Aarhushistorierne er ikke opstået ud af det blå, konstaterer Per Hovgaard i Århus Stiftstidende med henvisning til Katharina Grosses værk ”The Garden”. Den tyske kunstner har sprøjtelakeret en del af Mindeparken i Aarhus med rødt og hvidt. Og Hovgaard er ikke imponeret af indsatsen, som han mener, henvender sig til de ”altid så forstående kunstsnobber, der kan finde smuk kunst i smadrede biler, udstoppede hundehvalpe, blenderdræbte fisk, og så selvfølgelig kunstværket ’Dåselorten’”.
Sognepræst Merete Bøye er ligeledes himmelfalden, og direkte henvendt til museet Aros, der står bag projektet, skriver hun i Århus Stiftstidende:
”Kære ARoS, kunne I ikke holde jeres elitære kunst inden for murene i jeres røde overjordiske bunker, så almindelige mennesker kan blive skånet for at se på det? På den anden side er det selvfølgelig fint, at det bliver synligt for borgerne, hvad deres skattepenge går til.”
Karen Jespersen og Ralf Pittelkow noterer sig i Den Korte Avis, at kunstværkets fortalere end ikke ulejliger sig med at argumentere for den akryllakerede plænes kunstneriske værdi. I stedet lovpriser fortalerne projektet, fordi det kan føre til debat om forurening og miljøpolitik. Og når borgerne så bliver fortørnede over vandaliseringen af Mindeparken, ræsonnerer projektets fortalere: ”Dér kan man jo se. Det skaber virkelig debat. Kunstværket fungerer!”.
Jespersen og Pittelkow konkluderer, at så må det jo også være stor kunst, når romaer sviner i København, da det jo også har skabt vældig debat i ugens løb.
Valgmenighedspræst Johan Christian Nord er også god til at skabe debat. Det dokumenterede han for nylig i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han analyserede danske politikeres reaktioner på terroren i Manchester. Nord undrer sig over, at Nicolai Wammen (S) kalder terroren for ”et forfærdeligt og kujonagtigt angreb”. Ifølge valgmenighedspræsten er det bedrøvelige jo netop, at terroristerne frygtløst går i døden, hvis de samtidig kan udløse et blodbad på uskyldige.
Hvad kan man forlange af nutidens politikere? Jo, man kan forlange, at politikerne ved, hvor fronten går i den globale virkelighed, og det gør de ikke. Derfor er det ”tidens europæiske ledere, der er kujoner”.
Pastor Nord har tidligere beskæftiget sig indgående med digteren Jakob Knudsen, der hævdede, at hvis vi blev erobret uden at have gjort vores yderste for at forsvare os, ville vi ikke eje den åndelige modstandskraft under fremmedåget, som ville kunne holde vort sprog og kultur oppe.
Og det er egentlig temaet for det foruroligende essay, Kristeligt Dagblad bragte forleden af forfatteren Douglas Murray. Murray mener, at europæerne mest af alt ligner en stor undskyldning for sig selv: ”Europa har i dag meget lidt lyst til at reproducere sig selv, kæmpe for sig selv eller blot tage sit eget parti i en debat.”
Dermed er Murray enig med Nord i, at de nuværende europæiske ledere gør alt, hvad der er i deres magt for at kapitulere, idet deres generøse udlændingepolitik har åbnet Europa for alverdens folkeslag. Murray er ikke i tvivl om, at de fleste læsere vil komme til at bivåne Europas undergang som følge af masseindvandring af repræsentanter for en vildt fremmed religion. Nej, vi skulle have holdt fast i doktrinerne fra Den Westfalske Fred i 1648, pointerer Murray.
Og netop om Den Westfalske Fred skriver Henrik Dahl (LA) på Altinget.dk. Grundlæggende betød aftalen i 1648 national suverænitet og dermed fred. Krig opstår gerne, når folkeslag ikke kan blive fri af hinanden.
Dahl sporer en anti-westfalsk tendens i EU-Domstolen, der gerne dekreterer, at danskerne ikke har monopol på Danmark, eftersom indvandrerne også har del i monopolet. Derfor slutter Dahl sin artikel af med denne opfordring:
”En fornuftig – og frem for alt: legitim – udlændinge- og antiterrorpolitik vil aldrig kunne gennemføres, hvis ikke der først sker en westfalsk rekalibrering af den internationale retsorden.”
Ugens debat skrives på skift af højskoleforstander Jørgen Carlsen og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.
