Prøv avisen

Fremtidens teologer. Modenhed til præsteembedet kræver tid

DET ER FOR FÅ studenterrøster, der er kommet til orde i den aktuelle debat om teologistudiernes fremtid.

Her kommer så én en københavnerstemme, der også vil synge sammen med de fleste andre stemmer fra folk med tilknytning til Det Teologiske Fakultet i København.

Jeg nærmer mig hastigt en afslutning på mange efter nogles mening nok lidt for mange års spændende studier, og jeg glæder mig til at komme ud på den anden side og anvende alt det, jeg har lært.

Dekan Steffen Kjeldgaard-Pedersen har nemlig ret, når han siger, at studenterne vil have den ægte vare. Det vil jeg i hvert fald, og det gælder også langt de fleste af mine venner på fakultetet. For det er den klassiske, solide teologiske fagligheds kombination af bredde og dybde, der gør teologistudiet til et fantastisk studium.

Bredden ligger både i kernefagenes meget forskelligartede karakter og i de enorme muligheder, de giver for at inddrage og forholde sig til snart sagt enhver anden videnskab på markedet. Dybden ligger i det privilegium, teologien har, at den kan tage nærmest ethvert emne op. Intet er for stort, og intet er for småt, fordi kristendommen har med livet i alle dets afskygninger at gøre.

MEN DYBDEN LIGGER også i de redskaber, studiet forsyner en med, redskaber, der gør kandidaten i stand til at sætte sig ind i en hvilken som helst teologisk diskussion på dennes mest fundamentale niveau man er så godt som aldrig henvist til at nøjes med det sekundære perspektiv. Det er denne sidste, meget værdifulde egenskab ved studiet, der nu ser ud til at være under pres i hvert fald på fakultetet i Århus.

Debatten om studiets fremtid har i øvrigt været præget af en sammenblanding af to diskussioner. For det første er der problemet med, om de færdiguddannede kandidater opfylder de krav, folkekirken gerne vil stille til en præst i dagens Danmark. For det andet er der det katastrofalt lave optag af nye studerende på de teologiske fakulteter i 2008. Til det sidste er der blot at sige, at en revidering af studiets kernestof, hvordan end man nu tænker sig at gøre det, ikke med et trylleslag vil trække flere studerende til. Enhver, der har mødt en årgang af nye studerende og kender lidt til deres motiver for at vælge studium, ved, at dette argument simpelthen ikke holder.

DET FØRSTNÆVNTE problem hænger derimod i høj grad sammen med studiets indhold. Men hvad er det, kandidaterne ikke kan, som folkekirken gerne vil have? Biskop Kjeld Holm savner hos kandidaterne en samtidsbevidsthed, en evne til at formidle en stor bibelsk og historisk viden, som kandidaterne virkelig har. Det er naturligvis alvorligt, selvom formidling af bibelsk og historisk viden vel næppe bør være en præsts hovedopgave. Det primære er vel at forkynde evangeliet i ord og handling, som Thorkild S. Laursen har formuleret det her i avisen. Og dette kræver naturligvis en samtidsbevidsthed og evnen til at tolke verden og tilværelsen teologisk eller med andre ord kræves der en vis teologisk modenhed.

Måske mangler de senere års kandidater noget på dette felt, men det skyldes altså ikke studiets indhold, eller at man har spildt tiden på at lære hebraisk. Det skyldes snarere, at studenterne fra alle sider bliver presset til at komme hurtigere og hurtigere igennem studiet og derfor ikke får tiden til at gøre studiet til en personlig, teologisk dannelsesrejse. Det er nemlig sådan, man opnår teologisk modenhed. Den slags er ikke noget, man får foræret på et enkelt formidlingskursus.

Når jeg bliver cand.theol. til næste sommer, har jeg været ni år om det. Havde jeg kun brugt de normerede seks, var der med sikkerhed kommet en dårligere præst ud af det. Det er først i de seneste par år, jeg har udviklet den modenhed, der kræves i embedet. Nu glæder jeg mig til jobbet, til at investere mig selv og min teologi i det for det er sådan, en præst formidler sin lærdom og ikke på baggrund af en tilfældig, moderne lærebog i kommunikation.

Karsten Farup Hansen,
stud.theol.,
Østrigsgade 33, st. th.,
København S