JEG ER STADIG I DEN FASE, hvor jeg godt ved, det er 2015, men jeg altid har skrevet 2014, når jeg kigger ned på papiret. Som om underbevidstheden nægter at erkende, at vi allerede er så langt fra år 2000.
Den ubarmhjertigt hastige tid minder mig om, at den kommende generation vil stå over for ikke bare ét, men i mine øjne især tre udfordringer så store, at de hver især kommer til at definere hele menneskeheden. Alligevel står debatterne om disse uundgåeligheder og deres konsekvenser urørte.
Udfordring nummer et: klimaforandringerne. De bliver debatteret, men slet ikke i det omfang, de fortjener. Vi snakker stadig semantik og om minimale investeringer, når vi burde lave massive forandringer for enten at afværge, begrænse eller klargøre klimaforandringerne.
Forandringerne kommer til at betyde isvintre, sommerbrande og oversvømmelser af sådan omfang, at landegrænser bliver flyttet. I løbet af den næste generation rammer forandringerne os på egen krop. Klimaforandringerne har fået en masse snak, men kun blandt eliten og slet ingen handling.
Udfordring nummer to: Jorden som den første af mange beboede planeter. Mennesket kommer snart til at gå på Mars. Hvis vi kan lande en sonde på en asteroide tre gange længere væk end Solen, burde der ikke længere være tvivl om vores teknologiske evner. Mennesket kommer til at kolonisere solsystemet. Og hvornår går vi mon videre end det? Jorden er ikke universets centrum. Slet ikke. Nu bliver den degraderet til det barndomshjem, vi flyttede fra, da vi blev store nok.
Udfordring nummer tre: udødeligheden. Udtrykket ”singularitet” betyder dér, hvor menneske og maskine smelter sammen. Det sker fra to fronter: Fra den ene front uploader vi flere og flere tanker, karaktertræk og informationer til maskiner via nettet. Vi fodrer Google og Facebook for at finde de ”rigtige” informationer første gang.
Vi udvikler robotter, som kan lære at gå, lære tegnsprog og nærmest alt, man kan forestille sig. Deep Blues skaksejr over Garry Kasparov i 1996 er langt væk. Fra den anden front fylder vi os selv med maskiner. Kunstige hjerter, knogler, ja, selv høreapparater er et udtryk for at forlænge livets funktionelle år. Når de to sider mødes, vil vi have muligheden for at vælge den dyriske verden fra.
Tilsammen er det meget at tage stilling til på blot én generation, og spørgsmålene er stadig ubesvarede. Hvorhen sender vi klimaflygtninge? Gentager vi oprettelsen af stater som med Israel? Hvor langt vil vi gå for at komme tilbage til tiden før klimaforandringer? Klone dyr? Begrænse mængden af fødsler?
Skal det være kloden som helhed, stater eller private virksomheder, som kommer til at kolonisere Mars og de andre planeter? Skal vi opgive Jorden for en anden planet, hvis den ændrer sig mere? Hvem er mennesker, og hvem er ikke, hvis man kan uploade sin fulde hjernekapacitet i en maskine, der tænker hurtigere end noget menneske? Eller hvis man holdes kunstigt i live af maskiner - måske endda en kunstig hjerne?
Jeg kan trods alt ikke spå, men om blot en generation skriver vi 2040. For en generation siden skrev vi 1990. Tiden siden 1990 har været filosofi-løs; meget få relevante spørgsmål er stillet og færre svar givet. Vestens kapitalistiske forbrugerisme sejrede ad helvede til, og vi lænede os tilbage og drak bajere, vandt EM, bestilte fladskærme og loggede ind på Facebook.
Vi glemte at stoppe op og spørge, hvor vi var på vej hen, for pludselig var vi ikke i et kapløb mod nogen. Hvis ikke vi i den kommende generation bliver mere åndelige, funderende og selvbeherskende, frygter jeg, vi mister meget af det, vi kæmpede for. Og hvis ikke vi tør tale om fremtiden, så ænser vi måske slet ikke, at vi mister det, vi vandt.
Niels Gyldenlund Mikkelsen, Rosenhøjvej 10, Rønde