Siden en ung, karismatisk Macron for fem år siden fejede det gamle politiske landskab til side som en liberal tornado, har han præsideret over klima-, corona- og Ukraine-kriser. I et land med internationale ambitioner, der selv præges af problemer med indvandrere og islamistisk terror.
Hans socialistiske forgænger, Francois Hollande, blev endnu mere upopulær end den konservative Sarkozy. Det blev også Macron, da klimaafgifter førte til protester fra de gule veste, som først blev sat på hold af corona. Heller ikke coronakrisen øgede præsidentens popularitet, hvorfor han stod svagt over for indvandringskritiske udfordrere til præsidentvalget i april. Indtil Ukraine-krigen styrkede hans chancer.
Macrons ambitioner var og er store. Han vil liberalisere fransk økonomi, reducere pensioner, styrke international klimaindsats og EU, tale USA og Rusland til fornuft, bygge bro til Mellemøsten, sikre storstilet hjælp til Afrika med undskyldning for Frankrigs koloniale fortid og bekæmpe islamisme.
Ikke meget er lykkedes – andet end at markere sig som tidens mest visionære internationale leder, der tænker klima- og migrationsudfordringer sammen med Europas rolle i verden. Blandt andet fordi han blev forfulgt af det islamist-problem, der hjemme fik Le Pens National Samling til at overhale socialister og borgerlige som førende opposition, og ude trak Frankrig ind i en krig mod islamister i Vestafrika, som begyndte at ligne et nyt Afghanistan.
Macron blev tvunget til at markere sig som modstander af "islamisk separatisme" og trække franske tropper tilbage fra Mali. Hvilket ikke forhindrede, at Le Pen så ud til at have gode chancer for vinde til april som national "socialdemokrat", EU-skeptiker og globaliseringsmodstander.
Selv da Le Pen fik en ny rival til højre, Eric Zemmour med partiet Generobring (underforstået af Frankrig fra indvandring og forfald), og den konservative Valerie Pécresse prioriterede indvandringskritik, forhindrede denne splittelse ikke, at én af dem syntes at kunne vinde. Men de to første plages nu af deres tidligere Putin-sympatier, mens Macron drager fordel af samling om ledere i krisetider.
Nok fik han ikke noget ud af mægling mellem Rusland og Ukraine, men forsøgte i det mindste. Nye sonderinger med Tyskland og Kina kan måske bidrage til den løsning, som er nødt til at komme, og dermed markere den udenrigspolitiske selvstændighed, som Frankrig har efterstræbt siden De Gaulle. Om end uden større held, senest markeret ved at USAs nye anti-Kina alliance (AUKUS) i 2021 medførte, at en stor fransk ubådsordre blev skrottet af Australien.
Ud over at optræde i Zelenskij-inspireret hættetrøje søger Macron at markere forskel til rivalerne fra højre ved at betegne sig som "kandidat for moderne mennesker, der ikke hænger fast i fortiden".
Så det ser ud til, at forfatteren Michel Houellebecq igen er profetisk i sin nye roman "Anéantir" (”Tilintetgøre”, som kommer på dansk til efteråret). Den foregår i 2027, hvor den i 2022 genvalgte Macron på Putin-manér prøver at placere gøre en tv-vært til stråmands-præsident for selv at kunne blive det igen fem år senere.
Frankrig har en stærk intellektuel tradition. I nyere tid fik for eksempel samfundsforskeren Bourdieu betydning med begreberne social og kulturel kapital, hvad Houellebecq kan siges at supplere med "erotisk kapital".
Han er kritisk mod vestlig individualisme og materialisme, og hans ensomme karakterer søger efter dybere mening med livet end afhængighed af porno, internet, smøger og sprut. Altid den svære kærlighed, i de senere romaner også religioners bud – muslimsk ordentlighed, kristne værdier og i "Anéantir", naturreligion.
