I de vestlige demokratier er den sociale samhørighed, der engang var grundlaget for den politiske konsensus, blevet alvorligt fragmenteret. Det fører så til gengæld til en søgen efter identitet i stadig mere fragmenterede grupper, uanset om det er i bevægelsen Black Lives Matter, i genoplivningen af White Power-bevægelsen eller i LGBT-bevægelsen. Hvad har ført os hertil?
Det, vi kalder identitetspolitik, udsprang fra de sociale bevægelser i 1960’erne, hvor afroamerikanere, kvinder, bøsser og lesbiske og andre marginaliserede grupper krævede anerkendelse af deres værdighed og konkrete løsninger på sociale uligheder. Disse krav har gennem årene udviklet sig og har fortrængt den socioøkonomiske klasseopdeling, som ellers har været den traditionelle måde, hvorpå mange fra venstrefløjen har opfattet ulighed. Kravene afspejler vigtige klagepunkter, men i nogle tilfælde begyndte de at indtage en udelukkende karakter, hvor folks ”oplevelser” afgjorde, hvem de var. Dette skabte hindringer for empati og kommunikation.
Vi er nu i en fase, hvor identitetspolitik har bevæget sig mod højre. Der er flere faktorer, der tilsammen skaber den bølge af populisme, der er opstået i Europa og USA. En af dem er globaliseringen og dens meget ulige indvirkning på i-landenes befolkninger. Udlicitering og teknologiske forandringer har ikke kun påvirket arbejderklassens indkomster, men har også ført til en bred social tilbagegang, der opfattes som tab af status.
Den store indvandring har yderligere udfordret de traditionelle opfattelser af national identitet, hvilket giver plads til de populistiske politikere, der giver eliten skylden for denne situation. Faktisk er eliten heller ikke uden skyld: Deres politiske fejltagelser skabte båd e subprime -krisen i USA i 2008 og eurokrisen i EU, og de ramte begge almindelige arbejdere meget hårdere end eliten selv. Alt dette er blevet tilskyndet af opportunistiske politikere lige fra Viktor Orbán i Ungarn til Donald Trump, der ser denne opblussen af vrede som en drivkraft for deres egne ambitioner.
Det, der er overraskende at se i dag, er, at kulturel selvhævdelse blandt marginale grupper og den populistiske vrede som modreaktion – identiteten versus identitetskulturkrige – er dukket op i de mest veludviklede lande, hvor alle ellers måtte formodes at være samlet til en tilfredsstillende forbrugsfest. Trumfer værdighed de materielle interesser som den drivende kraft hos os mennesker?
Folks lykke er drevet mere af relative snarere end absolutte indkomstniveauer og af social anerkendelse. Som Adam Smith bemærkede i sin ”Theory of Moral Sentiments”, så ”soler” den rige mand sig i sin rigdom, mens den fattige mand er usynlig for sine medmennesker. Mange af dem, der stemte på de populistiske politikere, føler, at de har været usynlige for eliten, der er ligeglad med deres
kampe og klar til at favorisere indvandrere, minoriteter og andre ”mindre berettigede”. Denne opfattelse er ikke rigtig, men ikke desto mindre ligger den til grund for meget af den vrede, der ses hos folk, der ellers tilhører flertallet af en befolkning. Derfor var Brexit-vælgerne villige til at risikere økonomiske omkostninger, så længe de kunne ”få deres land tilbage”, og derfor stiller Trump-vælgere sig ofte tilfredse med den konfronterende anti-elite-retorik på trods af fraværet af konkrete samfundsøkonomiske gevinster for dem selv.
Generelt set er nationalisme og politiserede religiøse bevægelser som islamisme også baseret på en fornærmet værdighed. Rusland blev ydmyget af Nato, der trak mod øst i en periode med svaghed. Kina slikker sårene efter sine ”hundrede års ydmygelse”. Og forkæmpere for den islamiske stat mener, at de er ved at vinde værdigheden tilbage for undertrykte og krænkede muslimer rundt om i verden. Alle disse bevægelser er naturligvis villige til at ofre materielle interesser af hensyn til deres fælles værdighed.
I øjeblikket er konflikten omkring indvandring tilsyneladende den overordnede fortælling i politik – i Amerika og især i Europa. Kræver åbne samfund ikke definerede grænser?
