At præsident Donald Trump og hustruen Melania Trump blev ramt af covid-19 må siges at være et udtryk for skæbnens ironi. Det ligner mest af alt en omvendt version af fablen ”ulven kommer”.
Trump har i lang tid konsekvent levet under devisen ”ulven kommer ikke”. Han har demonstrativt afstået fra brugen af værnemidler og tilmed i sidste uges famøse tv-duel skoset rivalen Joe Biden for hans konsekvente brug af ansigtsmaske.
Men ulven kom alligevel. ”Virkelighedens hævn,” lyder overskriften i en kommentar i Information . Til de nyeste fake news hører, at Trump selv har opdigtet sin smitte med corona.
Foreløbig har avisen The Washington Post ifølge Politiken dokumenteret over 20.000 løgne eller vildledende påstande i Trumps præsidenttid. Er dette mon blot endnu en af dem? Det kunne let udvikle sig til et kaotisk hurlumhej af spin med dobbelt skrue.
Men efter alt at dømme kan vi ånde lettet op. Diverse journalistiske faktatjek peger entydigt på, at Trumps hospitalsindlæggelse var en realitet. Det samme gælder hans hurtige udskrivelse fra hospitalet. Den er god nok. Der er stadig noget, man kan kalde virkelighed.
Identitetspolitikken lurer
Eller er der? ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden” er titlen på en ny bog af sociologen og politikeren Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Bogen er et opgør med den såkaldte socialkonstruktivisme, hvis grundlæggende pointe er, at virkeligheden er en social konstruktion.
Den teori kan i visse henseender være meget fornuftig og produktiv. Men mister den jordforbindelsen, bliver konsekvensen det rene galimatias. Det er det, der er sket i mange identitetspolitiske bevægelser i den vestlige verden. Det biologiske køn afmonteres og tolkes som en social konstruktion: vi er det køn, vi er opdraget til at være.
Resultatet er, at man i visse svenske børnehaver har udskiftet kønnede betegnelser som ”han” og ”hun” med den kønsneutrale ”hen”. Radikaliserer man det identitetspolitiske perspektiv, rummer teorien ansatsen til et omfattende kulturopgør. Den moderne verdensorden er udkrystalliseret af en kulturtradition, som har sit eget suspekte ideologiske grundlag i den hvide, heteroseksuelle mands dominans.
Udøverne af denne ideologiske magt er typisk i besiddelse af en ufølsom privilegieblindhed. Den repræsenterer en undertrykkende magt, der krænker og foruretter alle de andre. Og nu kommer pointen: I kampen for anerkendelse kræver disse undertrykte minoriteter ikke bare ligestilling, men særstilling. De vender skytset mod undertrykkeren og påberåber sig at være et offer for undertrykkelse, altså krænkelse.
Resultatet er, at åndsfriheden og dermed også den frie forskning bliver truet. Der oprettes et tankepoliti. Der er visse ord, der ikke må siges og visse temaer, som belægges med tabu. Der går populært sagt ”eskimo-is” i foretagendet. I småtingsafdelingen er det for det meste til at håndtere, men i større skala udgør den perverterede version af identitetspolitikken et frontalt angreb på den vesterlandske kultur under devisen cancel culture (det vil sige afskaf-kulturen).
I en dansk sammenhæng kan man genkalde sig angrebet på statuen af Hans Egede i Nuuk og postyret omkring sangen ”Den danske sang er en ung blond pige” på CBS.
Henrik Dahls bog har affødt forskellige reaktioner. I Weekendavisen roses han for sin idéhistoriske perspektivering af problematikken.
Information stiller det spørgsmål, om ikke Henrik Dahl ser spøgelser ved højlys dag. Gid det var så vel. I al fald må man glæde sig over Henrik Dahls årvågenhed. Han indtager en vigtig rolle som den akademiske kulturs vagthund. Og måske har han trods alt fat i den lange ende. Se nedenfor.
Kvindelige forskere kommer foran i køen
I Berlingske udtaler professor i idrætshistorie ved KU Hans Bonde en kritik af kønsskævheden i rekrutteringen af akademiske forskere. Han mener, at der i øjeblikket sker en positiv særbehandling af kvinder. En kvinde vil i dag have dobbelt så store chancer for ansættelse som en mand.
Baggrunden er, at kvoten af ansatte kvindelige forskere er betydeligt lavere end mandlige. Men det, der foregår, er i strid med ligestillingsloven, hævder han.
Der er sket en historisk transformation af forestillingen om ligestilling takket være det såkaldte ligestillingsparadoks. Når kvinder i udgangssituationen får samme frihed til at vælge karriere som mændene, fravælger mange den målrettede karriere til fordel for familielivet med børn. Ikke desto mindre ses dette som et udtryk for diskriminerende skævhed.
Derfor ændrer man nu sammenligningsgrundlaget til en ligestilling i resultatet. Der kan givetvis findes mange forklaringer på kvindernes præferencer. Men én bestemt forklaring er ifølge Hans Bonde på forhånd bandlyst:
”Hvis man overhovedet nævner biologi i den offentlige debat, er man død i dag. Der har socialkonstruktivisterne vundet.”
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.