Sognepræst: Fri os for ”befrielsen” af gudstjenesten

Man får mistanke om, at teaterdirektør Per Smedegaard hverken bryder sig om kristendom eller kirken, så nedladende som han beskriver den kristne gudstjeneste, skriver Merete Bøye

"Man får mistanke om, at Smedegaard hverken bryder sig om kristendom eller kirken, så nedladende som han beskriver den kristne gudstjeneste. Det er sådan noget med sur vin og præster med ryggen til," skriver sognepræst Merete Bøye.
"Man får mistanke om, at Smedegaard hverken bryder sig om kristendom eller kirken, så nedladende som han beskriver den kristne gudstjeneste. Det er sådan noget med sur vin og præster med ryggen til," skriver sognepræst Merete Bøye. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Fanden er løs for Svalegangens direktør, Per Smedegaard, thi han er kommet for skade at forvilde sig ind i en kirke, hvor han ikke fandt en tværæstetisk og interaktiv oplevelse, hvad det så end betyder (se Kristeligt Dagblad den 17. februar 2016).

Teaterdirektøren kan nemlig ikke forstå gudstjenestens ”spilleregler”, og man kan åbenbart ikke forlange af voksne mennesker, at de ved egen kraft sætter sig ind i, hvorfor man gør, som man gør. Det kunne ellers tænkes, der er en grund til, at kirken gør, som den har gjort i 2000 år med kun få justeringer. Det kunne måske være, det er fordi, den form, gudstjenesten har, er langtidsholdbar.

Man får mistanke om, at Smedegaard hverken bryder sig om kristendom eller kirken, så nedladende som han beskriver den kristne gudstjeneste. Det er sådan noget med sur vin og præster med ryggen til.

Han er et eklatant eksempel på, hvordan kulturlivets repræsentanter er totalt uinteresserede i kirken, på nær når de kan bruge kirkerummet til egen iscenesættelse.

Som skarpe iagttagere har påpeget de seneste 10 år: ”Kirken eksisterer ikke for kunsten, mens kirken er åben, næsten tilbedende, over for og af den selvsamme kunst.” (Nyt Babel #8).

Det er da heller ikke evangeliets forkyndelse (det, som kirken er til for), der virkelig interesserer Smedegaard. Nej, han ønsker at iscenesætte det moderne menneskes udfordringer på tværs af trosretninger og livsfilosofier. Og for en gangs skyld bliver det ”en gudstjeneste, hvor alle synger med”, spår han visionært, før bjørnen er skudt.

Gad vide, hvor mange gange Per Smedegaard har været i kirke i sit liv, siden han ved så sikkert, at ingen gider synge med på de dødssyge gamle salmer – og at det bliver bedre med hans iscenesatte teatergudstjeneste?

Per Smedegaard forestiller sig, at han skal gentænke gudstjenesten. Han skal simpelthen stå for noget helt nyt og banebrydende. Sådan noget, hvor kirketjeneren kan være en danser, musikken rytmisk, nadveren en gastronomisk oplevelse, og præsten ikke behøver at være iført sin sorte kjole.

Man må skuffe teaterdirektøren med, at sådan noget skam allerede findes. Han er faktisk kommet for sent. Det er allerede helt ”oldschool”. Der findes både zumba-gudstjenester, strip-, disco- og technogudstjenester. Nogle steder er der endda også mulighed for at rappelle ned ad kirketårnet, så der er virkelig noget for enhver smag.

Resultatet er, at mange såkaldte tærskler er sænket eller helt væk. Mange dogmer er opgivet til fordel for blød humanisme. Kristendommen er mange steder blevet til pæn kultur, livspoesi eller er opløst i moral. Fornyelse og oplevelseskultur er implementeret. Man forsøger sig med visionsgrupper, branding, synlighed og logoer. Ja selv for den friskeste eventmager er der således ikke længere noget at komme efter.

At niveauet nu har nået kvalmegrænsen, også for andre end sure præster og gamle tanter, er vist slet ikke gået op for Per Smedegaard. At det heller ikke har fået flere til at gå i kirke, og at det ikke har forhindret nedgang i medlemstallet både her i Danmark og i udlandet, er en helt anden sag.

Det mest komiske er, at såvel Per Smedegaard som domprovsten i Aarhus kalder dette miskmask for et luthersk anliggende. Det er rigtigt, at Luther ønskede at rense gudstjenesten for fremmedgørende elementer – men det var netop al gejlet, Luther ønskede ud af kirken. Al ydre pragt. Alt tamtam, røgelse, duft og opstyltet krukkeri. Alt det, der fjernede fokus fra at prædike og lære Guds ord, hvilket for Luther er gudstjenestens eneste berettigelse.

Evangeliets forkyndelse og syndernes forladelse går måske af og til en smule af mode, især i opgangstider, men den bliver aldrig irrelevant. I dag ser vi en, for nu at udtrykke det i et sprog, som Per Smedegaard kan forstå, øget efterspørgsel efter faste traditioner. Især de unge ønsker en alvorlig kirke, der ”står fast”.

I øvrigt er det det samme, vi ønsker af teateret. Vi er trætte af innovativt, eksperimenterede totalteater med skjulte politiske budskaber. Vi ønsker et teaterstykke, der for en gangs skyld ikke er autentisk og tværæstetisk. Mere Holberg og Shakespeare – mindre dødssygt totalteater. Så kunne det være, folk gad gå i teateret, og man slap for halvtomme teatersale.

Merete Bøye er sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk