Hvorfor tage ansvar for sit barn, hvis systemet står klar med en diagnose?

I stedet for at føre almindelig mennesketale om skyld og ansvar, foretrækker en del forældre tilsyneladende forklaringer, der formummer sig i medicinske termer og diagnoser. Den, der stiller krav til sit barn, bliver nemlig ret nemt upopulær, og hvorfor pådrage sig et sådant besvær, spørger Kristian Østergaard

Henrik Stangerups roman ”Manden der ville være skyldig” var en protest mod det formynderiske og ansvarsophævende behandlersamfund. I bogen bliver hovedpersonen - en hustrumorder - ikke straffet, men i stedet diagnosticerer og terapeutiserer ham.-
Henrik Stangerups roman ”Manden der ville være skyldig” var en protest mod det formynderiske og ansvarsophævende behandlersamfund. I bogen bliver hovedpersonen - en hustrumorder - ikke straffet, men i stedet diagnosticerer og terapeutiserer ham.- . Foto: Scanpix.

DER ER SKET MEGET, siden Henrik Stangerup i 1973 udgav ”Manden der ville være skyldig”. Men romanens problemstilling synes forbløffende uændret.

Stangerups roman var nemlig en protest mod det formynderiske og ansvarsophævende behandlersamfund, som ikke straffer hovedpersonen - en hustrumorder - men i stedet diagnosticerer og terapeutiserer ham.

I Berlingske lød overskriften ”Forældre presser på for at få en diagnose til deres børn”. Og hvorfor gør de mon det? Jo, det har formanden for Pædagogiske Psykologers Forening en forklaring på. Bjarne Nielsen bemærker nemlig, at forældrene ”meget nødigt (vil) have et medansvar for, hvis deres barn agerer uhensigtsmæssigt, og derfor er det en lettelse for forældre at få at vide, at deres barn fejler noget”.

Harmløs er denne fremgangsmåde vistnok ikke. Psykolog Mathias Jensen pegede i Berlingske på, at forældrenes diagnosejagt faktisk kan skade barnets selvforståelse, idet den kan retfærdiggøre hensynsløs adfærd: ”Nå, ja. Det er, fordi jeg har ADHD.”

Kan man ikke moralisere over sig selv, er man ilde stedt, og spørgsmålet er jo, om mange elevers vanskeligheder blot bunder i en række unoder og opsparede selviskheder.

I stedet for at føre almindelig mennesketale om skyld og ansvar, foretrækker en del forældre tilsyneladende forklaringer, der formummer sig i medicinske termer eller ytrer sig i faglig jargon.

Den, der stiller krav til sit barn, bliver ret nemt upopulær, og hvorfor pådrage sig et sådant besvær? Eller som præsten Kathrine Lilleør konstaterer på sin blog i Berlingske: ”Man magter ikke børnene på fuldtid. Magter ikke at lægge den energi i deres opdragelse, der skal til for, at man kan holde ud at være sammen.”

I et andet og langt mere dramatisk værdispørgsmål gjaldt det også om at adressere ansvaret. Ifølge en meningsmåling i Morgenavisen Jyllands-Posten, angiver 44 procent af de adspurgte nemlig, at det danske samfund har et medansvar for terroren i februar. 44,5 procent mener derimod, at gerningsmanden helt og holdent selv er skyld i udåden.

Studerer man tallene nærmere, viser det sig, at et klart flertal i rød blok tilskriver Danmark et medansvar for Omar El-Husseins terror. En forsker forklarer det med venstrefløjens trang til at lede efter sociologiske forklaringer, når det gælder kriminalitet. Dermed ender lovovertrædelser som et kollektivt ansvar.

Og det er en logik, som er tankevækkende og fortjener en lille rask udlægning. For vist er det slemt, når det enkelte menneske kapitulerer og ikke vil stå ved sine egne valg.

Men det er det da endnu værre, når venstrefløjen lader behandlerideologien sætte dagsordenen og præge tidsånden. For dermed bliver alle menneskelighedens identifikationer såsom ansvar, skyld og samvittighed, udryddet. Det var i alt fald pointen i Stangerups bog.

I dag udkommer en anden bog med titlen ”Oprør fra udkanten”. Kristeligt Dagblad bragte Doris Ottesens bidrag til antologien, hvori hun fortæller om at flytte til Udkantsdanmark.

Doris Ottesen reflekterer over sit valg uden at hengive sig til desillusion og selvforagtende overvejelser. Tværtimod. Doris Ottesen har fået indfriet sin ”hjemlængsel” på Ærø. Ikke desto mindre længes stadig flere efter storbyen - allerhelst København.

Og forleden havde ”Aftenshowet” på DR inviteret blandt andre rektor Elsebeth Gerner Nielsen for at diskutere det grasserende københavneri. Anledningen var, at P4 Fyn nu havde etableret en satirisk ”københavneralarm”, der blev aktiveret, hver gang københavneriet gik grassat.

Alarmen gik næsten hele tiden, og Elsebeth Gerner Nielsen kunne med et anekdotisk strejf belyse hvorfor. En af hendes studerende på Designskolen havde spurgt en veninde i København, om hun ikke ville besøge hende i Kolding. Koldingenseren fik svaret: ”Ah, du bor så langt væk, kan du ikke komme og besøge mig i stedet?”.

Så spørgsmålet kan med sindsro bøjes ud i flammende neon: Burde ”københavneralarmen” ikke blive et landsdækkende projekt?

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter