Frelsen og fremtidsforskningen er ikke ens som to dråber dåbsvand

I dåben er alle ens, og derfor skal der ikke laves om på dåbsritualet ved at tillade dåb uden for kirkerummet, skriver sognepræst.
I dåben er alle ens, og derfor skal der ikke laves om på dåbsritualet ved at tillade dåb uden for kirkerummet, skriver sognepræst. . Foto: Jesper Dijohn.

Allerede i overskriften til sognepræst og fremtidsforsker Birgitte Kragh Engholms debatindlæg den 4. maj lyder en selvindlysende selvmodsigelse: ”Dåb i det fri. Biskoppernes argumenter klinger hult i den folkekirkelige virkelighed.” Jeg er, indrømmet, nok ikke så ”moderne” orienteret som skribenten, men har dog både levet så længe og kan erkendelsesteoretisk børnelærdom, at jeg ved, at en iagttagbar virkelighed aldrig kan sættes i bestemt form. Der findes uendelig mange virkeligheder. Det synes så omvendt også at være forudsætningen for Birgitte Kragh Engholms dåbssyn som en god gang bricolage-religion. 

Landets biskopper har som bekendt nu i over to år givet dispensation til vielser i det fri. Jeg kan selv snart tælle ”vielsesmyndighed i det fri med dertil hørende rådgivning i el-klaverer, lydanlæg og hjemmelavede knæleskamler” på mine pastorale meritter. En funktion, som vækker klare påmindelser om, at den kirkelige (!) handling i højere grad savner teologisk accept/tilslutning fra dem, der anmoder om en sådan vielse end hos dem, der anmoder om kirkevielse. Ud af kirken og dens guddommelige artikulation af vielsen og ind med min egen hult-klingende version af ånd. Hvorfor skulle det blive anderledes i forbindelse med dåb i det fri?

Det fremgår af Birgitte Kragh Engholms kig ind i fremtiden, at folk vil ”føle” og have ejerskab for ”mening”. ”Folks egen historie” (citat), det vil sige den historie, i hvilken det bestemte menneske beror på sig selv, skal helst matche dåbens indhold og mening. Men dåben er netop et sakramente og som sådant ikke givet med én mening til nogle med dén historie, en anden mening til nogle andre med dén historie og så videre. Det er det geniale ved dåben, om jeg så må sige. I dåben er enhver dels stillet ens, dels stillet over for Gud og bragt ud af ens egne små cirkler og livstydninger.

Så skal ”folk” selv skabe eller definere meningen med frelsesmidlet, dåben? Nej. I en evangelisk-luthersk tradition, hvori vi grundlæggende er forpligtet på at hjælpe med til at forankre ”folk” i budskabet om en tilsagt frihed. Det er det stik modsatte af at lade et menneske selv definere meningen med nåden. Det ville være en tilranet frihed. For dåbens nåde er ikke en, man tager, fordi man måske/måske ikke kan tilslutte sig den. Dåbens nåde gives, før vi kan begynde at mene noget om den. Alt andet ville i øvrigt være at give mennesker mindre, end de er tjent med. 

Hvis det endelig var, skulle fremtidens ”folk” først i lang højere grad end nu dannes og myndiggøres til at give mund og mæle til den kristne dåbs mening. I sig selv et paradoks, for så ville vi stadigvæk se mange versioner af kristendom, ja, lige så mange, som der er ”virkeligheder” til. Kirken kan dog nok bedre tåle, at en overskuelig samling præster ikke deler dåbssyn, end at hele ”folk” ikke gør.

Hvordan forestiller Birgitte Kragh Engholm sig, at hun som sognepræst (givet ét eneste mandat til at tilsige nåden som skænket et helt andet sted fra end i vores idéer og analyser) vil navigere i det? Eller skal præsten have det røde kort og menigheden score på frispark?

Kristendom er ikke trendy, og slet ikke megatrendy. Det er derfor, den holder.

Lene Bruun-Kristensen er sognepræst