Han er kendt som seismograf for folkedybet, der i sine romaner forudsagde digital fremmedgørelse, islamistisk terror og globaliseringsramte gule vestes frustration. Bortset fra øko-terrorisme og kritik af franske plejehjem handler "Anéantir" dog mere om sygdom, død, kærlighed mellem ægtefæller (der stemmer Le Pen) og til Beaujolais' smukke landskab end om politik.
Sartres og Camus' tanker om det moderne menneskes vilkår havde rod i et forarmet efterkrigs-Frankrig, som forgæves kæmpede for at fastholde sine kolonier. Siden fulgte en lang fremgangs-periode, som både Houellebecq og Zemmour med De Gaulle-nostalgi, kalder "de 30 gyldne år".
Da jeg boede i Frankrig nogle år i 1980'erne under socialisten Francois Mitterand (han var præsident i 14 år) syntes de fleste, at det gik godt. Et multikulturelt vækstsamfund afspejledes blandt andet i et succesrigt foldboldlandshold med sorte og brune stjerner. Dog viste voksende tilslutning til Front National (som det hed under Le Pen senior, der blev smidt ud af sin datter), at ikke alle var lige begejstrede.
Frankrigs har Europas største muslimske befolkningsandel, fem ud af 68 millioner indbyggere. Flere hvis man tager højde for illegal indvandring. Hvoraf mange bor i ret trøstesløse storbyforstæder med arbejdsløshed og sociale problemer, hvor radikal islamisme har slået rod.
Kolonifortiden gjorde det lettere at indvandre fra det frankofone Nord- og Vestafrika, og Frankrig har siden 1789 set sig som et fristed for forfulgte. Da armenierne spredtes ud over verden efter folkemordet i Tyrkiet under Første Verdenskrig, kom mange dertil, hvor en halv million skønnes at have armenske rødder. I nyere tid mange fra Østeuropa, herunder den ungarske far til Sarkozy.
Fra 2015 har Frankrig været udsat for megen islamistisk terror. Læreren Samuel Paty blev dræbt i 2020, da han viste Muhammed-tegninger i sin undervisning, hvad der førte til anti-franske demonstrationer i muslimske lande, som før mod Danmark. Ud over bekæmpelse af islamisme i Afrika bunder terroren ofte i protester mod fransk principfast verdslighed og forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum, som er en torn i øjet på islamister.
Da Macron stoppede for indrejse af udenlandske prædikanter for at modvirke islamisk separatisme, blev det fortolket af Tyrkiets Erdogan som et angreb på alle muslimer. Han havde i forvejen et godt øje til Frankrig, da det var alene om at støtte til Armenien under den krig, som Aserbajdsjan vandt i 2020 med tyrkisk hjælp under Putins korslagte arme.
Macron har et dilemma mellem visioner om at bygge bro til Afrika og Mellemøsten og bekæmpelse af islamisme. Han engagerede sig i problemerne i staten Libanon, der blev oprettet af Frankrig som hjemsted for kristne, og søgte at forklare på Al Jazeera, at verdslighed ikke er anti-muslimsk. Måske med held efter en længere periode uden terror. Kommer der alligevel mere inden valget, vil det forbedre hans modkandidaters chancer.
Macrons vej til magten, og hans problemer med at bruge den, kan siges at illustrere vestlig liberalismes styrke og begrænsning. Frankrigs udfordringer kondenserer Vestens udfordringer med social ulighed, klima, migration og folkeblanding. Macron søger at forholde sig til verdens med hensyn til fælles handling vedrørende befolkningens vækst i Mellemøsten og Afrika (hvor islamisme vinder frem), fattigdom, migration og klima.
Alt imens Houellebecq minder om behovet for også at interessere sig for Vestens noget usikre åndelige og sociale fundament. Hvorfor der er god grund til at interessere sig for et land, hvis sprog og kultur nærmest er forsvundet fra det danske skoleskema.