Fransk filosof viser kristendommen i os

Den franske filosof Michel Henry er overset i Danmark, men har en interessant forståelse af den menneskelige bevidsthed, som specifikt berører kristendommen. Derfor er jeg i gang med at oversætte Henrys centrale værker, hvoraf det første udkommer i næste uge

For Michel Henry handler det om, hvilken sandhed kristendommen tilbyder den person, som søger den. Han missionerer ikke for troen, hvorfor han heller ikke kommer ind på den religiøse praksis med dåb og nadver, skriver itteraturforsker Bo Hakon Jørgensen
For Michel Henry handler det om, hvilken sandhed kristendommen tilbyder den person, som søger den. Han missionerer ikke for troen, hvorfor han heller ikke kommer ind på den religiøse praksis med dåb og nadver, skriver itteraturforsker Bo Hakon Jørgensen. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

”Gud føder mig som sig selv og sig selv som mig.” Denne sætning af Mester Eckhardt fra cirka 1320 er inspirationskernen for Michel Henry i hans tre bøger om kristendom og fænomenologi.

Siden 2017 har jeg oversat disse tre værker af denne franske fænomenologiske filosof Michel Henry (1922-2002), som specifikt berører kristendommen. Jeg var standset op ved ham i efteråret 2015 i min søgen efter en teori om den menneskelige bevidsthed, som ikke er psykoanalyse eller videnskabelig psykologi, ikke kun et produkt af tanken, men en teori, som fastholder mennesket som oplevende og selvbekræftende, og som forstår mennesket som singulært, alene og på afstand af selv dets nærmeste, men stående midt i et almindeligt hverdagsliv. Et menneske, som går til verden og til sig selv med sine erkendende sanser og derfor ikke kun forstår sig selv som en statistisk målbar størrelse. Et levende menneske.

Ved et særligt held fandt ét af de tre nævnte værker et forlag og udkommer her i denne sommer på Forlaget Spring – ”Jeg er sandheden. Til en filosofi for kristendommen”. Arbejdet med oversættelsen har for mig skærpet en stillingtagen til, om kristendommen handler om at være levende nu, eller om livet er efter døden. Henry står i sin filosofiske tilgang afgjort for det første. For ham handler det om, hvilken sandhed kristendommen tilbyder den person, som søger den. Han missionerer ikke for troen, hvorfor han heller ikke kommer ind på den religiøse praksis med dåb og nadver.

Michel Henry er næsten ikke kendt herhjemme, hverken i filosofiske kredse eller i teologiske, så han kan godt fortjene at få nogle ord med på vejen – og ligeledes hans projekt om at lade kristendom og fænomenologi belyse hinanden, som det sker i de nævnte værker, hvoraf, ud over det allerede bemærkede, de to andre er ”Inkarnation” (2002) og ”Kristus’ egne ord” (2002) (disse to findes kun i min foreløbige oversættelse).

For at udføre denne sammenstilling af kristendom og fænomenologi må Henry dog først foretage nogle ændringer i fænomenologien, sådan som den er fremlagt ikke mindst af Edmund Husserl (1859-1938). Derfor giver jeg først lidt forklaring af fænomenologien, som begejstrede så mange i 1900-tallet før og efter marxismen og psykoanalysens tid med dens motto om at gå til sagen selv, altså gå til sagen, som den fremtræder for en.

Som menneske er vi altid på afstand af vores omverden, vi kan ikke have genstandene, glas eller huse, konkret inde i vores hoveder. Vi danner os en forestilling om dem i stedet for, og dermed er de blevet til et fænomen for os. Men disse fænomener er samtidig det, der er virkeligt for os, tilføjer Henry, virkeligere end tingene derude, som vi jo er på afstand af. Fænomenerne danner en stor del af vores bevidsthed, men de er ikke det hele, også vores opfattelse af os selv og vores affekter hører med til denne bevidsthed og ligeledes indtrykkene.

Hvor fænomenologien i lang tid var rettet mod genstandene derude, vender Henry perspektivet om mod vores indre virkelige virkelighed, vores efterprøvelse af os selv, vores etablering af vores ”sig”, og ud fra det ”jeg’et” og ”mig’et”. Hans ultimative virkelighedsopfattelse i et faktisk ”nu” medfører et anderledes sprogsyn, hvor sproget nærmest er karakteriseret ved sin mangel på virkelighed. Men først og fremmest får vi hos ham at gøre med to områder: vores ydre verden, som vi opfatter som virkelig, men som ikke er det – og en indre verden, som er virkelig, og som er sand før alt andet.

