Fremdriftsreformen. Behov for meredialog og mindre bureaukrati

Problemet med fremdriftsreformen er ikke kravet om fuld studieaktivitet, fuldt skema eller almindelig fremdrift i studierne. Det kan vi naturligvis ikke være uenige om. Når ministeren flere gange har antydet dette, må det være polemisk. Vi er påfaldende enige. Vi er enige om, at en femårig uddannelse i gennemsnit ikke bør tage mere end i gennemsnit højst seks år, og at bureaukratiske regler ikke må forsinke de studerende.

Vi er enige i regeringens forslag om, at der i alle uddannelser indføres et mobilitetsvindue, hvor de studerende uanset studieretning problemfrit kan rejse til udlandet eller udskifte noget af undervisningen med et praktikophold. Den glimrende idé arbejdes der med på de fleste universiteter i ind- og udland.

Lige så rørende enige er vi om, at det skal være let at få merit for udlandsophold, praktik eller studier ved andre danske institutioner. Samtidig med at vi fastholder og videreudvikler et højt fagligt niveau i uddannelserne.

Uenigheden handler, så vidt jeg kan se, om, hvem det er, der pålægger hvem unødigt bureaukrati.

Det er ret voldsomt at påstå, at universiteterne hidtil ikke har været vant til at give de studerende ordentlig service og at det er fremdriftsreformen, der nu skal give kraftigt incitament til dette. Universitetssektoren er lige præcis bange for, at det er fremdriftsreformen og de mange kontrolforanstaltninger, vi i forvejen er underlagt (tilsyn, udviklingskontrakter, akkreditering, evaluering, rigsrevisionens kvalitetsrevisioner), der medvirker til, at universiteterne har mindre tid til den enkelte studerendes meritansøgning, praktikkontrakt, klage, snydsag eller dispensationsansøgning.

Selvom målet er kvalitet, så bliver meget af det til administration. Det er kun gennem gensidig respekt for hinandens opgaver og arbejde, at vi skal standse den bureaukratisering af samfundet som politikere, embedsfolk og borgere har talt om i årtier.

Den er en international bevægelse eller syge, og den næres af mistænksomhed, fejlinformation og manglende gensidig respekt.

Derfor er dialogen med ministeren glædelig, og jeg håber vi kan blive meget bedre til at bruge den i det nye år.

Hanne Leth Andersen er prorektor, professor og ph.d. ved Roskilde Universitet