Kristendommen er fraværende som en fælles etisk norm

Vor tid er minoriteternes glansperiode, og spørgsmålet er, om det tillidsbaserede samfund er ved at gå op i alle limninger, skriver pensioneret præst

En tidligere præst frygter, at vores tillidsbaserede samfund er ved at gå op i alle limninger, når vi ikke længere har kristendommen som fælles, etisk fundament. På billedet ses et kalkmaleri fra cirka 1430, hvor Jesus bærer på korset.
En tidligere præst frygter, at vores tillidsbaserede samfund er ved at gå op i alle limninger, når vi ikke længere har kristendommen som fælles, etisk fundament. På billedet ses et kalkmaleri fra cirka 1430, hvor Jesus bærer på korset.

VI HAR IKKE LÆNGERE en overordnet etisk norm, som et flertal ønsker som ramme om samfunds‑ indretning og for de enkelte menneskers gensidige væremåde i tillidsbaserede fællesskaber.

I århundreder leverede kristendommen rammen. Nye slægter lærte den kristne evangelieforkyndelse og dens sikre sidegevinst at kende: Den etiske fordring.

En samfundsændring begyndte for 40 år siden.

Kristendom og oplæring i tro og livsførelse blev taget ud af folkeskolens formålsparagraf. Børn måtte ikke indoktrineres, og sammen med ungdomsoprøret mod hævdvundne normer og gamle skel sattes en udvikling i gang med stigende hastighed.

Snart var Christiansborgs flertal yngre folk, som ikke havde den rygmarvs‑oplagring med, der fulgte et etisk-kristent livs- og menneskesyn. Enhver kunne kræve sin mening hørt og respekteret, og tiden har været minoriteternes glansperiode. Og spørgsmålet er, om vort tillidsbaserede samfund er ved at gå op i alle limninger: økonomisk, etisk, æstetisk og kulturelt.

”Så længe fundamentet under huset er intakt, kan det tåle omkalfatring. Men når fundamentet skrider, er det kun et spørgsmål om tid, før sammenstyrtning indtræffer,” sagde teologen Rudolph Arendt.

En anden teolog, Søren Kierkegaard, fortalte følgende anekdote:

Teatret var fyldt af glade mennesker, underholdningen fremragende. På et tidspunkt kom klovnen løbende ind på scenen og råbte: ”Det brænder!”. Først blev der stille, men så brød folk ud i latter over det mest overrumplende indslag i underholdningen.

Kort efter lå teatret i ruiner.

Visti Christensen er pastor emeritus.