Fra nationalistisk symbol til allemandseje: Dannebrog har vundet stort

Dannebrog blev i 2000’erne næsten synonymt med Dansk Folkeparti, kolonihaver og stegt flæsk. I dag er det sluppet fri af nationalismens lænker, skriver Christoffer Emil Bruun

Forleden bedyrede Pia Kjærsgaard (DF) i Politiken, at hendes parti aldrig har ønsket at have monopol på brugen af flaget, men at hun tværtimod glæder sig over, at det i dag er blevet allemandseje igen. Illustration: Rasmus Juul
Forleden bedyrede Pia Kjærsgaard (DF) i Politiken, at hendes parti aldrig har ønsket at have monopol på brugen af flaget, men at hun tværtimod glæder sig over, at det i dag er blevet allemandseje igen. Illustration: Rasmus Juul.

I dag varmer vi op til næste kamp i, hvad der allerede er Danmarks største fodboldtriumf i mange år. Gaderne skvulper af stolthed. I byerne hænger borgere danske flag op på deres altaner.

Den gamle traver ”Re-Sepp-Ten” med omkvædet ”Vi er røde, vi er hvide” har fået renæssance, og der bliver skrålet med, så det gjalder. Nationen er samlet, og symbolet er vores gamle flag, Dannebrog, angiveligt verdens ældste.

I sidste uge sad jeg med en fadøl på en plads midt i København og så, hvordan Danmark knuste Wales. Jeg havde en grå T-shirt på og følte mig som en snavset plet i det rød-hvide menneskehav. Vores statsminister må have haft det på samme måde. Hun skiftede fra politikerdress til fodboldtrøje i pausen, kunne man se i tv. Den efterfølgende sommernat dyttede studentervogne og biler med flag ud ad vinduerne om kap. ”Vi står sammen side om side.”

Dannebrog blev i 2000’erne næsten synonymt med Dansk Folkeparti, kolonihaver og stegt flæsk. Kombineret med partiets kritiske holdning over for indvandring blev flaget til en del af den værdipolitiske debat i landet. Ligesom partiet var flaget ikke stuerent.

Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti brugte Dannebrog aktivt som strategisk værktøj i dets storhedstid. Flaget vajede i partiets gruppeværelse og blev en del af dets retorik. Men partiets politiske modstandere var i høj grad selv med til at dæmonisere Dannebrog ved at gøre det til symbol på snævertsynet nationalisme.

Jeg hørte selv til dem, der så Danmarks fremtid mere som et europæisk territorie end en fortsat nationalstat. Den europæiske nationalstat har unægtelig skabt megen død og ødelæggelse siden dens gennembrud i 1800-tallet.

Og da globaliseringen for alvor tog fat, samtidig med at EU blev styrket, og en del europæiske regioner hævdede deres selvstændighed, var fornemmelsen, at vi gik imod tider, hvor Danmark ville blive en gul stjerne i det blå EU-flag, mens Dannebrog langsomt kunne udfases sammen med kernefamilie, dieselbiler og skråskrift. Sådan kom det ikke til at gå.

Efter Anden Verdenskrig var det kutyme i Tyskland ikke at bruge flaget til at fejre nationens store sejre. Det blev først igen legitimt igen i 2014, da tyskerne slog Argentina i VM-finalen.

Jeg var selv i Berlin de dage og husker tydeligt, hvordan tyskerne endelig tillod sig selv at fejre sin egen triumf efter 70 års karenstid.

Herhjemme er fortiden mindre dramatisk og karenstiden kortere. Dannebrog er sluppet fri af Dansk Folkepartis lænker, og overnationale fantaster som mig selv har overgivet sig til sejrens sødme, når en af de danske drenge knalder bolden i mål.

Forleden bedyrede Pia Kjærsgaard (DF) i Politiken, at hendes parti aldrig har ønsket at have monopol på brugen af flaget, men at hun tværtimod glæder sig over, at det i dag er blevet allemandseje igen. Efter 20 år med virtuost spil på yderfløjene er magten igen samlet på midtbanen.

Måske har vi rent faktisk lært lektien af nationalstatens dæmoniske skyggeside og fundet en modus operandi for fejring af den nationale triumf. Dannebrog er vel i bund og grund ikke andet end et symbol for glæde ved det sted, hvor vi føler os hjemme. Eller måske er det tværtimod, når enigheden betyder, at alle i forening samler sig om det nationale symbol, at faresignalet lyder.

Er det massepsykose eller fælles stolthed, når vi i aften sætter os til rette for at se de danske drenge løbe ind på banen i Baku? I det spørgsmål er vi dommere hver især, og ligesom på banen skal der dømmes opmærksomt og retfærdigt.

God kamp!

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.