Jeg vil nødigt fremture, men sagen er, at jeg for nogle uger siden i denne avis forudsagde, at det nemt kunne gå galt. DR havde netop taget hul på dramaserien ”Fred til lands” om den fynske landsby, der plages af den modbydelige Mike, der fra begyndelsen blev præsenteret som en ond mand. Jeg bad til, at serien ville afholde sig fra den sædvanlige taktik med at opfinde en skræddersyet psykologisk forklaring på ondskaben og i stedet lade det onde optræde som sin egen kraft. Men det gik galt.
Søndag aften sluttede ”Fred til lands” ikke blot at med at begrunde Mikes ondskab med hændelser i barndommen, men tilmed med vor tids mest brugte fænomen, nemlig seksuelt misbrug blandt de nærmeste. Det hele blev så forudsigeligt, at jeg er nødt til at citere mig selv fra den første kommentar: ”Det værste, der kunne ske for ’Fred til lands’ er således, at den udarter til en psykoanalytisk redegørelse af Mikes personlighed, og helt galt kan det gå, hvis det viser sig, at det er nogle af byens beboere, der selv er ansvarlige for, at plageåndens opvækst kørte skævt.”
Sådan gik det, og det er ikke i orden. Det er foruroligende banalt, og mens ”Fred til lands” har rummet gode skuespilpræstationer og indledtes med en fascinerende præsentation af en gruppe beboeres ønske om at rydde den onde mand af vejen, viser den stereotype afslutning, hvordan det i vor tid tages for givet, at den onde kraft kun findes i verden som en følge af en nogenlunde forståelig årsagsrække. Vi kan ikke komme fri af det lukkede system af psykologiske påstande, og en særlig konsekvens af dette oplevede man i scenen fra sidste afsnit, hvor byens beboere er til begravelse i kirken.
Her citerede præsten ordene fra Matthæusevangeliet om at tilgive hinanden for selv at blive tilgivet, der imidlertid taber en del højde, når vi netop har fået denne landsbys synder forklaret på rent psykologisk vis. Mike er ond, fordi hans barndom var grusom, og byens negligerede dørmåtte af en værtshusejers kone ender med at slå ihjel, fordi – ja, vist mest fordi hun netop er byens negligerede dørmåtte af en værtshusejers kone.
Den kristne forkyndelse tales ud i den sekulære blå luft, hvor den ikke for alvor kan slå rod, fordi den tro på arvesynd og ondskab, som Det Nye Testamente er formuleret i forhold til, er blevet erstattet af troen på, at onde handlinger i os opstår, fordi vi fremmer dem i hinanden.
I det lys bliver tilgivelsen nærmest hjemløs, for skylden må skubbes videre til dem, der skabte monsteret Mike og herfra videre til de personer, der skabte dem. Og så fremdeles.
I en epoke båret af troen på, at vi selv former godhed og ondskab i hinanden, ender man konstant med samme cirkelslutning, og således blev ”Fred til lands” til endnu en repetition af den mildt sagt slidte psykologiske skabelon. Som jeg skrev sidst: ”Åh, vi trænger til luft og befrielse fra dette selvkredsende verdensbillede.” Men vi fik ikke luft. Vi fik alt det forudsigelige én gang til.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.