Fra Høeg til Holmes - det handler om liv og litteratur

Sherlock Holmes advarede mod at teoretisere, før man havde kendsgerningerne. For dermed ændrer man på kendsgerningerne, så de passer på teorien, i stedet for at gøre det omvendte. Det er også tilfældet for ugens debat, mener Kristian Østergaard

Henrik Stangerup (1937-1998) havde oprindeligt studeret teologi og var kommet langt i studiet, da han skiftede spor og blev journalist. -
Henrik Stangerup (1937-1998) havde oprindeligt studeret teologi og var kommet langt i studiet, da han skiftede spor og blev journalist. - . Foto: Scanpix.

”Der må dog ske noget i livet, før der kan ske noget i kunsten,” mente den unge forfatter Tage Skou-Hansen i 1950, og han begrundede synspunktet i artiklen ”Forsvar for prosaen”.

Tage Skou-Hansen kritiserede sin samtidslitteratur med følgende ord: ”Den dyrkes med held af de grønneste poeter, som endnu kun har fornemmelser og stemninger at digte på, og når de blot har øvet sig flinkt i at føle, behøver man ikke savne den erkendelse, som mangler i deres vers.”

Litteraturforskeren Mette Høeg harcelerede over tilsvarende ting i Weekendavisen i foråret og søsatte dermed den største litterære batalje i 2015. Høeg var ude i et rent kritisk ærinde, men siden fik litteraturforskeren på Radio24syv lov at udfolde et positivt alternativ i form af en udsendelsesrække om Henrik Stangerup.

Det er også ham, Høeg skrev om i sin kronik forleden i Politiken: ”Den danske ordentlighed, som har et undertrykkende tag om åndslivet og litteraturen, forhindrer en erkendelse af flertydigheden i derouten - i Stangerups personlige deroute, i den deroute, Stangerup som forfatter udsætter de fleste af sine romankarakterer for, og i deroutemotivet i det hele taget (...). Udskejelser, vildskab og selvstændighed avler betydning og mening og udvider livet og kunsten.”

Men spørgsmålet er rigtignok, om Henrik Stangerup kan tåle den idoldyrkelse, Høeg omfatter ham med. In vino veritas lyder et gammelt bon mot. I vinen er sandheden, men holder synspunktet i virkeligheden? Det var næppe Stangerups excessive alkoholforbrug, der gjorde ham til en stor forfatter.

Stangerup havde oprindeligt studeret teologi og var kommet langt i studiet, da han skiftede spor og blev journalist. Han ville have skrevet speciale om den kristne eksistentialist Gabriel Marcel. Det kom han så ikke til, men det er uomtvisteligt, at der løber en strøm af kristen eksistentialisme igennem hele Stangerups værk.

Dermed adskilte han sig fra mange af sine jævnaldrende forfatterkolleger, som dyrkede Mao, Marx og Marcuse. Men Stangerup var netop ikke som admiralen i ”Pinafore”, om hvem det jo gjaldt, at ”de tanker andre tænkte var mig mer end nok”. Og derfor blev Stangerup også en arg kritiker af velfærdsstatens ansvarsophævende karakter.

Men han var nu ikke den eneste, der kunne få øje på problemerne. Allerede i 1956 advarede den fremtrædende socialdemokratiske rådgiver Henning Friis mod velfærdstatens udvikling med følgende begrundelser: ”At staten ved at tage med den ene hånd og give med den anden optræder som formynder, at betoningen af materiel tryghed svækker interessen for kulturelle og åndelige værdier, at trygheden i sig selv gør folk apatiske og sløve samt endelig, at fornemmelsen af personligt ansvar undergraves.”

På en eller anden måde forekom disse ord mig mærkeligt aktuelle, da jeg læste Nicolai Arentz Larsens læserbrev, som Politiken forleden bragte under den umisforståelige overskrift ”Det er sgu lækkert at være på dagpenge”. Blandt andet fordi det gav dagpengemodtageren mulighed for at tilbringe en stor del af døgnet med at se Netflix.

En delikat omstændighed var det dog, at den 22-årige Enhedslistesympatisør tillige sad i bestyrelsen af HK's ungdomsafdeling. Ifølge dr.dk blev adskillige politikere da også gram i hu, da de blev gjort bekendte med læserbrevets budskab. Og formanden for HK i Hovedstaden, Christian Grønnemark, gik i Politiken faderligt i rette med den unge skribent, som efter hans skøn blot sukkede efter et arbejde: ”Det tror jeg også, du i virkeligheden mener.”

Men hvad hvis denne teori ikke er sand, og Nicolai Arentz Larsen blot tilkendegiver, hvad mange dagpengemodtagere tænker? Ja, så er det måske på tide at bringe Sherlock Holmes-aksiomet i spil.

Sherlock Holmes advarede mod at teoretisere, før man havde kendsgerningerne. For dermed ændrer man på kendsgerningerne, så de passer på teorien, i stedet for at ændre på teorien, så den passer til kendsgerningerne.

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter