Det er ikke længe siden, at udlændinge- og integrationsministeren hed Inger Støjberg (V). Ikke alle var lige begejstrede for Venstre-politikerens indsats. En af de meget utilfredse hed Erik Hagens. Og i sin udsmykning af Skovlunde Kirke har han nu karikeret Inger Støjberg som hende, der giver en mørklødet person et los bagi.
Sognepræst Sørine Gotfredsen bemærker i en kommentar i Berlingske, at Erik Hagens dermed trompeterer, at enhver, ”der sympatiserer med de senere års indvandrerpolitik, har et ukristeligt menneskesyn og i denne kirke skal mindes om deres etiske anløbenhed”.
Men spørgsmålet er, om man med sådanne virkemidler vitterlig ægger til eftertanke. Mon ikke de fleste kirkegængere vil føle sig undervurderet af Erik Hagens’ bombastiske forkyndelse?
Efterårets bog om næstekærlighed
Bedømt på kunstneriske præmisser er temaet næstekærlighed langt mere raffineret behandlet i efterårets litterære begivenhed ”Frank vender hjem”, der blandt andet er anmeldt og grundigt omtalt her i Kristeligt Dagblad, og hvori Kristian Bang Foss muligvis gendigter den barmhjertige samaritaner.
Kystbanesocialisten André har fået en levertransplantation, og tilfældigvis bliver han en dag gjort opmærksom på, at donoren var en byrådspolitiker fra Dansk Folkeparti. André foragter dette parti lige så meget, som farisæerne foragtede samaritanerne:
”Men nu var André ikke kun udstyret med en formue skabt ved rå kapitalisme, han levede kun, fordi et menneske, han foragtede, før sin død havde taget en beslutning, der var essensen af uegennyttighed. André havde desuden aldrig selv meldt sig som organdonor.”
Se, denne episode giver jo virkelig læseren anledning til at reflektere over, at det sværeste bud i den kristne religion handler om at elske næsten som sig selv.
Religionskritik som en uhørt krænkelse
Religionskritik bliver i øvrigt heftigt debatteret i øjeblikket. Udlændinge- og Integrationsministeriet har undersøgt danskernes syn på religionskritik, og i Morgenavisen Jyllands-Posten giver blogger Anna Thygesen udtryk for, at der er noget i vejen med enten dømmekraften, informationsniveauet eller den moralske habitus hos de 20 procent etniske danskere, der mener, at religionskritik skal forbydes. Eller måske skyldes det slet og ret, at fravalget er blevet tidens nye asketiske modestrømning: ”Hvor vi før definerede os selv ved tilvalg i livet, så er det blevet in at fravælge. Man er simpelthen et bedre menneske, hvis man fravælger og forsager.”
I hvert fald er der skabt en sygelig ængstelse for ikke at gøre tingene politisk korrekt nok, og især når det gælder religion, slår hysteriet ud i lys lue. En 24-årig pæredansk københavner tilkendegiver i Berlingske, at det ligefrem skal resultere i en dummebøde, hvis man ”provokerer” en religion.
Den opmærksomme læser vil notere sig, at ”dummebøde” er et begreb hjemmehørende i forbryderverdenen. Der er altså indfødte danskere, som mener, at religionskritik er så uhørt en krænkelse, at det kalder på repressalier kendt fra underverdenen. Hvordan er vi kommet så vidt? Den gamle fritænker Poul Henningsen pegede indigneret på ”menneskets infame tilpasningsevne”. Og han ville uden tvivl have bakket Indre Mis- sion 100 procent op i spørgsmålet om religionsfrihed, for til Berlingske udtaler organisationens kommunikationschef Asbjørn Asmussen:
”Religion skal kunne tåle kritik. Det ligger i evangeliets budskab, at evangeliet er noget, man må tilslutte sig eller forkaste. Så man forbryder sig mod selve evangeliets budskab, hvis man ikke må sætte spørgsmålstegn ved det.”
Helt omvendt forholder det sig inden for islam, hvis man skal tro Hanna Ziadeh i Weekendavisen. Han fortæller om mødet med Youssef i Jordan, der er konverteret til kristendommen og nu oplever at blive chikaneret og ydmyget i en situation af absolut underkastelse. Youssef lever nemlig i et af de 22 muslimske lande med en straffelov, hvor man dømmer ”en frafalden til døden, hvis hans frafald kan bevises, og hvis han insisterer på sin beslutning efter tre dages varsel”. Er der mon virkelig nogen, der mener, man ikke må angribe et sådant religiøst diktat
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.