Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Fra mælkepulver til menneskerettigheder: 70 år med støtte i Palæstina og Israel

I knap 70 år har Folkekirkens Nødhjælp støttet i Israel og Palæstina, og i takt med at årene er gået, har organisationen vovet at positionere sig mere og mere politisk i konflikten

Palæstinensiske piger leger i et hus, som er blevet udsat for et bombeangreb.
Palæstinensiske piger leger i et hus, som er blevet udsat for et bombeangreb. Foto: Ibraheem Abu Mustafa/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Kan I hjælpe os med mælkepulver? 750.000 palæstinensere er drevet på flugt, bor nu i teltlejre, og vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem.” Sådan lød bønnen fra Det Lutherske Verdensforbund til Danmark i 1952.

Poul Hartling – senere dansk statsminister og flygtningehøjkommissær i FN – sad i bestyrelsen for den danske organisation Østerlandsmissionen og tog straks initiativ til at danne en Syrienskomité, der kunne indsamle penge til de nødstedte. I 1954 besluttede Folkekirkens Nødhjælp at udvide sit arbejdsområde ud over Europa, og Syrienskomitéen indgik derfor i Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Sådan startede en historie, der foreløbig har varet i næsten syv årtier. Fra en beskeden begyndelse formidler Folkekirkens Nødhjælp i dag sammen med sin norske søsterorganisation, Kirkens Nødhjælp, årligt cirka 50 millioner kroner til Israel og Palæstina.

Som tidligere medarbejder i Folkekirkens Nødhjælp med blandt andet Mellemøsten som arbejdsområde fik jeg i anledning af Folkekirkens Nødhjælps 100-årsjubilæum lyst til at undersøge Folkekirkens Nødhjælps historie i Palæstina nærmere. Jeg har haft fri adgang til Folkekirkens Nødhjælps arkiver, men udvalget af materiale og vægtlægningen i denne beretning står helt for min egen regning. Syv årtiers bistand til palæstinenserne, der på grund af forholdene i landet endnu ikke har kunnet afsluttes, afspejler, hvordan der tænkes og handles i Folkekirkens Nødhjælp, men samtidig syv årtiers udvikling i tænkning og praksis i dansk bistandsarbejde mere generelt. En udvikling, der kan ses i lyset af det let omskrevne kinesiske ordsprog om at give en mand en fisk i forhold til at lære ham at fiske og endelig få rettighederne til at fiske.

Det første årti fra 1954 var således præget af, at der blev sendt varer – primært mange tons mælkepulver og mange tons brugt tøj – til palæstinenserne i Syrien og Jordan. Christian Christiansen, tidligere krigsfangesekretær for KFUM og senere ansvarlig for Danidas stipendieprogram, var den første af en hel stribe af danskere, der indtog ledende stillinger i det lokale bistandsarbejde. Fra Damaskus og Jerusalem ledte han Det Lutherske Verdensforbunds arbejde 1952-1957. Ud over at sikre en effektiv udførelse af hjælpearbejdet var disse udsendte danskere en uvurderlig kilde til oplysning i Danmark. I mange numre af bladet Nødhjælpen (senere Nød) var der artikler fra dette arbejdsområde. Bladet nåede ud til alle danske sogne og har utvivlsomt bidraget til danskernes forståelse af konteksten og behovet for bistand. I kølvandet på krigen i 1967 opfordrede danske biskopper eksempelvis til indsamling i danske menigheder til krigens ofre. Der indkom 343.000 kroner (svarende til cirka 3,5 millioner i dag), og andre øremærkede bidrag og den første statslige bevilling til Folkekirkens Nødhjælp på 100.000 kroner resulterede i en samlet hjælpeindsats på en million, der i dag svarer til 10 millioner kroner. Det var en indsamling, der var 10 gange større, end Dansk Røde Kors kunne præstere.

Kristeligt Dagblads daværende chefredaktør, Bent A. Koch, var nær ven af Christian Christiansen og fik dermed indgående indsigt i palæstinensernes skæbne og publicerede flere dengang kontroversielle artikler om konflikten, ligesom en bog af Svend Holm-Nielsen om Palæstina udkom på Kristeligt Dagblads Forlag. Det var en tid, hvor uvidenheden om palæstinensernes skæbne endnu var udbredt.