Her er så tilknytningspunktet til Kristi udsagn ”Mit rige er ikke af denne verden”, forstået som ikke af den ydre verden. At kristendommen følgelig taler om den indre virkelige verden, som blandt andet også er fænomenernes verden, og hvor livet materialiserer sig som at være, oplevelsen af at være levende, at være i live i hel banal forstand. At ordet er blevet kød i os og har givet os livet, det liv som ligger i ordet, som Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 4 siger det. Det er på denne baggrund, at Henry kalder sin fænomenologi for livsfænomenologi i dens koncentration om det at være levende, hvad der vel herhjemme ikke er så fremmed i Grundtvigs spor?

Med de to verdener, vi hele tiden lever i, får vi også to forskellige slags liv. Dels livet som en ydre foreteelse i handel og udveksling med andre mennesker, dels vores egen oplevelse af at være levende, som er usynlig, og som kun kan antages af vores omverden. Og dette sidste liv er det sande liv, det som forlader os ved vores død, men også det som har været i os siden vores fødsel. De, der har set en død, ved præcis hvilken kraft, der har holdt legemet oppe, og som nu er forsvundet. Det er dette opretholdende liv, som livsfænomenologien vil tale om og ud fra, og som finder sin parallel i Johannesevangeliets ”Livet lå i ordet” og ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.

Grundfortællingen i bogen er derfor følgende: Gud er livet, der manifesterer sig i Kristus som den første ”søn” af ham; men Kristus er også en del af Gud og af samme væsen, som han er. Dette livets væsen giver Kristus så videre til sine tilhængere, der hver især har til opgave at indse denne tildelte gave og ud af den grunde deres eget liv. De er født ind i livet gennem gaven.

Mennesket har imidlertid tendens til at glemme, hvem der gav det gaven livet og tro, at det selv har skabt de evner, livet gav. Derfor kan det behøve en genfødsel, en anden fødsel til dets egentlige liv.

Men hvordan foregår nu denne konstituering af livets sandhed i det enkelte menneske? Ved at det bliver klart, åbenbart, for vedkommende, at det liv, det har i sig, og som mennesket oplever som at blive berørt af sig selv, er givet det udefra af livet selv. Dette liv inden i individet selv adskiller sig afgørende fra livet ude i omverdenen. Livet inden i menneskene, lidelse og glæde, er jo netop usynligt for en omverden, og dermed bliver deres egentlige virkelighed usynlig for verden.

Der er altså to virkeligheder eller sandheder på spil, dels den egentlige inde i dem, livets sandhed, og dels verdens ydre virkelighed, der intet kender til livet i den enkelte. Men selvom det ser ud som bevidsthed alt sammen, så viser dette liv sig inden i dem også materielt som følelser og oplevelser i kroppen, der ytrer sig som patos i hele deres legeme, deres patiske legeme.

Her bliver lidelse omdannet til en altomfattende glæde ved at erfare livet inden i en selv, det stadig igangværende liv, der fortsætter så længe, man er levende og dermed også lidende, det liv, som man netop har fået som gave af livet eller Gud.

Man kan altså sige, at Henry rykker vægten i det dobbelte kærlighedsbud, at man skal elske sin næste som sig selv, fra næsten til selvet. Ikke som en brusende selvglæde, men til en glæde over at være et selv, som livet omfavner, så længe man er levende. En hel materiel fornemmelse eller oplevelse i vores legeme af at være levende.

Michel Henry går i brechen for det levende menneskes sanselige åndelighed,hvormed det er mere end en talvidenskabeligheds bestemmelse af det. Han fremholder gang på gang, at det særlige ved mennesket er dets tilgang til sig selv mere end dets omgang med den såkaldte virkelighed ude blandt tingene.

Og det er i denne tilgang til sig selv, at mennesket kan opleve, at ”Gud føder mig som sig selv og sig selv som mig”. Sker det faktisk her i livet, eller er det et løfte om evigheden? Det svarer Henry ikke direkte på, men han hælder nok til her i livet.