Prøv avisen

Fremtidens flæbeferie

Uagtet de seneste måneders fokus på olieprisens himmelflugt som følge af begyndende oliemangel valfarter vi som dresserede trækfugle i brølende aluminiumsdåser til Costa del Bradepande, for der som slaskede stykker bacon at blive sprøde i solen. - Foto: Amanda Sutherland

Sommertid er charterferietid, og mange valfarter sydpå, men meget snart vil disse ture dog ende, når olien ophører med at flyde frit

Det er sommer. Det er charterferietid. Uagtet de seneste måneders fokus på olieprisens himmelflugt som følge af begyndende oliemangel valfarter vi som dresserede trækfugle i brølende aluminiumsdåser til Costa del Bradepande, for der som slaskede stykker bacon at blive sprøde i solen.

Vi skal væk hjemmefra. Langt væk fra vore samtalekøkkener, i hvilke den daglige mangel på samtale gør os ilde til mode. Vi skal ud at opleve verden, føle verden, forbruge verden. Vi skal ud at samle indtryk. Mætte kameralinserne, så vi kan vende hjem som erobrere og berette vidt og bredt om vor efterabede originalitet. Vi skal væk fra os selv, koste hvad det vil. Giv os et truthorn i øret, hellere end stilhed. Træk os på en mørnet gummibanan bag ved en speedbåd, hellere end stilstand.

Meget snart vil denne vores flugt dog ende. Olien vil ophøre med at flyde frit, flyene vil falde ned fra himlen. Der vil være dømt Terrasse del Casa. Brokkeriet og klynkeriet garneret med de bedste årgange flæberi vil være uden ende. Panikken vil tage til, for hvad skal vi dog stille op med hinanden? Hvem der er voksne, og hvem der er børn, vil kun fødselsattester kunne afgøre.

Men forinden vil også vi, som om vi havde tin i vore hoveder, sende et par soldater i en ubåd ned på Polarhavets bund for der at plante et flag rødt og hvidt med banderole og hele pivtøjet, måske akkompagneret af en transistorradio i en forseglet plasticpose på bedste beskub brølende Kong Kristian stod ved højen mast ud til et par forundrede fladfisk så vi kan påberåbe os ejendomsretten over den resterende mængde olie.

Og skulle disse vore ædle bestræbelser trods alt fejle, så kan vi vel altid finde sikkerhed i teknologien. Der er nok et eller andet sted på dette vores våde klippestykke på vej rundt om en ganske gennemsnitlig stjerne i en ganske gennemsnitlig galakse en bleg, solforsagende nørd af en videnskabsmand med blodsprængte øjne, hornbriller og uglet hår, der vil kunne redde os. Han vil kunne trylle for os, akkurat som Klokkeblomst kan trylle for Peter Pan. Han vil kunne bryde naturlovene og skabe energi ud af ingenting. Vor tids Messias.

Men forinden vil også vi, velsagtens, i stedet for vindmøller, der generer vore sarte nethinder, rejse det ene atomkraftværk efter det andet. Måske vil vi stille os tilfredse med at blive radioaktivt selvlysende frem for åndeligt oplyste mennesker, for ikke alene kan vi herved undgå at møde os selv, vi kan så også ses i mørke, hvorved det bliver lettere for os at undgå at falde over hinanden i vore ihærdige forsøg på at få lov til at stå i vejen for hinanden.

Som kronen på værket af tre milliarder års vedvarende forplantning på vores klode er der således meget, som vi sammen med resten af menneskeheden kan være stolte af. Der skal kun et lille ekstra skvæt af intethed til, før vi er nået til et punkt, hvor vi mentalt kan begynde helt forfra. Og hvem vil ikke gerne have en ny chance?

Tænd for fjernsynet, sluttet til atomkraftværkerne, og lad talentløshedens altopslugende intethed flyde uhindret. Føl den rare følelsesløshed. Åben en flaske vin fra den modsatte side af kloden, brøl et primalskrig og lad fornuften blot forblive et fjernt minde.

John Fredsted,
teoretisk fysiker,
Søskrænten 22,
Stavtrup,
Viby J