Prøv avisen
Debatinterview

Fransk filosof: Den europæiske idé er tyndslidt

De nationale kulturer eksisterer, og det er vigtigt, at de udvikler sig og lever. Det skal EU hjælpe dem med. For en kultur udvikler sig ikke i en osteklokke, siger den franske filosof Bernard-Henri Lévy. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Europæerne er holdt op med at tro på de værdier som tolerance og lighed, der gjorde Europa til en universel reference. Og det gavner de stormagter, der vil svække Europa, mener den franske filosof Bernard-Henri Lévy i det første af en række interviews med europæiske intellektuelle

En mand sidder på et hotelværelse i Sarajevo og har to timer til at skrive en tale. En tale, der kan vække europæerne til kamp for Europa. Manden er Bernard-Henri Lévy og hotelværelset et af de 22 teatre i Europa, hvor den franske forfatter og filosof forud for valget til Europa-Parlamentet planter kulisserne til et onemanshow om de europæiske værdier.

Talen og argumenterne falder på plads til sidst efter næsten to timers rasen over den tvivl, som har tyndslidt den europæiske idé. Og det er netop for at reparere den forslåede forestilling om et fælles Europa, at BHL, som han kaldes i sit franske hjemland, har sat sig for at tage ud og ”søge efter Europa” fra det symbolske hotelværelse i den by, der blev sønderrevet af etniske og nationa-listiske konflikter i efterdønningerne af den kolde krigs afslutning.

”Sarajevo er et miniaturebillede af Europa. Vi lod byen i stikken for 25 år siden, og siden har Europa ligget på sit dødsleje. Sarajevo er symbolet på Europas svigt i forhold til sine egne værdier. Europa ofrede byens og Bosniens befolkning for 25 år siden. Det var her, Europas åndelige krise begyndte,” lægger Bernard-Henri Lévy ud, da Kristeligt Dagblad møder ham i Paris mellem to forestillinger.

Sarajevos belejring i over tre år mellem 1992 og 1995 af bosnisk-serbiske styrker blev billedet på nationalismens ødelæggende kraft i et land, hvor forskellige nationer ellers levede i fred og bogstaveligt talt var giftet ind i hinandens familier.

Byen blev også symbolet på Europas manglende vilje til at rejse sig og beskytte befolkningen mod de krigsforbrydelser, som blev begået lige på den anden side af havelågen. Og den blev et klimaks i Bernard-Henri Lévys personlige engagement, hvor han forgæves forsøgte at få de europæiske ledere til at gribe ind i konflikten.

Det er ekkoet fra Sarajevo og den eksjugoslaviske nationalisme, han nu hører i den EU-skeptiske nationalisme. Hans teater- turné Europa rundt er et partsindlæg mod den nationalistiske og populistiske bølge i Europa med det budskab, at nationalismen er det forkerte svar på Europas udfordringer.

”Ingen af de vigtige spørgsmål i dagens Europa kan løses nationalt. Kampen mod skattely og finanskriminaliteten kan kun udkæmpes i fællesskab. Hvis vi vil have net-giganterne til at betale deres skat, skal vi gøre det sammen, det er den eneste måde. Intet land kan gøre det selv. Tag også klimaforandringerne: Enkeltlande kan være foregangslande, de kan være eksempler til efterfølgelse. Men det er kun eksempler. Hvis vi vil have en indflydelse også på de lande, der forurener mest, skal vi stå sammen og være stærke.”

”Tænk også på radikal islam og terrorismen. Frankrig, Italien, Grækenland og Danmark for den sags skyld kan nok så meget vedtage lige præcis den politik, de vil, og hver især kan have det bedst tænkelige efterretningsvæsen. Uden samarbejde på tværs af grænserne er det ineffektivt. Vi kan fortsætte eksemplerne i det uendelige. Det er nonsens at hævde, at de enkelte lande vil blive stærkere og få større frihed uden EU,” siger Lévy.

Vi sidder kun få skridt fra den franske præsidents Élysée-palæ, i en beskyttet atmosfære i et femstjernet luksushotel nær Champs-Élysées. Hver lørdag siden november er avenuen blevet stormet af vrede gule veste, der klager over faldende realløn og en politisk elite, de ikke mener lytter til dem, og et massivt opbud af urobetjente beskytter præsidentboligen.

Emmanuel Macron er netop blevet skydeskive for denne lavere middelklasse, som også er blandt de mest lydhøre over for kritikken af EU som et fjernt projekt, der ikke gavner almindelige mennesker.

”De, der føler, at Europa ikke varetager deres interesser, tager fejl. Den europæiske middelklasse ville være endnu dårligere stedt uden et fælles Europa. Det gælder også ungarerne og polakkerne, der modtager store beløb i regionale tilskud,” mener Bernard-Henri Lévy.

