Fredsaftaler: Derfor kan det være lettere at fortsætte krigen end at slutte freden

Fred betragtes af de fleste som et større gode end krig. Alle krige ender på et tidspunkt, men det kan tage lang tid. Når først krigen er i gang, fortoner tanken om fred sig

Selvom krigen i Ukraine nu går ind i sin sjette måned, er der også plads til leg i sommervarmen for børnene her foran de bombede højhuse i Borodyanka nordvest for Kyiv. ”Jo længere tid en krig varer, desto nemmere bliver den at leve i," forklarer den tidligere sprogofficer Frederikke Bruhn Jacobsen.
Selvom krigen i Ukraine nu går ind i sin sjette måned, er der også plads til leg i sommervarmen for børnene her foran de bombede højhuse i Borodyanka nordvest for Kyiv. ”Jo længere tid en krig varer, desto nemmere bliver den at leve i," forklarer den tidligere sprogofficer Frederikke Bruhn Jacobsen. Foto: Ionut Iordachescu/AFP/Ritzau Scanpix.

Yemen har adskillige gange fået prædikatet ”verdens værste humanitære katastrofe”, siden en borgerkrig brød ud i landet i 2014. Landet på sydspidsen af Den Arabiske Halvø er dybt forarmet, sulten og nøden er enorm. Alligevel fortsætter den krig, der spolerer mulighederne for at skaffe mad nok og få skoler og sygehuse til at fungere. FN har forsøgt at forhandle fred i årevis – og der har ligget fredsaftaler klar på bordet – men parterne har ikke underskrevet dem, når det kom til stykket.

Det giver ingen mening, set udefra. Hvorfor fortsætte krigen og elendigheden, når freden er inden for rækkevidde? Spørgsmålet gælder ikke blot Yemen, men stribevis af krige og konflikter over hele verden, som har varet i årevis, nogle endda i mange årtier. Krigen mellem Ukraine og Rusland er endnu ung i den sammenhæng, men også den viser allerede tegn på, at parterne er havnet i krigens kviksand snarere end fredens forhåbninger.

Frederikke Bruhn Jacobsen grubler dagligt over det. Hun er tidligere sprogofficer med arabisk i det danske forsvar og var fra 2019 og til i år assistent for FN’s særlige udsending til Yemen med ansvar for fredsforhandlingerne. Hun har også været udsendt til Irak.

”Man skulle tro, at når papirerne ligger lige foran dig, og du har muligheden for at standse rædslerne, så skriver du under. Men nej. Jeg har set, hvordan folk i sidste øjeblik vælger at fortsætte krigen. Teorien om, at folk hellere vil have fred, holder ikke altid,” siger hun.

Selv krig kan blive hverdag

Det bliver ofte sagt, at krige har det med at få deres egen logik. Det er den, der gør det så svært at skabe freden, selvom omkostningerne ved konflikt og vold – menneskeligt og materielt – er enorme.

Frederikke Bruhn Jacobsens egne erfaringer og de tanker, hun har gjort sig undervejs, støtter tanken. Hvor ubegribeligt det end kan synes for en dansker, der aldrig har oplevet krig i sit eget samfund, bliver selv krig en del af hverdagen:

”Jo længere tid en krig varer, desto nemmere bliver den at leve i. Det med fred fortoner sig og bliver med tiden en ny ting, man skal ind i. Det bliver noget, der er svært at tro på og forestille sig.”

Selv de mange dræbte, de sårede og de udbombede bygninger bliver en vane.

Røgen stiger mod himlen efter et artilleriangreb i nærheden af Donetsk. Krigen mellem Ukraine og Rusland er endnu ung, men viser allerede tegn på, at parterne er havnet i krigens kviksand snarere end fredens forhåbninger.
Røgen stiger mod himlen efter et artilleriangreb i nærheden af Donetsk. Krigen mellem Ukraine og Rusland er endnu ung, men viser allerede tegn på, at parterne er havnet i krigens kviksand snarere end fredens forhåbninger. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix

”Det bliver også hverdag, at folk dør. At ofre livet bliver en selvfølgelighed mere end en tragisk hændelse. Hensynet til menneskeliv er desværre ikke et hensyn, der vejer særlig tungt, når krigen er i gang,” siger Frederikke Bruhn Jacobsen.

”For ikke at tale om den kæmpe krigsøkonomi, der bliver bygget op. Meget går under i en krig, men der er også store penge på spil. Det sorte marked vokser, og det er nogle andre kræfter, der styrer samfundsøkonomien. Deres interesse er at fastholde krigen, ikke afslutte den.”

David Cortright er professor emeritus og direktør ved Kroc-instituttet for internationale fredsstudier ved det katolske Notre Dame Universitet i New York, USA. Han betegner også tid som fredens største udfordring.

”Jo længere en krig varer, des vanskeligere bliver den at afslutte. Krig er et skræmmende valg. Man kan være sikker på, at situationen på et tidspunkt vil komme ud af kontrol,” siger han.

Cortright peger på, at i mange lande udgør militæret en central del af den nationale selvforståelse og landets kultur. Befolkningerne hylder deres soldater og militær. Det er tilfældet i USA, hvor opbakningen til den siddende præsident altid stiger, når der indledes et angreb i udlandet. Det er også tilfældet i både Ukraine og Rusland.

Krigens fortælling forfører

Den amerikanske krigsreporter, journalist og presbyterianske præst Christopher Hedges skrev i 2002 efter invasionen af Afghanistan bogen ”War Is a Force, that Gives Us Meaning” (Krig er en kraft, der giver os mening). Her citerer han den amerikanske general George S. Patton for ordene: ”Sammenlignet med krig skrumper alle andre former for menneskelig bestræbelse til ubetydelighed. Gud, hvor jeg elsker den.”

Og selvom Patton var en notorisk ensporet general, mener Hedges, har han ret her.

”Det er en trist kendsgerning, at krig giver mange liv mening; et faktum, vi er blevet mindet om, nu hvor USA igen er involveret i en militær konflikt. Krig er en lokkende eliksir. Den giver os formål, beslutsomhed, en sag. Den tillader os at være ædle,” skriver han i bogen.

Her har Hedges en stærk pointe, mener David Cortright.

”Når først en krig går i gang, samler folk sig bag nationen og de udsendte soldater. Krigen får en form for popularitet. Der er noget i den menneskelige psyke, der gør, at vi identificerer os med nationen. En mor kan miste sin søn, men samtidig føle, at krigen er acceptabel, fordi tabet sker i en større sags tjeneste,” siger han.

Derfor betyder den nationale fortælling om en krig også utrolig meget for, hvor let – eller svært – det er at slutte fred. Fortællingen forklarer, hvorfor man er i krig, og den sikrer, at nationen bliver sat før individet. At civilsamfundet er villigt til at bære prisen.

Frederikke Bruhn Jacobsen peger på, at der er utrolig mange dynamikker, der spiller ind på, hvordan en krig udvikler sig – og de fleste forstærker krigen snarere end ønsket om fred:

”For dem, der virkelig er en del af krigen, bliver det hele deres livsgrundlag og en sag, de er villige til at dø for. Alle, der går i krig, er parate til høje omkostninger. Når man først har valgt at sætte liv og stabilitet på spil, sker det, fordi der er noget helt ravruskende galt, hvor man ser det som en bedre løsning at kæmpe for forandringer."

Fred skal gå stærkt

Søren Dosenrode, dr. phil i historie og lektor ved Aalborg Universitet med speciale i EU og international politik, har skrevet flere bøger om Første Verdenskrig. Dengang var det på sin vis lettere at slutte fred, vurderer han, fordi der var større enighed om præmisserne for international politik.

"Den klassiske europæiske tilgang var, at når man var kommet så langt, man kunne med militære midler, ville man forsøge at indgå en balanceret aftale, der afspejlede de enkelte nationers magt – uden at kræve betingelsesløs kapitulation. Og staterne blandede sig ikke i, om de krige, der var startet, var legitime eller ej," siger han.

Den opmuntrende historiske erfaring siden 1946 er, at halvdelen af alle krige mellem selvstændige lande slutter inden for et år. Den nedslående erfaring for den anden halvdel af krigene er til gengæld, at hvis først en krig fortsætter ud over et år, varer den i gennemsnit mere end 10 år. Derfor er det helt centralt, at krigsførende lande eller parter i en borgerkrig ikke overlades til sig selv, fremhæver David Cortright.

”Den onde cirkel skal brydes udefra. Parterne selv opbygger stærkere og stærkere fjendebilleder af hinanden og bliver ude af stand til at tænke. Det var for eksempel først, da USA virkelig engagerede sig i den nordirske konflikt, at der kom et gennembrud,” siger amerikaneren.

Han peger på svagheden i den klassiske opfattelse af, at chancerne er størst for fred, når og hvis de krigsførende parter når til et punkt, hvor der er stilstand på slagmarken, og alle får lige lidt ud af at kæmpe og miste. Men da det tidspunkt kan blive ved med at forskubbe sig, kræver det som regel engagement udefra, hvis der skal sluttes fred. Det er fredsaftalen for Nordirland som nævnt et eksempel på. Andre eksempler er fredsprocesserne i Bosnien og Colombia, selvom eksemplerne også viser, at det er svært at omsætte freden til virkelighed og hverdag.

Dialog med en krigsforbryder?

En af fredens forhindringer er den hyppige indvending om, at man ikke kan forhandle med en krigsforbryder. Den indvendinger er også hørt i forhold til den russiske præsident, Vladimir Putin.

”Men det er jo det, vi har diplomatiet til. Vi behøvede det ikke, hvis vi kun skulle tale med vores venner,” siger David Cortright.

Ifølge Frederikke Bruhn Jacobsen kan man slet ikke tale nok sammen med sin fjende under en krig.

”Den største hindring for fred er manglen på tillid mellem parterne. Når man skaber en fortælling om krigen, skaber man også et fjendebillede, og det fjendebillede vokser i takt med, at kontakten svinder ind,” siger hun.

”Derfor er det så vigtigt med dialog. Når man går ind i et lokale og ser et menneske i stedet for det monster, man har bygget op, nærmer man sig hinanden. Hvis man ønsker fred, skal man gøre alt for fastholde parterne i forhandlingssporet, også selvom det ikke går godt,” siger Frederikke Bruhn Jacobsen og peger på, at det også gælder, når EU for eksempel vedtager økonomiske sanktioner mod Rusland:

”Man skal altid sørge for også at have en diplomatisk strategi."