Så var der i radioen et par mødre, der beklagede sig over at gå mutters alene uden at have andet at tage sig til end at passe deres babyer og så alligevel ikke have kræfter tilovers til ret meget andet. Det var forfærdelig kedeligt, det var udmarvende, det føltes som ”hjernespild”.
Jeg hørte bare denne optakt, men mon ikke de allerede dermed havde lagt i kakkelovnen til sig selv? Hvor ivrigt de end måtte bedyre, at de elskede deres afkom, så kunne forargelsen i det hellige moderskabs navn vel så ganske ubesværet finde ben at gå på.
Havde vi ikke her igen en overforkælet ungdom, der nyder godt af velbetalte, uhørt lange barselsorlover, og som så endda jamrer over, at den ikke når som helst kan sidde på café? Ja, værre endnu: Barnemødre, der åbenbart har mistet alle dybe og sande instinkter til fordel for, hvad de mener at have af hjerner, som guderne må vide, hvad de ellers ville og kunne bruge til.
Nå ja, skulle ressentimentet over egen mangel på forkælelse svinge sig så højt, så måtte også en forstående stemme melde sig. Om ikke fra andre, så fra mig, hvis jeg tilfældigvis havde været til stede, og jeg ville for det første havde hyldet de unge kvinder for deres mod til dette meget enkle og meget svære: At sige det, som det er. Og for det andet have givet dem ret i, at de er havnet i en situation, der er uegnet for mennesker, både børn og voksne, og derfor virkelig bør ændres.
Problemet er let at formulere, løsningen kræver til gengæld altomfattende ændringer, hvis man med ”alt” vil forstå familie- og erhvervslivet og vores indretning af begge.
Børnepasningen og børnenes liv i det hele taget er blevet adskilt fra det øvrige samfundsliv, ligesom, i den anden ende, ældreforsorgen og de sidste leveår.
Sådan forholdt det sig som bekendt ikke i de – hvad dette angår – gode, i det mindste bedre, gamle dage. Alle generationer var jo da samlede ikke alene i de samme boliger, men oftest også på de samme arbejdspladser – værksteder, stalde og marker og landingspladser.
En livsform, der nok hæmmer den økonomiske effektivitet. Arbejdsgangene blev alle vegne forstyrret af de små, man var ved at falde over, og af de gamle, der kunne være langsomme til at komme af vejen, og frem for alt af deres snak, deres evindelige pludren og råben og måske lidt for rigelige leverancer af visdomsord.
Skal de unge mødre, og/eller fædre, nu reddes ud af deres kedsomhed og sikres mod yderligere hjernespild for straks igen at kunne tage del i det almindelige samfundsliv, så må deres arbejdspladser ikke desto mindre gøres parate til at tage imod dem med deres babyer. De må indstille sig på, at de unge forældre ikke kan få udrettet helt så meget i de timer, de er der, og først og fremmest på, at de i en årrække slet ikke vil være der i ret mange timer.
I stedet for den totale og – for nogle og måske mange – trættende og deprimerende arbejdsfrihed med dertilhørende isolation i måned efter måned, bør arbejdstiden for begge forældre i deres børns første leveår sættes kraftigt ned.
Hvis de efter den første måneds tid kunne genoptage deres arbejde nogle få timer om dagen, og altså også have mulighed for at tage børnene med, så ville de små få mere fornøjede forældre, og de to har, når de for fuld kraft vender tilbage, kunnet følge virksomhedens udvikling og bevare den tætte kontakt til deres kollegaer.
Og virksomhedernes effektivitetshensyn? De vil sandsynligvis, når de efter nogen tid igen begynder at regne på det, finde frem til, at de næppe har tabt ved at have deres medarbejdere hos sig uden lange afbrydelser. Og de vil muligvis allerede have erfaret, under møderne om fremme af salget af ydelser og dingenoter, at vindstyrken i deres brainstorming knap løjer af, fordi et barn nu og da kommer og vil vise en tegning eller stille et spørgsmål om universets oprindelse.
Og for resten heller ikke, hvis bedstefar og oldemor sad med ved bordet og fortalte et og andet om mennesker, alias kunder, der ikke i bund og i grund forandrer sig i samme hast som markedsføringsteorier.
Men føj for noget utåleligt verdensfjern og romantiserende snak!
Jo, jeg hører det, der bliver snerret og hvæset, især af de sådan omkring 40-årige, tror jeg. Dem, der i deres skoletid blev påført svære lidelser af lærerzombier, der uafladeligt aflirede deres 70’er-evangelium om kapitalismens snarlige sammenbrud.
De tog fejl, det står lysende klart for os alle, men kan vi alligevel ikke snart igen, uden al ophidselse, tale alvorligt om mulige ændringer af denne økonomi og dens forkrøbling af for meget af den menneskelige eksistens?
Vi står stadig med det simple og, jeg véd det, i dets hjertebævrende enfold patetiske spørgsmål, men alligevel: Pengene eller livet
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .