Fra terrordom til generationstyveri - hvem betaler gildet?

Kristian Østergaard samler op på ugens debatter ved at reflektere over Sam Mansours terrordom og de folkevalgtes holdning til denne

Den terrordømte ”nordafrikanske hyggespreder” Sam Mansour har de eneste 22 år været på offentlig forsørgelse af den danske stat, som han ellers kun har foragt til overs for, skriver Kristian Østergaard.
Den terrordømte ”nordafrikanske hyggespreder” Sam Mansour har de eneste 22 år været på offentlig forsørgelse af den danske stat, som han ellers kun har foragt til overs for, skriver Kristian Østergaard. . Foto: Rune Feldt.

FORLEDEN BLEV Sam Mansour ved byretten i Frederiksberg idømt fire års fængsel for at have støttet terrorisme. Mansour har både dansk og marokkansk pas. Et snævert flertal i nævnetinget besluttede, at Mansour beholdt sit danske pas, og ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens blogger Mikael Jalving blev han da også lykønsket af fremmødte islamister. Mansour ønsker nemlig ikke at renoncere på de ødsle velfærdsydelser, der bliver ham og hans hastigt voksende familie til del via den danske stat, som han ellers kun har foragt til overs for.

En række danske folketingspolitikere - blandt andre Pia Kjærsgaard (DF), Inger Støjberg (V) og Trine Bramsen (S) kunne ikke undertrykke deres harme over, at vi fortsat skal trækkes med den nordafrikanske hyggespreder. Men retspræsident Torben Goldin spillede med musklerne og advarede indstændigt mod, at politikerne undergravede magtens tredeling.

Udtalelsen har vakt vantro forbløffelse i pressen, og Kristeligt Dagblads lederskribent Michael Bach Henriksen tog sig på at analysere retspræsidentens aggressive adfærd. Resultatet var ikke flatterende for Goldin: ”Dommerstanden har en klar interesse i ikke at blive underkastet kritik og opmærksomhed.”

I et tonefald der både var misbilligende, overbærende og afvisende lod Mogens Lykketoft (S) samtidig Politikens læsere vide, at bemeldte politikere burde tilbage på skolebænken og terpe Grundloven, så de kunne lære at mene det samme som Goldin.

Man siger ofte et, men handler modsat. I 2010 fik journalist Jørgen Dragsdahl medhold i byretten i en sag, han havde rejst mod professor Bent Jensen. Umiddelbart herefter var Lykketoft hovedforfatter på et indlæg i Politiken med overskriften ”En borgerpligt at hjælpe Dragsdahl”. Her slog Lykketoft til lyd for, at alle danskere burde samle ind til Dragsdahl, da han jo var helt sagesløs og sloges med store sagsomkostninger. Men Bent Jensen ankede byrettens dom til landsretten og vandt over Dragsdahl.

Til BT udtalte Lykketoft om Mansour-sagen:

”Jeg synes ikke, at det er hensigtsmæssigt, at politikere, som er dem, der laver lovene, begynder at kommentere på domsafgørelser, som ikke er endelige. Fordi det kan tænkes at påvirke domstolenes videre arbejde, og så er man jo i hvert fald ikke i respekt for magtens tredeling”.

Javel. Men hvorfor nærede Lykketoft ikke disse mange og udtalte betænkeligheder, da det gjaldt Dragsdahl-sagen, hvor dommen netop ikke var endelig?

Sam Mansour har i øvrigt opholdt sig i Danmark siden 1983, og ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har han de seneste 22 år været på offentlig forsørgelse. Hvordan kan Danmark blive ved at finansiere denne type velfærd? Det kan vi heller ikke. Ifølge Berlingske bliver den offentlige gældsstiftelse i 2015 mellem 61 og 70 milliarder. Hvad gør vi så? Folketingskandidat for De Konservative Casper Strunge forklarer i en kronik i Berlingske, hvordan den nuværende regering begår generationstyveri. Således har fremrykningen af skatterne på kapitalpensionerne pludselig sendt 80 milliarder kroner ned i den underskudsplagede statskasse - penge, som ellers var tiltænkt fremtidige generationer.

”Vi må gøre op med dette generationstyveri, så valget står mellem en hestekur nu, eller ragnarok i vores børns velfærdssamfund. Er vi mænd nok til at tage udfordringen op? Eller er vi en samling velfærdsvatnisser, som ikke kun tømmer kassen nu, men også sørger for at opbruge fremtidens indtægtskilder?”.

Sådan spurgte Strunge, og dermed bragte han tankerne hen på psykologen Walter Mischels berømte forsøg, hvor børnehavebørn fik stillet en skumfidus foran sig. Hvis børnene undlod at spise den straks, bestod belønningen i en skumfidus mere. Statistikken viste sidenhen, at de børn, der kunne behovsudsætte lysten, fik langt større succes på arbejdsmarkedet og lykke i ægteskabet end de børn, der straks satte tænderne i skumfidusen. Se, det kunne vi godt lære en smule af.

Men noget tyder på, at vi i stedet har taget ved lære af de franske aristokraters slogan: Efter os syndfloden.

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter