Den ældre skal styre, og den unge skal underkaste sig. Sådan hedder det i Platons ”Republikken”. De ældre havde tilegnet sig erfaring og klogskab gennem et langt liv, hvilket ifølge Platon gjorde dem særligt kvalificerede til at lede det gamle Athen og træffe de bedste beslutninger.
Man kaldte det for et gerontokrati, som er sammensat af ordene ældre og styre. I dag har vi erstattet geronto med demos, det græske ord for folket. Magten er fordelt ud over hele befolkningen, så de unge ikke udelukkende skal underkaste sig de gamle. Men det kan helt naturligt ændre sig, i takt med at den demografiske udvikling i dag har gjort befolkningen ældre.
”Tidligere har de gamle fået magt igennem deres økonomi. Det er historisk nyt, at de gamle også har magt i samfundet via stemmesedlen,” siger Karen Munk, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet.
Når vi taler om fremtidens Danmark, kommer vi ikke uden om spørgsmålet om, hvordan samfundet kommer til at se ud, når magten på den demokratiske vægt vejer tungest mod de ældste dele af samfundet. Bliver velfærdsflæsket serveret for den voksende og aldrende majoritet i det aldrende samfund? Eller får vi en helt ny forståelse af alderdom, når de ældre levere sundere og længere?
”Der kan potentielt være nogle generationskonflikter. De unge synes nogle gange, at de bliver forskelsbehandlet. Eksempelvis afslører boligpolitikken nogle kløfter, fordi det er utroligt dyrt for de unge at komme ind på boligmarkedet. Der kommer også behov for flere medarbejdere i ældreplejen, og der kan godt opstå spørgsmål om, om man skal investere i velfærd til børn eller ældrepleje,” siger Tine Rostgaard, professor i samfundsvidenskab på RUC.
Senere alderdom
Når vi lever længere, forudser forskerne, at det kommer til at påvirke vores livsfaser. Vi får længere tid til at udleve vores drømme, og vi får længere tid til at gennemgå transformationerne fra barn til voksen og fra voksen til ældre.
”I midten af 1960’erne var folk i fuld gang med at få børn, når de fyldte 21-23 år. I dag får folk børn meget senere, og det hænger sammen med, at man er meget længere under uddannelse og lever længere. Du forskyder simpelthen livet opad,” siger Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.
Det ændrede livsforløb kan betyde, at der går mange flere år, før folk betragter sig selv som gamle. Selvom man er fyldt 65 år eller 75 år, føler man sig måske slet ikke færdig med arbejdslivet eller decideret gammel – eller også føler man sig virkelig gammel. Alder bliver på den måde en følelse, som er skabt ud af vores forventninger til, hvilken identitet der er knyttet til en bestemt alder.
Tine Rostgaard peger på, at det faktisk slet ikke er så vigtigt for vores egen identitet at opfatte os selv som gamle, og på den måde kan den egentlige alderdomsfølelse blive skubbet frem til det tidspunkt i livet, hvor man kan mærke, at kroppen bliver mere slidt.
”I barndommen og ungdommen fylder alder rigtig meget for opfattelsen af ens egen identitet, men det at blive gammel er ikke nødvendigvis identitetsskabende. I stedet ser man typisk sig selv fastfrosset i en yngre udgave af sig selv,” siger Tine Rostgaard.
Hvad hvis vi bliver 100 år?
Vores samfund er indrettet efter tre faser: Først er vi børn og unge, hvor vi forbereder os på voksenlivet og danner os selv. Derefter træder vi ind i voksenfasen, hvor vi både arbejder og stifter familie. Til sidst går vi ind i alderdommen, hvor vi kan trække os tilbage fra arbejdsmarkedet og passe godt på os selv, fortæller Lone Grøn, professor i antropologi ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd:
”Dette livsfasesystem har en ekstremt stor indvirkning på velfærdsstaten, der er indrettet på, at vi får ret til forskellige ydelser og services ved bestemte årgange. Til gengæld forventes det også, at vi skal gøre nogle bestemte ting på andre tidspunkter i livet. Hvis hele det system rykker sig, er det en kæmpe forandring af vores samliv og hverdagsliv,” siger Lone Grøn.
Når vi kommer til at leve længere og møder de reelle transformationer senere i livet, må vi også spørge os selv om, hvad vi så skal bruge det længere liv på.
Fremtidsudsigten er, at mindst halvdelen af de børn, der i 2007 blev født i Vesten, kommer til at fejre fødselsdag i 2107, skriver Lynda Gratton og Andrew J. Scott i bogen ”The 100-Year Life: Living and Working in an Age of Longevity”. I mange år har vi vidst, at vi ville komme til at leve længere, men alligevel har de vestlige samfund stort set ikke ændret sig, mener de to professorer fra London School of Economics.
Hvis vi ikke omtænker de livscyklusser, som ligger til grund for vores samfundsindretning, kan vi ende ud i to negative scenarier, siger de: Enten går folk så tidligt på pension, at vi slet ikke har råd til at opretholde det nuværende velfærdssamfund. Eller også hæver vi pensionsalderen, men det kan gå ud over folks mentale og fysiske helbred, hvis folk skal blive meget længere tid på arbejdsmarkedet. Derfor er vi nødt til at tale om, hvordan vi skal leve et længere liv.
”Nu har menneskeheden fået mange flere år at leve i, mens de er velfungerende. Det er i virkeligheden fantastisk, for folk ville slet ikke kunne leve så længe, hvis de ikke havde et sund krop og et sundt hoved. Men vi må også spørge os selv om, hvad den ekstra levetid skal bruges til,” siger psykolog Karen Munk.
Hun påpeger, at vi er nødt til at gøre op med den forældede historie om, at man bliver gammel og svag, når man runder de 65 år, og at det derfor er tid til at komme på pension. For hele den nuværende samfundsstruktur er bygget op omkring, at vi dør langt tidligere, end vi rent faktisk ender med.
”Ældregruppen er meget forskelligartet. Der er de svage og syge gamle, som skal have omsorg, men der er i den grad også de raske. Alligevel bygger samtlige politiske partier deres ældrepolitik efter, at når man rammer en bestemt alder, bliver man svag og har brug for pleje. Vi andre skal så vise vores taknemmelighed for, at de har opbygget det samfund, vi andre har så meget glæde af, ved, at de får fri, har det godt og lever en god sidste tid, hvor de ikke har mange andre forpligtelser end at tage deres børnebørn op på skødet,” siger Karen Munk.
På vej mod arbejdssamfund
I takt med at middellevetiden kommer til at stige, kan svaret på, hvordan livet skal leves, blive mere forskelligartet. For nogle er en tidlig tilbagetrækning nødvendig, hvis man har arbejdet med hårdt fysisk arbejde i en lang årrække. Andre kan arbejde meget længere, end hvad pensionsalderen tilsiger.
”De pensionsreformer, som hæver pensionsalderen, i takt med at middellevetiden stiger, bygger på en præmis om, at alle er sunde og raske, så de kan arbejde, indtil de når pensionsalderen. Det gælder bare ikke for alle,” siger Per H. Jensen, professor ved projekt Seniorarbejdsliv og Carma, Aalborg Universitet.
”Mange af dem, der bliver længere tid på arbejdsmarkedet, har en lang uddannelse, og deres arbejde er en vigtig del af deres identitet. På den anden side bliver kortuddannede folk skubbet ud af arbejdsmarkedet, fordi de enten har dårligt helbred eller er uønskede på arbejdsmarkedet.”
Arne-pensionen, der gav nedslidte arbejdere mulighed for at gå tidligere på pension, var et forsøg på at imødegå denne ulighed. Man burde indføre fleksible pensionsordninger, men dette er i praksis meget svært, mener Per H. Jensen:
”Vi er på vej ind i et arbejdssamfund, hvor vores tilværelse tilrettelægges efter arbejdsmarkedets behov, hvilket betyder, at menneskelige behov underordnes arbejdsmarkedet og økonomiens imperativer.”
”Når vi regner på, hvad der kommer til at være af udgifter til folkepension, plejehjem og sundhedsvæsen, kommer fremtidens pensionister til at være netto-bidragsydere til samfundet. Den skat af arbejdsmarkedspensionen og moms, de kommer til at betale som pensionister, overstiger udgifterne. Derfor er det ikke et økonomisk problem,” siger Per H. Jensen.
Han har udregnet et såkaldt break even for, hvornår man får udbetalt nok i arbejdsmarkedspension, så man igennem hele pensionisttilværelsen ender med at betale mere til statskassen, end man får igen. For enlige ligger skæringspunktet på 240.000 kroner om året. For samboende ligger beløbet på 208.000 kroner.
Husk børnebørnenes behov
Selvom økonomien, der skal finansiere det aldrende samfund, tegner til at blive et mindre problem, end man tidligere har frygtet, ændrer det ikke på, at de ældre får en voksende politisk magt. Det kan skabe konflikter mellem generationerne, hvis de ældre ikke også tager hensyn til de yngre generationer, som på sigt kommer i politisk undertal, fortæller psykolog Karen Munk. Kløften kunne eksempelvis tydeligt ses, da briterne skulle stemme om Brexit i 2016.
”Hvis befolkningen over 60 ikke havde fået lov til at stemme, var Brexit aldrig blevet gennemført. Men det er er de unge, som skal leve med konsekvenserne af, at briterne har meldt sig ud af EU, ligesom de kommer til at leve med konsekvenserne af den klimakatastrofe, som især blev skabt i det 20. århundrede,” siger Karen Munk.
Lone Grøn fra Vive tror også, at hvis respekten for de ældre skal bevares, kræver det, at man har et bredere udsyn til de øvrige generationer og viser, at man kerer sig om at efterlade samfundet i en god stand.
”Vi ved fra antropologiske studier af ældre andre steder i verden, at de kun har været indflydelsesrige eller respekterede, hvis de har bekymret sig om og varetaget generationernes og samfundets fortsatte beståen. Det er vigtigt, at de ældre ikke kun koncentrerer sig om at skaffe flere velfærdsressourcer til deres egen generation, hvis det betyder, at pengene skal tages fra skolerne eller børneområdet,” siger hun.
Tine Rostgaard, professor i samfundsvidenskab på RUC, tror dog, at mange ældre vælgere også har et særligt blik for at sikre, at goderne bliver fordelt på tværs af generationerne.
”De har jo børnebørn i skolerne og kan på den måde godt se problemerne, hvis man kun giver goderne til de ældre. Men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer. Unge oplever måske mere de negative konsekvenser ved et overvågningssamfund end ældre, der kan være mere interesseret i trygheden, som kan følge med øget overvågning.”