1970'erne og frem markerede et skift i forståelsen af bistand og arbejdet i praksis. Tiltroen til lokale partnere var vokset og resulterede i et partnerskab med blandt andre KFUM i Østjerusalem og Det Mellemøstlige Kirkeråd. Fokus var nu mere på den langsigtede bistand som eksempelvis unges uddannelse, sundhed, landbrug og kvinder. Folkekirkens Nødhjælp fik flere danske statslige midler stillet til rådighed og udvidede også sine vedtægter til at omfatte en forpligtelse til ”at oplyse om nødens baggrund” for at skabe en bredere forståelse for levevilkårene i Mellemøsten.

En skelsættende begivenhed i den israelsk-palæstinensiske konflikt var den første intifada (opstand) i 1987.

Folkekirkens Nødhjælps partnere måtte tage sig af de mange ofre. KFUM i Østjerusalem oprettede et banebrydende center for rehabilitering af fysisk handicappede mennesker, hvoraf de fleste var ofre for sammenstød med israelske soldater. Den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza havde nu stået på i to årtier, og der opstod både israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer, der dokumenterede og offentliggjorde de mange episoder med brud på international lov og menneskerettigheder. Folkekirkens Nødhjælp gav støtte til flere af disse organisationer som led i at arbejde på at sikre folks rettigheder og oplyse om nødens baggrund. Folkekirkens Nødhjælp organiserede også talrige besøg til området, og det skabte ofte debat, når deltagerne kom hjem og fortalte om, hvad de havde observeret.

Folkekirkens Nødhjælp var nået til et stade i organisationens forståelse af udvikling, hvor rettigheder kom i fokus og dermed en forpligtelse til at udøve fortalervirksomhed. I 1990 skrev Folkekirkens Nødhjælp:

“I Folkekirkens Nødhjælp er vi ikke gode til at tage parti. Vi holder altid med taberne (…) vi både hjælper dem, der lider nød, og forsøger at ændre de strukturer, der skaber denne nød.”

Mange havde håbet på, at Oslo-aftalen i 1993 ville skabe fred, og Folkekirkens Nødhjælp støttede derfor forskellige lokale israelsk-palæstinensiske freds- og forsoningsinitiativer. Desværre mislykkedes alle forsøg på at skabe fred, og Israel forstærkede sit jerngreb i de besatte områder med udvidelse af bosættelser, konfiskering af land og begrænsning i bevægelsesfrihed, hvilket i 2000 førte til endnu en opstand, den anden intifada, med endnu flere ofre blandt både palæstinensiske og israelske civile og nye behov for humanitær bistand.

I 1990'erne kom der også større fokus på de kristnes betydning i Mellemøsten: Skønt mange kristne emigrerede på grund af konflikten, spiller de fortsat en vigtig rolle i samfundet. Publikationer om emnet, besøg af palæstinensiske kristne til Danmark og kirkelige delegationsbesøg til Israel og Palæstina skulle bidrage til en øget forståelse især i danske menigheder. FDF, KFUM og KFUK valgte at sætte fokus på Mellemøsten i deres oplysnings- og indsamlingsarbejde.

I de første år af det nye århundrede, efter angrebet på tvillingetårnene i New York, blev bekæmpelsen af terror et hovedtema, og fokus på menneskerettigheder blev trængt i baggrunden. Og selvom det var svært, fortsatte Folkekirkens Nødhjælp igennem oplysning, besøg og udstationering af observatører med at opretholde et fokus på de mange menneskerettighedsovergreb og den manglende internationale beskyttelse af civilbefolkningen. På Roskilde Festival blev der i 2004 opstillet en kopi af den otte meter høje israelske adskillelsesmur for at sætte fokus på den humanitære situation i de besatte områder. Der blev indsamlet 600.000 kroner til mobile klinikker på Vestbredden.

I det seneste årti har Folkekirkens Nødhjælp etableret et lokalt kontor i Jerusalem for at være tættere på dets samarbejdspartnere og styrke samarbejdet med andre kirkelige bistandsorganisationer i området. Flere midler er kommet til, og mere ansvar er blevet overdraget til de lokale partnere med geografisk fokus på de områder på Vestbredden og i Gaza, hvor både det humanitære behov og behovet for at arbejde med rettigheder og fortalervirksomhed er størst.

Tiden må vise, om vi kan regne med en fredsordning, der vil mindske behovet for hjælp, eller om besættelsen og de nuværende apartheidlignende tilstande vil fortsætte, hvorved behovet for bistand og fortalervirksomhed vil vokse yderligere.