Det engelske ord for præst er vicar, vikar. Vi nærmer os i dagens Danmark en situation, hvor vi måske ikke taler om en vikar, men om en delepræst, der dog i lokalområderne let kan opfattes som en vikar. I århundrederne efter Reformationen kendte man til løbedegne, som måtte betjene flere sogne.
Den danske folkekirke forvalter en uvurderlig del af vores kulturarv, nemlig kirkerne, og deres århundredlange eksistens skyldes udelukkende, at bygningerne, modsat de verdslige fra slotte til bøndergårde, har været ramme om et ganske vist vekslende, men konstant religiøst brug.
Men husk på, at bygningerne, deres vedligeholdelse, fornyelse og udsmykning gennem otte hundrede år har været varetaget af verdslige interesser.
I senmiddelalderen var mange sognekirker uden residerende præst. De blev betjent af vikarer. Et stort antal kirker var henlagt til klostre eller domkirker, og talrige præster besad flere spredte embeder. I 1400-tallet havde Viborg Stift ikke mere end én præst til hver fem kirker. I flere danske herreder var der kun 2-3 præster til 14-16 sogne.
Det førte ikke til tætte relationer mellem hyrde og flok. Det er sigende, at der omkring de store klostre ikke findes en eneste gammel præstegård, for der var ingen præst, kun en ordineret munk, lad os kalde ham løbepræst.
Set fra mit synspunkt, som fokuserer på bygningerne og deres forunderlige udsmykning, må det understreges, at kirkerne på godt og ondt har været underlagt verdslige interesser, de folkevalgte værger i senmiddelalderen og sidenhen de godsbesiddende kirkeejere samt utallige enkeltpersoner, gilder og lav. Det er dem, som har varetaget kunst og arkitektur. Den katolske og senere den lutherske kirkeinstitution har derimod garanteret bygningernes eksistens.
Vor tids demografiske ændringer er ved at aktualisere de gamle forhold. Et svindende kirkeligt brug, alternativt lukning af en kirke er katastrofalt for bygningerne, som jeg til ærgrelse for mange præster og menighedsråd kalder for Danmarks største kunst- og kulturhistoriske museum, bare og heldigvis decentralt.
Men det er som levende museum, kirkerne har en betydning, uafhængig af lokalbefolkningens størrelse. Det er mere end nogensinde kunsten og arkitekturen, der bliver en hovedhjørnesten i kirkernes fortsatte liv.
Biblioteker, skoler og de lokale brugser nedlægges, gårde og huse står som faldefærdige forladte spøgelser. En kirkelukning styrer i samme retning, uanset at bygningerne fredes. Buderup Kirke ved Skørping er et sigende eksempel. I 1907 blev den erklæret ødekirke. Nationalmuseet overtog den og bevarer den netop som ødekirke. Den lider en krank skæbne. Kun udlejning til kulturelle formål giver den åndedræt om sommeren.
Kirke og museum er forbundne kar. Når den første funktion svinder hen, bør den anden fremmes. Det er også et spørgsmål for Kulturministeriet. Kirkebesøg betyder uanset formål noget for vores 2.000 bygninger, som med deres udsmykning udgør Danmarks væsentligste stykke kulturarv.
Axel Bolvig,
professor,
Lavendelstræde 9, 2.th,
København K