Francis Fukuyama: Putin fører krig mod den liberale orden

De problemer, den liberale verden står over for i dag, begyndte ikke og ender ikke med Putin, og der venter os meget store udfordringer, selv hvis det lykkes at bremse ham i Ukraine. Vi kan ikke tage den eksisterende liberale verdensorden for givet, skriver den indflydelsesrige politiske filosof Francis Fukuyama

Putins Rusland fremstår nu tydeligt ikke som en stat med legitime bekymringer over Nato's udvidelse, mens som et fornærmet, revanchistisk land opsat på at føre hele den europæiske udvikling siden 1991 tilbage, skriver Francis Fukuyama.
Putins Rusland fremstår nu tydeligt ikke som en stat med legitime bekymringer over Nato's udvidelse, mens som et fornærmet, revanchistisk land opsat på at føre hele den europæiske udvikling siden 1991 tilbage, skriver Francis Fukuyama. . Illustration: Morten Voigt.

Den forfærdelige russiske invasion af Ukraine den 24. februar er blevet opfattet som et kritisk vendepunkt i verdenshistorien. Mange har sagt, at den definitivt markerer enden på efterkoldkrigstiden, en tilbagerulning af det "hele og frie Europa", som vi troede brød frem efter 1991, eller endog enden på historiens afslutning.

Ivan Krastev, en skarp iagttager af udviklingen øst for Elben, udtalte for nylig i New York Times, at "vi alle lever i Vladimir Putins verden nu" – en verden, hvor rå magt lader hånt om alle retsprincipper og demokratiske rettigheder.

Denne artikel er en del af en serie:
Konflikten i Ukraine
Gå til seriesiden

Der er ingen tvivl om, at det russiske angreb har konsekvenser, der rækker langt ud over Ukraines grænser. Putin har gjort klart, at han ønsker at samle så meget som muligt af Sovjetunionen igen, indlemme Ukraine i Rusland og skabe en indflydelsessfære, der omfatter alle de østeuropæiske stater, som har sluttet sig til NATO fra 1990'erne og frem.

Skønt det endnu er for tidligt at sige, hvordan denne krig vil udvikle sig, står det allerede klart, at Putin ikke vil være i stand til at nå sine ultimative mål. Han forventede en hurtig og let sejr og regnede med, og at ukrainerne ville behandle ham som en befrier. I stedet har han stukket hånden i en kæmpe hvepserede, hvor ukrainere af enhver observans udviser en hidtil uset vedholdenhed og national enhed. Selv hvis Putin tager Kyiv og afsætter præsident Volodymyr Zelenskyj, kan han ikke i det lange løb undertrykke en rasende nation på over 40 millioner indbyggere med militær magt. Og han vil stå over for en demokratisk verden og en NATO-alliance, der står samlet og klar som aldrig før og har indført hårde sanktioner mod Ruslands økonomi.

Samtidig har den nuværende krise vist, at vi ikke kan tage den eksisterende liberale verdensorden for givet. Den er noget, vi hele tiden må kæmpe for, og som vil forsvinde i det øjeblik, vi sænker paraderne.

De problemer, den liberale verden står over for i dag, begyndte ikke og ender ikke med Putin, og der venter os meget store udfordringer, selv hvis det lykkes at bremse ham i Ukraine. Liberalismen har været under angreb et stykke tid nu, både fra højre og fra venstre. Tænketanken Freedom House konstaterer i sin rapport "Freedom in the World" for 2022, at den samlede globale frihed nu er faldet 16 år i træk. Nedgangen skyldes ikke kun opkomsten af autoritære magter som Rusland og Kina, men også en vending mod populisme, illiberalisme og nationalisme i mangeårige liberale demokratier som USA og Indien.

Hvad er liberalisme?

Liberalisme er en doktrin, som første gang blev formuleret i det 17. århundrede, og som søger at bekæmpe vold ved at dæmpe de politiske ambitioner. Den anerkender, at folk ikke vil blive enige om de vigtigste ting – såsom hvilken religion man bør følge – men er nødt til at være tolerante over for medborgere, der mener noget andet end dem selv.