Donald Trump siger hundredvis af latterlige og hadefulde ting, men nu og da
kommer han med en korrekt påstand. En af dem er, at landene har ret til at kontrollere deres grænser. Faktisk er det umuligt at have et demokrati, hvor folket har suveræniteten, hvis de ikke selv kan definere, hvem ”folket” er. Opfattelsen af, at USA har mistet kontrollen over sine grænser og indvandringskrisen i Europa, der er udløst af den syriske borgerkrig, har fået mange borgere til at føle, at deres samfund har mistet kontrollen over et meget vigtigt aspekt af suverænitet.
Indvandring har været godt for USA og kunne også være meget godt for Europa. Men indvandring skal forvaltes ordentligt. Indvandrere skal assimileres til en national identitet, der er defineret i åbne og liberale termer, i stedet for fortsat at holde sig til selvcentrerede og separate kulturelle fællesskaber. Mangfoldighed kan være en god ting, men for meget diversitet om grundlæggende spørgsmål vedrørende engagement i landets underliggende værdier er problematisk. Så både USA og Europa er nødt til samtidigt at arbejde på at integrere indvandrere og flygtninge og på at sikre, at processen afspejler resultatet af en demokratisk proces. Husk på, at Syrien og Afghanistan begge er steder med meget diversitet, og det samme er Balkan, og ingen af disse steder har oplevet en fornøjelig politik.
Hvad kan der gøres for at genopbygge det offentlige rum og reparere
den sociale konsensus i pluralistiske samfund? Hvordan kommer vi fra slagmarken af identitetspolitik til det, du kalder ”en trosmæssig national identitet” baseret på overordnede fælles værdier?
Der er flere ting, der skal gøres for at skabe større social samhørighed. National identitet skal defineres i politiske begreber, der tager højde for den reelle kulturelle mangfoldighed, der eksisterer i de fleste veludviklede samfund. Statsborgerskab kan ikke længere defineres af etnicitet eller religion, men har brug for at være relateret til Oplysningstidens liberale værdier som konstitutionalisme og retsstatsprincippet.
Mens Vesten fragmenteres og decentraliserer, trives Kina som en centraliseret, forenet nation. Hvordan vil det udspille sig geopolitisk?
Kinas tilsyneladende succes er skrøbelig og håndhæves af en stadig mere indtrængende og diktatorisk stat. Omfanget af den enkeltes frihed er forsvundet støt under præsident Xi Jinping. Med landets nye sociale kreditsystem bliver store mængder data og kunstig intelligens brugt til at håndhæve en slags totalitær kontrol, som vi ikke har set siden Josef Stalin og Mao Zedongs storhedstid. Kinesiske borgere har ingen mulighed for modsætte sig dette system, da det hensynsløst forbyder enhver form for kollektiv handling.
Xis opgør med den begrænsede valgperiode har fjernet det bedste ved denne form for autoritært regime, der opstod efter 1978: det faktum, at det kinesiske kommunistparti havde institutionaliseret sin regel om begrænset valgperiode, obligatorisk pensionering og kollektiv ledelse. Alt dette bliver afskaffet, og landet er på vej tilbage til den form for styre, som Mao skabte før kulturrevolutionen.
Fremtiden for dette styre er meget afhængig af den økonomiske models fortsatte virke. Vækstraterne er blevet pumpet op af meget tunge lån fra provinser og kommuner. Det er simpelthen ikke muligt, at et land kan investere omkring 50 procent af landets BNP, som Kina har gjort i de seneste år, og ikke hen ad vejen lide store tilbageslag, da disse investeringer ikke formår at give reelle afkast. Den virkelige test af systemet kommer, når landet skal igennem sin første rigtige recession eller finansielle krise; vi vil da se, hvor meget social konsensus der virkelig findes i samfundet generelt.
Geopolitisk har Kinas opblomstring været ledsaget af en langt mere aggressiv position internationalt. Efter for eksempel at have lovet, at landet ikke ville opruste Det Sydkinesiske Hav, har Beijing gjort netop dette. Kina bruger sit projekt ”One Belt, One Road” til at sprede sin indflydelse på tværs af Eurasien, Afrika og Latinamerika. Kinas opblomstring vil i sidste ende være den største udfordring, som det internationale samfund kommer til at stå over for i de kommende år.
© 2018 Global Viewpoint/Tribune Content Agency.
Oversat af Translated By Us.