SIDSTE SOMMER interviewede jeg lederen af retrætehuset Lassalle-Haus i Schweiz, den katolske jesuiterpater Tobias Karcher SJ. Dette sted har erfaring med interreligiøs dialog. Huset tilbyder blandt andet kurser i kristen spiritualitet og zen-meditation. Der foregår refleksionsrejser til Auschwitz samt et arbejde for forsoning mellem palæstinensere og jøder i Israel.
Jeg spurgte Tobias Karcher, hvilke krav for eksempel krisen i Syrien stiller. Hans svar var vigtigheden af, at man arbejder for fred og forsoning på trods af forskelle. Det var det, man i sidste ende skulle stå til ansvar for, ifølge hans kristne overbevisning.
Jeg mener ikke, at vi bidrager til fred ved verbalt at genspejle den ”os og dem”-retorik, som karakteriserer radikaliseret islam. Kristne præster og kirkeledere svigter, når de skaber et fjendebillede af islam ved at udpege islam som en religion med et indbygget terrorgen.
Når jeg henviser til kristendommens blakkede fortid og nutid, er det ikke for at svine min egen baggrund til og bagatellisere den terror, der retfærdiggører sig gennem islam, men fordi jeg ønsker at relativere grænsefladen mellem de ”gode” og ”de onde” Jeg synes, at det er vigtigt at mindes egne skygger og identificere deres nutidige form, således at man ikke tildeler sig selv rollen som helt og den anden som skurk.
Jeg mener ikke, at vi bidrager til fred ved at forsøge at omvende radikaliserede mennesker. Når de gode og onde er klart og entydigt identificerede, som de er det ud fra det radikaliserede perspektiv, er der ikke så meget at snakke om.
Det nytter slet ikke at komme med sin religionskritik og missionere værdien af en modernisering af islam og vestlige værdier. Over for de radikaliserede må man beskytte sig mod volden gennem forskellige tiltag, hvor det forebyggende arbejde er meget vigtigt. Jeg er derfor enig med kirkeredaktør Anders Ellebæk Madsen, der i Kristeligt Dagblads leder den 28. januar kritiserer udeladelsen af imamer i den politisk vedtagne antiradikaliseringspakke.
Religiøse ledere har stor betydning, og derfor er det vigtigt, hvad og hvordan de videreformidler. I samme leder skelnes der mellem radikaliseret islam og ikke radikaliseret islam. Jeg er glad for, at avisen ikke støtter den destruktive generalisering af islam med terror.
VI KAN BIDRAGE til fred ved - som vi gør - sammen med muslimer at bekæmpe Islamisk Stat. Antallet af muslimske ofre for Islamisk Stat er enormt, og motivationen for reformer inden for islam styrkes måske af det interne kaos.
Hvis en sådan reformproces kommer i gang, kan vi bidrage til fred ved at støtte muslimer i at finde ressourcer i deres egen baggrund. Jeg tænker her blandt andet på en integration af islams fortid med dens fokus på filosofi og videnskab.
Ganske som de kristne historisk kæmpede indbyrdes om udformningen af deres troslære, kæmpede muslimerne om islams grundlæggende dogmer. I islam vandt traditionalisterne over rationalisterne, og Koranen endte med at blive defineret som evig og uskabt. Der er moderne muslimer, der i dag identificerer sig med rationalisterne og ønsker en ”afmytologisering” af Koranen.
Vi kan bidrage til fred ved at stå inde for vores egne værdier og ikke assimilere dansk kultur til den muslimske i misforstået imødekommenhed. Dette er falsk harmonisering og en dørmåtteideologi, der i sidste ende skaber bitterhed og den form for aggression, som avler radikalisering.
Vi kan bidrage til fred ved at støtte muslimer, der udsættes for pres i deres miljøer. Vi kan bidrage ved at tage ansvar for Vestens rolle i den sociale og politiske udvikling i de muslimske lande og ved at støtte fredsprocesser og opbyggelsen af fungerende nationalstater inspireret af for eksempel det arbejde, der foregik i Sydafrika efter apartheidstyret.
Dorthe Enger er er forfatter, lektor og cand.mag. i engelsk, religion og filosofi