”Men Europa skal tættere på befolkningerne, tættere på dem, der har for lidt og har svært ved at få pengene til at slå til. Det er det, der er mit vigtigste budskab i den forestilling, jeg turnerer med. Voksende ulighed er en af kilderne til utilfredsheden med Europa. Her er det vigtigt at huske på, at uligheden er vokset langt mindre i Europa end i USA. Takket være sin tradition for social udligning via skatterne og via velfærdsstaten har Europa været langt mere effektiv i forhold til ulighed end USA, hvor skellene er langt større. Men det er ikke nok, social ulighed er stadig et problem i Europa. Det er det, dette valg handler om. EU bør opruste på det sociale område, og en af de løsninger, jeg har peget på, er at indføre en borgerløn og et sikkerhedsnet for alle EU-borgere. EU burde være stedet, hvor vi kan blive enige om et sådant initiativ,” siger Bernard-Henri Lévy.

Han har allerede været i Ungarn og Polen med sit teaterstykke og blandt andet mødt den ungarske regeringsleder, Viktor Orbán. De var allierede, dengang Orbán kæmpede mod kommunismen og endnu ikke havde skiftet fra den liberale til den illiberale lejr. Nu har den ungarske regeringsleder stillet sig i spidsen i det, han kalder kampen for Europas kristne værdier.

Bernard-Henri Lévy er enig så langt, at Europas krise er en værdikrise. Men han drager de stik modsatte konklusioner. Han sammenligner det europæiske værdiskred med 1930’erne og er ikke bange for at komme i konflikt med den såkaldte Godwins Lov, som angiver, at sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærmer sig 100 procent i en online-debat af en vis længde, og hvor parallellen til nazismen benyttes som det endegyldige argument mod det nationalkonservative Europa.

”Jeg har faktisk anbefalet, at vi skal holde op med at standse ved Godwin-punktet. Vi har overvundet det værste, Europa har skabt, nemlig nazismen og kommunismen, og arrene efter krigen er ved at være lægt. Og så glemmer vi, at Europa er det bedste, vi har. Det betyder ikke, at vi er tilbage i 1930’erne. Men der er tegn på, at fascismen ikke er død i Europa. Antisemitismen er tilbage, og ikke kun i muslimske kredse. Der er også vores holdning til flygtninge. Alene det at nogen lader sig friste til at sige, de bare kan dø på Middelhavet er et værdisammenbrud.”

”Ligesom i 1930’erne ser vi igen, at de antidemokratiske kræfter vinder frem. Den idé breder sig, at det repræsentative demokrati er forældet og ikke kan bruges i det moderne samfund, men hellere skulle erstattes med en form for folkeafstemnings-demokrati, hvor folkestemningen regerer, og hvor man når som helst kan sætte politikerne fra bestillingen.”

”Fristelsen til at opgive demokratiet eksisterer til enhver tid. Det farlige er, hvis de store demokratiske stemmer lyder mindre tydeligt. Når demokratiet forsvares mindre karismatisk. Det er det, der sker nu. Den værdikrise, vi har, handler om Europas demokratiske og humanistiske værdier. Europæerne tror ikke længere på dem. Oplysningstiden, fredsprojektet, tolerancen. Det er principper, som er blevet universelle, og som efterspørges af andre som grundlaget for det humanistiske og retfærdige samfund, som vi for eksempel har set i Ukraine, et andet land, vi har svigtet ligesom Bosnien i sin tid og overladt til Rusland og Putin. Det er det, jeg kalder en civilisationskrise,” siger Bernard-Henri Lévy.

Når han ”søger efter Europa” i sit politiske onemanshow, påkalder han Europas kultur, Dante, Göethe, Simone Veil, Vaclav Havel. Men er denne kulturrigdom ikke netop et resultat af den nationale mangfoldighed, som bæres frem som en modsætning til det europæiske projekt?

”De nationale kulturer eksisterer, og det er vigtigt, at de udvikler sig og lever. Det skal EU hjælpe dem med. For en kultur udvikler sig ikke i en osteklokke. Kulturer udvikler sig i mødet med andre og i den kreative rigdom, der opstår i dette møde. Men ud over det har vi nogle principper, som er vores, og som man ikke finder i andre civilisationer. Den kultur skal beskyttes mod Putins Rusland, mod Xi Jinpings Kina, måske en dag mod Donald Trump. Truslen mod Europa ligger i disse imperialistiske projekter, og det gælder også den islamiske jihadisme, som også er et imperialistisk projekt, men ikke i skikkelse af flygtninge, der drømmer om Europa. Migranterne er ikke Europas fjender, de kommer her, fordi de elsker Europa. De tror mere på Europas værdier, end vi selv gør,” mener Bernard-Henri Lévy.

”Truslen mod Europa er politisk, fordi vi taler om politiske aktører. Men det er i bund og grund en kulturel trussel. Politik handler ene og alene om at forsvare en kultur. Putins drøm er ikke at annektere Krim, men at gennemtvinge sin drøm om at dominere Eurasien. Det samme gælder den kinesiske imperialisme, som er den nye store trussel. Intet land kan selv holde stand mod den kinesiske gigant, hvis strategi netop er at forhandle med de europæiske lande et for et. Den eneste vej er en fælles front,” mener den franske filosof.

”Kun Europa kan beskytte de europæiske nationer mod de nye imperier.”