Det gør den ved at respektere alle individers lige rettigheder og værdighed gennem en retsorden og en konstitutionel styreform, som sikrer delingen af magten i den moderne stat. Blandt disse rettigheder er ejendomsretten og retten til at handle frit, og derfor var den klassiske liberalisme tæt forbundet med den moderne verdens høje økonomiske vækst og velstand. Endvidere var den klassiske liberalisme typisk forbundet med den moderne naturvidenskab og den opfattelse, at videnskaben kunne hjælpe os med at forstå verden omkring os og manipulere med den til vores egen fordel.

En stor del af dette grundlag er nu under angreb. Populistiske konservative nærer en stærk modvilje mod den åbne og mangfoldige kultur, som trives i det liberale samfund, og de længes efter en tid, hvor alle bekendte sig til samme religion og havde samme etnicitet. Gandhi og Nehrus liberale Indien er i færd med at blive forvandlet til en intolerant hindustat af Narendra Modi, Indiens premierminister, alt imens hvid nationalisme hyldes åbenlyst i dele af Det Republikanske Parti i USA. Populister ærgrer sig over de begrænsninger, som pålægges gennem love og forfatninger: Donald Trump nægtede at acceptere valgresultatet i 2020, og en voldelig menneskemængde forsøgte at omstøde det håndgribeligt ved at storme kongressen. Frem for at fordømme dette greb efter magten har republikanerne i det store og hele bakket op om Trumps store løgn.

De liberale værdier tolerance og ytringsfrihed er også blevet udfordret fra venstre. Mange progressive føler, at liberal politik med dens debat og konsensusdannelse går for langsomt og slet ikke har formået at bekæmpe den økonomiske og racemæssige ulighed, der er opstået som følge af globaliseringen. Mange progressive har vist sig rede til at begrænse ytringsfriheden og retssikkerheden i den sociale retfærdigheds navn.

Både den antiliberale højre- og venstrefløj deler en mistro over for videnskab og ekspertviden. På venstrefløjen går der en linje fra det 20. århundredes strukturalisme over postmodernismen til nyere kritisk teori, som sætter spørgsmålstegn ved videnskabens autoritet. Den franske tænker Michel Foucault hævdede, at hemmelige eliter brugte videnskabens sprog til at maskere dominans over marginaliserede grupper som bøsser, psykisk syge eller indsatte i fængsler. Samme mistillid til videnskabens objektivitet er nu vandret over til den yderste højrefløj, hvor den konservative identitet i stigende grad er centreret omkring skepsis over for vacciner, sundhedsmyndigheder og ekspertviden i almindelighed.

Samtidig har teknologien medvirket til at underminere videnskabens autoritet. I begyndelsen priste man internettet for dets evne til at omgå hierarkiske gatekeepere som regeringer, forlag og de traditionelle medier. Men denne nye verden viste sig at have en uheldig bagside, da ondsindede aktører fra Rusland til QAnons konspirationsteoretikere brugte denne nye frihed til at sprede misinformation og hadefuld tale. Disse tendenser forstærkedes igen af egeninteressen hos de store internetplatforme, som ikke levede af pålidelig information, men af viralitet.

Hvordan liberalismen udviklede sig til noget illiberalt

Hvordan kom det så vidt? I det første halve århundrede efter anden verdenskrig var der bred og voksende konsensus om både liberalisme og en liberal verdensorden. Den økonomiske vækst tog fart, og fattigdommen blev mindre, efterhånden som landene udnyttede mulighederne i en åben global økonomi. Det gjaldt også Kina, hvis moderne genkomst muliggjordes af viljen til at spille efter liberale regler hjemme og ude.

Men med årene blev den klassiske liberalisme omfortolket og udviklede sig i en retning, som i sidste ende viste sig at være selvundergravende. På højrefløjen forvandlede de første efterkrigsårs økonomiske liberalisme sig i løbet af 1980'erne og 1990'erne gradvis til det, der somme tider kaldes for "neoliberalisme". De liberale forstår betydningen af det frie marked – men under indflydelse af økonomer som Milton Friedman og "Chicagoskolen" blev markedet dyrket som en gud og staten i stigende grad dæmoniseret som den økonomiske væksts og personlige friheds fjende. Besat af neoliberale ideer begyndte højtudviklede demokratier at skære i velfærdsstaten og skrue ned for den offentlige regulering og rådede udviklingslandene til at gøre det samme i den såkaldte "Washington-konsensus". Nedskæringer i de sociale udgifter og den offentlige sektor fjernede de stødpuder, som beskyttede den enkelte mod markedets luner, hvilket har medført, at uligheden er steget markant gennem de sidste to generationer.

Nogle af disse nedskæringer var berettigede, men det gik for vidt og førte for eksempel til en deregulering af de amerikanske finansielle markeder i 1980'erne og 1990'erne, som destabiliserede dem og udløste finanskriser som subprimekrisen i 2008. Dyrkelsen af effektivitet førte til jobudflytning og ødelæggelse af arbejderklassens levevilkår i de rige lande, hvilket lagde grunden til populismens opblomstring i 2010'erne.

Højrefløjen var glade for den økonomiske frihed og dyrkede den ud i det uholdbare. Venstrefløjen fokuserede derimod på individets frie valg og selvbestemmelse, selv når det var på bekostning af sociale normer og menneskeligt fællesskab. Denne anskuelse underminerede mange kulturelle traditioner og religiøse institutioners autoritet. Samtidig begyndte kritiske teoretikere at tale om, at liberalismen selv var en ideologi, der dækkede over sine tilhængeres egeninteresse, hvad enten disse var mænd, europæere, hvide eller heteroseksuelle.

Både til højre og til venstre blev grundlæggende liberale ideer drevet ud i det ekstreme, hvor de så undergravede den opfattede værdi af liberalismen selv. Økonomisk frihed udviklede sig til en antistatslig ideologi, og personlig selvbestemmelse udviklede sig til en "woke", progressiv verdensanskuelse, som satte mangfoldighed højere end en fælles kultur. Dernæst skabte disse forskydninger deres egen modreaktion, hvor venstrefløjen gav kapitalismen selv skylden for den voksende ulighed og højrefløjen betragtede liberalismen som et angreb på alle traditionelle værdier.

Den globale kontekst

Liberalisme værdsættes mest, når folk oplever livet i en illiberal verden. Selve doktrinen opstod i Europa efter de 150 års uophørlige religionskrige, som fulgte den protestantiske reformation. Den fik en renæssance i kølvandet på Europas destruktive nationalistiske krige i begyndelsen af det 20. århundrede. En liberal orden blev institutionaliseret i form af EU, og hele det globale system med fri handel og investering etableredes med USA som førende kraft. Liberalismen fik en ordentlig saltvandsindsprøjtning i 1989-1991, da kommunismen brød sammen og de folk, som havde levet under den, blev fri til at skabe deres egen fremtid.

Men nu er der gået mere end en generation siden Berlinmurens fald, og mange har taget fordelene ved at leve i en liberal verden for givet. Erindringen om ødelæggende krige og totalitære diktaturer er falmet, især blandt de unge i Europa og Nordamerika. I denne nye verden betragtes EU, der har haft imponerende held med at forhindre krig i Europa, nu af mange på højrefløjen som tyrannisk, mens konservative hævder, at myndighedskrav om at bære maske og lade sig vaccinere mod covid-19 kan sammenlignes med Hitlers behandling af jøderne. Det er noget, der kun kan ske i et sikkert og trygt samfund, som aldrig har oplevet et virkeligt diktatur.

For mange kan liberalismen også virke uinspirerende. En lære, som helt bevidst dæmper politiske ambitioner og kræver tolerance over for forskellige holdninger, kan ofte ikke tilfredsstille dem, der ønsker et stærkt fællesskab baseret på fælles religiøse overbevisninger, fælles etniske tilhørsforhold eller stærke kulturelle traditioner.

Dette tomrum er blevet udfyldt af illiberale, autoritære regimer. Rusland, Kina, Syrien, Venezuela, Iran og Nicaragua har ikke meget andet til fælles, end at de ikke bryder sig om det liberale demokrati og ønsker at fastholde deres egen, autoritære styreform. De har dannet et netværk til gensidig støtte, som for eksempel har gjort det muligt for Nicolás Maduros modbydelige regime i Caracas at overleve, skønt mere end en femtedel af Venezuelas befolkning er drevet i eksil.

