Hun lagde den frem i et essay i det seneste nummer af magasinet The Atlantic, og den blev med 750.000 unikke læsere hurtigt det mest læste nogensinde på Atlantics netudgave.
Bekendelsen har indtil videre fået 140.000 Facebook-kommentarer og diskuteres livligt i både Washington Post, på CNN og Slate og fik sågar en magasinforside i New York Times.
LÆS OGSÅ: Feminister i totterne på hinanden over hårfarve
Emnet er da også et, som får lidenskaberne til at flamme op på begge sider af Atlanten: kvinder, karriere og (ondt i) familien. Forfatteren er Anne-Marie Slaughter, født 1958, professor i international politik ved Princeton og en hyppigt brugt analytiker i amerikanske medier.
Hun var udlånt fra Princeton til Det Hvide Hus fra 2009 til 2011, og da perioden lakkede mod enden, stod hun og sippede champagne ved et cocktailparty med Michelle og Barack Obama. Her slog det ned i hende, at hun ikke kunne fortsætte, som hun gjorde. Og hun besluttede at skrive artiklen Hvorfor kvinder stadig ikke kan få det hele.
Slaughters mand, der også underviser på Princeton, tog sig af parrets to sønner på 12 og 14 år. Den ældste var ved at få store problemer i skolen, og han talte ikke længere til sin mor, når hun i weekenderne var hjemme fra Washington. Så Anne-Marie Slaughter besluttede sig for alligevel ikke at søge en karriere i Det Hvide Hus.
Når hun fortalte kvindelige kolleger om sin kommende artikel, blev hun fra alle sider mødt med bestyrtelse. En rollemodel som hun måtte under ingen omstændigheder sende et sådant forfærdeligt signal til yngre generationer.
Jeg blev stadig mere klar over, at den feministiske tro, jeg havde bygget hele min karriere på, skred under fødderne på mig, skriver Slaughter. Hun havde altid smilet overlegent ad kvinder, der tog orlov eller neddroslede karrieren af hensyn til teenagebørn derhjemme. Nu var hun selv blevet en af dem.
Kvinder af min generation har klynget sig til det feministiske credo, vi er opdraget med, selv når det løbende tyndede ud i vore rækker på grund af uløselige spændinger mellem familie og karriere. For vi var besluttede på at holde fanen højt for næste generation. Men når mange af de yngre kvinder er holdt op med at lytte til os, fordi det uafbrudt gentagne du kan godt nå det hele simpelthen er sminke over virkeligheden, da er tiden kommet til at tale ærligt.
Slaughter kommer også med en række løsningsforslag, alle dog noget luftige: Man kan arbejde mere hjemmefra, sådan som ny teknologi giver mulighed for. Man bør som mor indlægge perioder, hvor man midlertidigt takker nej til forfremmelser.
Karrieren bør ikke kulminere i alderen fra 45 til 55, men omkring fem år senere, når børnene flyver fra reden. Det er muligt, fordi kvinder i dag bliver ældre end før og har lyst til at strække karrieren.
Man skal inddrage fædrene mere. Og man skal i samfundet sætte mere pris på de skæve vinkler, en kvinde samler op, når hun er sammen med sine børn. Slaughter kalder det ikke-lineær tænkning og uforudsigelighed, randomness. De bøger, jeg har læst med mine børn, de fjollede film, jeg har set, de spil, jeg har spillet, spørgsmål, jeg har svaret på, og mennesker, jeg mødte, da jeg var hos børnene, har udvidet min verden.
Karrierekvinder i USA følger tydeligvis et andet mønster end danske. De allerfleste går åbenbart hjemme i barnets første to-tre leveår, men derpå sætter de turbo på med arbejdsuger på 60-70 timer. Så man kan forstå, at problemerne først melder sig, når børnene når teenagealderen. Som for Slaughter selv.
Nu har hun tændt en brand i den amerikanske debat, og det fyger med argumenter. Og imens diskuterer man i Storbritannien med tilsvarende lidenskab en udtalelse fra den Oxford-uddannede tv-historiker Lucy Worsley, der i radioen for nylig erklærede, at hun var blevet uddannet ud af den naturlige, reproduktive funktion. Hun nød derfor at være barnløs. Jeg kan bruge min tid på ting, jeg kan lide.
Stor forargelse brød ud, og Worsleys støtter ilede hende til undsætning med en tvivlsom forsikring om, at hun havde ment replikken humoristisk. Feltet er spækket med miner og stærke følelser.