Frankrigs fornemmelse for borgerkrig

I Frankrig mener hele 45 procent, at en borgerkrig truer. Houellebecq trumfer den vurdering, for han formoder – som han har skildret det i sin roman ”Underkastelse” – at franskmændene ikke engang orker kampen

Alle franskmænd har i disse år en kronisk fornemmelse af slutspil og undergang, skriver Houellebecq i et debatindlæg i et engelsk magasin
Alle franskmænd har i disse år en kronisk fornemmelse af slutspil og undergang, skriver Houellebecq i et debatindlæg i et engelsk magasin Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Den franske forfatter Michel Houellebecq stiller i sine romaner skræmmende og sært overbevisende diagnoser af Vestens mentale elendighed. Debatindlæg skriver han imidlertid aldrig. Men da der for nylig taltes om at indføre dødshjælp i Frankrig, gjorde han en undtagelse, for det er en hjertesag for ham.

Og nu har han minsandten begået endnu et debatindlæg – på bestilling fra det engelske magasin UnHerd. De franske aviser citerer da også udførligt fra deres litterære stjernes nye skud fra hoften.

I foråret udsendte en lang række pensionerede franske generaler et åbent brev, hvori de beskrev landet som tæt på en borgerkrig på grund af tiltagende spændinger mellem oprindelige franskmænd og den nye, muslimske befolkningsgruppe.

Om militærfolk kunne tillade sig at rette en sådan henvendelse til politikerne, blev heftigt diskuteret, men der var ikke én eneste, der anfægtede brevets trusselsvurdering. Det er da tankevækkende, skrev UnHerd i sin invitation til Houellebecq. Og han giver magasinet ganske ret. Grunden er måske, bemærker han i UnHerd, at alle franskmænd i disse år har en kronisk fornemmelse af slutspil og undergang. Landet har været hårdt ramt af islamistisk terrorisme, men den er blevet sjældnere. Om kriminaliteten og volden er særligt slem i Frankrig, tvivler Houellebecq på. I så fald havde journalisterne udpenslet det. For dette er væsentligt: Der findes en udpræget lyst til at piske sig selv i Frankrig. Nyhedsudsendelserne bruger hver aften megen tid på sammenligninger med andre lande og altid for at nedgøre Frankrig. En masochistisk fryd driver sindene.

Ofte taler man også om noget, der ikke bare er et symptom på forfald, men selve forfaldets essens, nemlig en lav fødselsrate – i Frankrig er den på beskedne 1,8. Men midt i jammeren glemmer man, at den er lavere i Sydeuropa og endnu lavere i Fjernøsten. Alligevel formoder man i Frankrig, at man snart uddør – en stor, kollektiv hypokondri, mener forfatteren.

Så pessimisten Houellebecq vil for en gangs skyld opfordre til optimisme? Slet ikke. Han satiriserer over sine landsmænd for derefter at udvide fornemmelsen af lurende katastrofe til at gælde hele Vesten.

”Den uundgåelige konsekvens af al vores såkaldte fremskridt (på alle planer: økonomisk, politisk, videnskabeligt, teknologisk) er selvdestruktion.”

Ja, man skal nok tale om hele moderniteten, frem for blot Vesten, for de asiatiske lande undgår ikke katastrofen. De har blot valgt et simpelt selvmord, uden forstyrrelser, ved at afvise al indvandring, skriver Houellebecq.

De sydeuropæiske lande er i samme situation, men her fordi indvandrerne vandrer lige igennem, uimodståeligt tiltrukket af velstanden i de nordeuropæiske lande.

”Venstrefløjen/de progressive/humanisterne”, siger Houllebecq, har jo deres egen tolkning af indvandringen, som de ikke anser for noget civilisatorisk selvmord, men en berigelse. Det synspunkt fremsættes dog efterhånden stedse sjældnere, bemærker forfatteren syrligt.

I Frankrig mener hele 45 procent, at en borgerkrig truer. Houellebecq trumfer den vurdering, for han formoder – som han har skildret det i sin roman ”Underkastelse” – at franskmændene ikke engang orker kampen:

”Det kræver to for at føre krig. Vil franskmændene gribe til våben for at forsvare deres religion? De har ikke haft nogen religion i et godt stykke tid – og i alle tilfælde var deres tidligere religion en, hvor man byder sin strube til for slagterens kniv.” Men vil det da blive en krig, hvori de forsvarer deres kultur, deres livsstil, deres værdier? ”Hvad taler vi her egentlig om? Og hvis vi antager, at dette findes, er det så værd at kæmpe for? Har vores ’civilisation’ virkelig stadig noget at være stolt af?”, lyder det. Houellebecq trøster sig ved, slutter han, at læse den kristne tænker Pascal.

Langtfra alle franskmænd virker dog udslukte. Der er mange røster i debatten dernede fra skarpe intellektuelle, der ikke tilpasser sig på samme måde som universitetsfolkene i ”Underkastelse”. De gør løbende og modigt opmærksom på principielle problemer med islams integration i Vesten.

Nævnes kan filosoffer som Alain Finkielkraut, Pascal Bruckner og Michel Onfray eller teologen Rémi Braque.

Og nu også den berømte Jacques Lacans svigersøn, psykoanalytikeren og forfatteren Jacques-Alain Miller, der i magasinet Marianne formulerer en principiel kritik af regeringens mange kampagner for tolerance, der skal bremse kritisk engagement.

Der er tale om et monstrøst tæppebombardement med slogans, der vil rense franskmændenes sind, skriver Miller. En hygiejnisk, autoritær pædagogik, struttende af de gode hensigters hovmod.

Ægte tolerance er anderledes; den træder med en dues nænsomme skridt, bemærker han. ”Den viser sig ikke inkvisitorisk, den viser sig netop tolerant. Den taler blidt.” Miller regner da også kampagnerne for virkningsløse.

Der sker også noget på politikkens område i Frankrig. Indenrigsminister Gérald Darmanin erklærede i søndags, at han vil sætte turbo på hjemsendelser af afviste asylansøgere. Af sidste års 120.000 ansøgere opnåede 20.000 flygtningestatus, men kun 20.000 rejste hjem, så 80.000 opholder sig illegalt i Frankrig. De mest kriminelle skal opspores først, siger Darmanin, for at blive udvist. Så Frankrig rammes måske snart af samme fordømmelse i internationale medier som Mette Frederiksens (S) Danmark.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.

”Den uundgåelige konsekvens af al vores såkaldte fremskridt (på alle planer, økonomisk, politisk, videnskabeligt, teknologisk) er selvdestruktion.” Michel Houllebecq, fransk forfatter, i det britiske magasin UnHerd