Fra millionær til fattig

Udsendelsen "Millionær i frit fald" på DR viser på forunderlig vis, storheden og faldet for tidligere millionærer. Der er en del at hente, mener præst Kirstine Stricker Hestbech

Rige, der mister deres penge, kan vi lære noget af, mener præstFoto
Rige, der mister deres penge, kan vi lære noget af, mener præstFoto Foto: .

At gå fra at være millionær til et liv uden ret til et dankort er et eksistentielt frit fald af proportioner, som det kan være svært for os almindelige lønindkomstdanskere at sætte os ind i. Men det gjorde DR 2 Tema lørdag aften et ihærdigt forsøg på at viderebringe.

LÆS OGSÅ: SF: De Radikale skyld i mere ulighed

Først i udsendelsen Millionær i frit fald, hvor millionærer og kendisser fortalte om deres økonomiske og menneskelige deroute. De sidder nu i gæld til næseborene og kan kun snuse til et mobilabonnement og en bilforsikring.

Jørgen Olsen, som tog Kronebanken og Roskilde Bank med sig i faldet, må sælge ud af møblerne i sit mausoleum for at betale elregningen, og byggematadoren Hans Henrik Palm har udskiftet restaurantbesøgene med pølsevognen.

Det er svært, rigtigt svært at miste privilegier, men også svært at finde medlidenheden med mennesker, som i den grad har hevet mange helt igennem bundhæderlige og hårdtarbejdende mennesker med sig faldet, og som helt givet ville gøre det igen, hvis de kunne.

Anderledes i dokumentaren Det gode liv af Eva Mulvad, om to kvinder, en mor på 83 og hendes datter på 56, der engang levede et rigmandsliv i Europas storbyer, og hvor penge var noget, man var født med. Nu er alle pengene væk, og moderens folkepension skal dække alle udgifterne for dem begge i den lille bitte lejlighed ved den portugisiske kyst. Et rystende portræt af to kvinder uden nogen form for realitetssans.

Moderen giftede sig med en dandy, der aldrig havde arbejdet, og som først brugte renterne, dernæst af hovedstolen. Moderen så, hvor det gik hen, men greb ikke ind, ej heller over for faderens ødelæggende forkælelse af datteren, som i en alder af næsten 60 år sidder mut og bitter med fem sprog og en fremragende skolegang bag sig, men uden et eneste ben i næsen.

I har fandeme ikke opdraget mig til at klare mig meningen var, at jeg skulle have arvet pengene, råber hun ad den gamle mor.

Work er tabu for mig, siger hun i dybeste alvor, imens hun går hen og køber grøntsager på klods og låner penge af naboer. Et ekstremt ærligt billede af to kvinder, som bliver hinandens tragedier i den familiemæssige deroute fra top til bund.

Ikke at det behøvede at være sådan, da datteren kunne gå ud og søge et arbejde, men hun er så socialt handicappet af sin overklassebarndom, at hun intet andet kan end at sidde detroniseret og spytte sine forbitrelser ud over moderen, der fødte hende ind i rigdom.

En kompleks historie om familierelationer og om det ansvar, vi har for at opdrage vores børn til at klare sig selv. For selvom datteren var så helt igennem usympatisk, så sad moderen også med en enorm skyld i sin livslange passivitet.

På den måde blev dokumentaren en lidt skæv kommentar til os forældre, som har opdraget vores børn som curlingsten, der for alt i verden skal undgå at støde på forhindringer. Det kommer der sjældent modstandsdygtige voksne mennesker ud af. For kan du ikke klare lidt modgang, duer du ikke til at leve.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder