulturer og bede dem ”omvende” sig fra de traditioner, de er vokset op med, og som har defineret deres stamme i hundreder, ja, tusinder af år?

Vi kan henvise til missionsbefalingen (Matthæusevangeliet, kapitel 28, vers 18-20), hvor Jesus pålægger sine disciple at forkynde for al skabningen og gøre alle folkene til Jesu disciple. Men er det så det, vi har gjort? Eller har vi snarere overført vores egen kultur og kirkelighed? Og har vi gjort det med dominans?

Dilemmaet er med tiden blevet opløst i flere faser. Først, da jeg mødte Sadhu Chellappa (1934-2020) ved et møde for kristne flygtninge fra Sri Lanka. Chellappa var bramin og fortæller i min bog ”Kristus i verdensreligionerne” om tydelige sammenfald mellem hinduistiske skrifter, messiasfigurer og tempelindretninger og den bibelske jødisk-kristne tradition. Inden sin død gik han i mange år rundt på gaderne i Madras, Sydindien, og talte med hinduerne med Rigveda i den ene hånd og Det Nye Testamente i den anden.

Da jeg senere fik fat i lægemissionær Niels Brønnums (1882-1966) bøger, opdagede jeg, at han havde samme dialogiske tilgang til bachamaerne, som han kom til i Nigeria.

Med lægetasken i den ene hånd og Bibelen i den anden gik han ud med nysgerrighed for at finde fælles mødepunkter med stammefolkene. Og han fandt ud af, at bachamaerne havde en messiasmyte, der lignede Jesus og hans budskab til forveksling. Ndseanso betegner sig som livets brød og tilbyder at påtage sig straffen for folkets synder. Hans liv begyndte også med et ”juleevangelium”, hvor han blev født fattig, forfulgt af en ond konge og så videre.

For nylig opdagede jeg Karl Ludvig Reichelt (1877-1952), den første missionær i Den Nordiske Kristne Buddhistmission, det nuværende Areopagos. Han rejste til Kina som ivrig missionær, men blev langsomt forvandlet til en nysgerrig religionshistoriker. I den kinesiske mahayana-buddhisme fandt han nemlig gudsbegrebet ”den barmhjertige alfader”, en retning, der fulgte ”det srene lands lære”, der minder om det kristne gudsriges værdier, og myten om Frelseren fra vest (den historiske Jesus?), der virkeliggør buddhismens idealer og fører mennesker til buddhatilstand.

Mission førte til religionsmøde, og religionsmøde førte til mission, idet Karl Ludvig Reichelt uddelte litteratur, der fortalte om den kristne parallel, Kristus og Guds rige, og inviterede til retræte på Tao Fong Shan uden for Hongkong, hvor besøgende buddhistmunke blev introduceret til kristendommen.

Karl Ludvig Reichelts tilgang var, at ”logos”, det græske ord for evig fornuft, som Johannesprologen betegner som liv og lys og altings ophav, er det samme som det kinesiske ”tao”, der betyder ”vejen” og henviser til livets princip. Begge, mener han, betegner den evige Kristus, som er den samme i går og i dag og til evig tid og blev kød og blod i mennesket Jesus. Frelseren fra Vest.

Der er historier, billeder, lærepunkter og mest af alt en skabergud i mange religioner, som vi kristne bør kende for at kunne gå ind i en respektfuld religionsdialog. Vi bør også kunne navigere i det, som føles fremmed, og som måske stritter i alle retninger for os. Favne det, vi ikke vidste før, og rumme det, vi er uenige om. Og hvis vi så absolut vil missionere, bør dette ske med udgangspunkt i en respektfuld forståelse for andre religioners myter, forestillinger og traditioner. Præcis som Chellappa, Brønnum og Reichelt.

Det var faktisk også Hans Egedes tilgang, da han for 300 år siden rejste til Grønland som missionær. Jeg tager ikke her stilling til selve projektet, eller hvad det siden har ført til, men konstaterer blot, at selv han, der i dansk kolonialismes interesser begav sig på vej til landet mod nord, gjorde det med en nysgerrig interesse i grønlændernes tro.

I antologien ”Tro og samfund i Grønland” fortæller Kathrine Kjærgaard, cand.theol. med ph.d. i arktiske studier, om Egedes ”naturlige teologi”, der med Paulus erkender, at viden om Gud findes både i naturen omkring os og i samvittigheden inden i os.

I sit første brev hjem skriver Egede, at han har en klar fornemmelse af, at grønlænderne må ”hafve nogen Cognoissance af Gud”. Da han viser dem et billede af Kristus, ”peger de op til Himmelen og slaar sig på deris Brøst, som de vilde sige: Gud deris Skabere” (side 82).

Fem år efter hjemkomsten til Danmark opsummerer Hans Egede sin viden i bogen ”Det gamle Grønlands nye perlustration” (1741), der skal ses i lyset af hans naturteologiske grundopfattelse, skriver Kathrine Kjærgaard:

”Perlustrationen redegør for det grønlandsk-arktiske økosystem i sin helhed (…). Alt sammen for at vise Grønland og dets indbyggere som en del af Guds plan (…).”

Og her citerer hun Hans Egede: ”’(…) thi Gud, som har skabt den viide Jordens Kredtz (…) har ikke vildet, at nogen Provintz eller Land, skulle være i ævig forglemmelse uden Brug af Mennisker’.”

Altså: Alt i verden hænger sammen – fra den største til den mindste skabning – og naturen viser Guds storhed og væsen, så alle mennesker ved deres blotte eksistens allerede har en erkendelse af Gud.

Religionsdialog må herfra rette sig mod at dele den stykkevise erkendelse, vi hver især har, med hinanden. Mission må derefter være at argumentere for det foreløbige helhedsbillede, vi selv mener at være nået frem til, mens vi lytter med respekt til den andens erkendelse.

Er førnævnte dilemma helt opløst? Nej. Men så må vi vedkende os det og tale åbent om det – også med vores samtalepartnere fra andre religioner. Vi er stadig på vej.

Svend Løbner er freelancejournalist.