I centrum for dette netværk står Putins Rusland, der har leveret våben, rådgivere, militær støtte og efterretningsstøtte til stort set ethvert regime – uanset hvor forfærdeligt det behandler sin egen befolkning – som er i opposition til USA eller EU. Dette netværk rækker helt ind i de liberale demokratiers egne hjerter. Højrepopulister udtrykker beundring for Putin, først og fremmest den tidligere amerikanske præsident Trump, som kaldte Putin et "geni" og "meget kløgtig" efter hans invasion af Ukraine. Men også populister som Marine Le Pen og Éric Zemmour i Frankrig, Italiens Matteo Salvini, Brasiliens Jair Bolsonaro, ledende skikkelser i AfD i Tyskland og Ungarns Viktor Orbán har alle udtrykt sympati for Putin, en "stærk" leder, der handler resolut for at forsvare traditionelle værdier uden skelen til ligegyldigheder som love og forfatninger. Den liberale verden har opnået enorme forbedringer inden for ligestilling mellem kvinder og mænd og tolerance over for bøsser og lesbiske gennem de sidste to generationer, hvilket har provokeret dele af højrefløjen til at dyrke maskulin styrke og aggression som dyder i sig selv.

Ånden fra 1989 er ikke død

Det er derfor, den nuværende krig i Ukraine angår os alle. Den uprovokerede russiske aggression og bombardering af de fredelige ukrainske byer Kyiv og Kharkiv har på mest levende vis mindet folk om det illiberale diktaturs konsekvenser.

Putins Rusland fremstår nu tydeligt ikke som en stat med legitime bekymringer over NATO's udvidelse, men som et fornærmet, revanchistisk land opsat på at føre hele den europæiske udvikling siden 1991 tilbage. Eller rettere sagt: Det er et land med en enkelt leder besat af, hvad han opfatter som en historisk uretfærdighed, som han vil forsøge at rette op på uanset prisen for hans eget folk.

Det heltemod, ukrainerne udviser ved at slutte op om deres land i desperat kamp mod en meget større fjende, har inspireret mennesker i hele verden. Præsident Zelenskyj bliver opfattet som en eksemplarisk leder, der udviser mod i ilden i mere end én forstand og står som en samlingsfigur for en tidligere fragmenteret nation. Ukraines isolerede stilling har også fremkaldt en bemærkelsesværdig bølge af international støtte. Alverdens byer har smykket sig med blå og gule ukrainske flag og givet tilsagn om materiel støtte.

Stik imod Putins planer står NATO stærkere end nogen sinde, mens Finland og Sverige overvejer medlemskab. Den mest bemærkelsesværdige forandring er sket i Tyskland, som tidligere har været Ruslands vigtigste ven i Europa. Med sin meddelelse om en fordobling af det tyske forsvarsbudget og viljen til at levere våben til Ukraine har forbundskansler Olaf Scholz vendt op og ned på årtiers tysk udenrigspolitik og kastet sit land helt og fuldt ind i kampen mod Putins imperialisme.

Skønt det er svært at se, hvordan Putin skal nå sine store mål om et mægtigere Rusland, har vi stadig en lang og vanskelig vej foran os. Putin har endnu ikke taget alle de militære ressourcer i anvendelse, som Rusland råder over. Ukraines forsvarere er udmattede og ved at løbe tør for mad og ammunition. Der vil blive et kapløb mellem Ruslands sikring af egne forsyninger og NATO's forsøg på at understøtte den ukrainske modstand. I takt med at Rusland intensiverer indsatsen, udsættes ukrainske byer for vilkårlige bombardementer og kommer på tragisk vis til at minde om steder som Groznyj i Tjetjenien, der oplevede et lignende russisk bombardement i 1990'erne. Der er også en risiko for, at konflikten eskalerer til direkte sammenstød mellem NATO og Rusland, efterhånden som flere presser på for en flyveforbudszone. Men det bliver ukrainerne, der kommer til at betale prisen for Putins aggression, og dem, der kommer til at kæmpe på vegne af os alle.

Liberalismens kvaler vil ikke være forbi, selv hvis Putin taber. Kina vil vente i kulissen ligesom Iran, Venezuela, Cuba og populisterne i de vestlige lande. Men verden vil have lært, hvad værdien af en liberal verdensorden er, og at den ikke vil overleve, medmindre folk kæmper for den og gensidigt støtter hinanden. Ukrainerne har mere end noget andet folk vist, hvad sandt heltemod er, og at ånden fra 1989 lever i bedste velgående i deres hjørne af verden. Hos resten af os har den ligget i dvale og er ved at vågne igen.

Francis Fukuyama er senior fellow på Stanford Universitys Center for demokrati, udvikling og retsstatsprincippet og blandt andet forfatter til den kommende bog "Liberalism and Its Discontents".