Prøv avisen
Debat

Fremtiden tilhører robotterne. Vi skaber et optimeret menneske og gør os selv overflødige

Her ses Sophia, en menneskelignende robot i Hongkong. Foto: Kin Cheung/AP/Ritzau Scanpix

Med den seneste udvikling af robotter er mennesket i færd med at indtage Guds plads. Mennesket skaber og genskaber ikke blot sig selv – men også Gud. Der er så at sige vendt op og ned på forestillingen om skaberen og det skabte, skriver Finn Pilgaard Beyer

Jeg vil her pege på en udvikling, vi som mennesker er nødt til at forholde os til, hvis vi vil overleve som art. Den indledes med tre påstande, som er præmis. Påstande, som læseren selv må tage stilling til:

1. Robotter kommer til at ligne mennesker.

2. Mennesker kommer til at ligne robotter.

3. Menneske og robot smelter sammen.

I Det Gamle Testamentes skabelsesmyte skabte Gud livsverdenen med Adam og Eva som centrale aktører. Skaberen og det skabte var forbundet i kærlighed. Gud elskede sit skaberværk og sin skabning. Skabningen på sin side elskede sin skaber. Og se, alt var såre godt.

I menneskets genskabelse af sig selv i optimeret udgave er det ikke kærlighed, der er drivkraften, men effektivitet og lønsomhed. To faktorer, der har potentialet til at eliminere enhver form for menneskelighed og medmenneskelighed.

Tiden, og ikke mindst fremtiden, ser umiddelbart ud til at tilhøre robotterne. Og udviklingen går hurtigt. Industrirobotter, der har overtaget monotont og ensformigt arbejde, har vi kendt længe. Velfærdsrobotter, der kan bidrage med nyttig hjælp til syge, ældre og handicappede, er heller ikke nogen nyhed.

Digital sagsbehandling uden menneskelig medvirken er lige på trapperne. Robotter, som kan foretage kirurgiske indgreb uden at begå fejl, har vi hørt om. Og lige nu arbejdes der med at udvikle smukke menneskelignende robotter, som blot skal pirres med lidt strøm, for at vi kan have sex med dem. Og med lidt mere strøm får de tilmed orgasme.

Samtidig arbejdes der med udvikling af kunstig intelligens, som kan tænke rationelt og behandle flere data på et øjeblik, end noget menneske nogensinde vil kunne i et helt liv.

I optakten til en nylig tv-reportage om fænomenet kunstig intelligens blev det i en trailer omtalt, at når vi ved hjælp af kunstig intelligens skaber Gud, må vi sørge for, at det ikke bliver en vred Gud. I tillæg til myten om, at mennesket er skabt i Guds billede, er en helt ny skabelsesberetning i støbeskeen, måske som følge af, at de første mennesker spiste af kundskabens træ, som Gud jo advarede imod – hvem ved? ”Gud Herren gav mennesket den befaling: Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø.” (1. Mos. 2, 16-17)

Med den seneste udvikling er mennesket i færd med at indtage Guds plads. Mennesket skaber og genskaber ikke blot sig selv – men også Gud. Der er så at sige vendt op og ned på forestillingen om skaberen og det skabte.

Guds skaberværk troede vi på indtil oplysningstiden, hvor Gud blev afskaffet og verden affortryllet. Vores egen fortryllende genskabelse sker i radikal forstand lige nu for øjnene af os – måske endda uden at vi rigtig bemærker det eller tror på det. Uanset, rejser udviklingen en række spørgsmål, vi må forholde os til. Hvorfor gør vi det? Er det godt eller ondt? Hvem er det til gavn for? Den type spørgsmål er vigtige, selvom ingen måske rigtigt kan svare på dem.

Jo, det første spørgsmål er nemt at besvare: Vi gør det, fordi vi kan. Det rejser imidlertid blot endnu et spørgsmål: Skal vi altid gøre det, vi kan? For eksempel kan vi udslette alt liv på Jorden, men der er næppe nogen, som synes, det er en god idé.

Ligesom robotter kommer til at ligne mennesker, er der en tilsvarende modsat bevægelse. Mennesker kommer til at ligne robotter. Lad os et øjeblik rette blikket mod vores egen hjemlige andedam, for eksempel omsorgs- og sundhedssektoren. Her er alle procedurer og hjælpeprocesser nøje beskrevet, for at kommuner og regioner kan udlicitere dem i fri konkurrence. I beskrivelserne tages der først og fremmest hensyn til markedet.

Alle procedurer og hjælpeprocesser skal så at sige kunne sammenlignes af forskellige serviceudbydere, som derefter på lige konkurrencevilkår kan byde ind på opgaverne. I den virkelige verden betyder det, at vi reducerer den ældre, den handicappede eller den syge til en genstand, der skal have service efter en manual (lidt som når vi sender bilen på værksted).

De, der skal hjælpes, må ikke have andre behov end dem, der er beskrevet. Personlig hygiejne, fortæring, toiletbesøg og rengøring er lagt ind i en nøje afstemt tidsplan, som af konkurrencehensyn skal overholdes.

Ser vi på de mennesker, der yder servicen som sosu-assistenter, er der en tendens til, at de berøves deres medmenneskelighed, fordi de ikke må foretage sig andet end det, der er beskrevet. Opfylder de andre behov hos borgeren, forsvinder sammenligningsgrundlaget, og det kan være fyringsgrund. Der er således risiko for, at de, der skal hjælpe, reduceres til en slags empatiløse forprogrammerede robotter.

En tilsvarende tendens er der i store dele af vores borgerrettede offentlige service. Læger og andet sundhedspersonale reduceres i stigende grad til manualprogrammerede sundhedsrobotter. Omsorgspersonale til en form for omsorgsrobotter, og lærere til undervisningsrobotter. Alle berøves de på en måde deres medmenneskelighed, fordi arbejdet først og fremmest er styret af et køligt konkurrencehensyn. Alt skal kunne måles, vejes og kontrolleres.

Og så til fantasien, som inden længe måske vil blive overhalet af virkeligheden: Når menneske og robot i overskuelig fremtid er smeltet sammen, styrkes effektivitet og lønsomhed uundgåeligt. Det sker, fordi vi med tilførslen af kunstig intelligens undgår spildtid og andet spild. Hybriden mellem menneske og robot vil i sin fuldt optimerede udgave fungere rationelt og uafhængigt af menneskelige følelser og behov, som den er frisat fra.

Men hvorfor egentlig en hybrid mellem menneske og robot? Den intelligente robot vil efter en passende evolutionsproces fint kunne klare sig uden sin ”menneskedel”. Ydermere vil der i den rene robotudgave ikke længere være behov for fordyrende medmenneskelighed, fordi al menneskelig lidelse de facto vil være afskaffet.

Hybridperspektivet har så at sige mistet sin aktualitet. Robotten gør, som den skal, og er hverken tilfreds eller utilfreds, for den slags betyder ikke længere noget. Blip-båt, robotten er fuldkommen med mennesket som sin skaber. Og skaberen, der nu med sit fuldbragte værk har gjort sig selv overflødig, ser, at alt er såre godt.

”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven? Kvinden svarede slangen: Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø. Men slangen sagde til kvinden: Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt. Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste.” (1. Mos. 3, 1-6)

Der er forskel på klogskab og visdom. Skabningen er måske nok klogere end sin skaber – men er han også visere? Måske vil slangen endnu en gang få held til at friste mennesket over evne med Paradisets tillokkende forbudne frugt?

Finn Pilgaard Beyer er uddannet diakon og er stifter og indehaver af konsulentvirksomheden dinsamtalepartner.dk.