Prøv avisen

Fri os fra det lykkelige liv. Det gør os selvtilfredse og rimer dårligt på kristendom

Kun få danskere har det virkeligt dårligt, og lykke er i den forstand fraværet af ulykke. Men skal vi være glade for denne lykke, spørger cand.mag. i filosofi

Gang på gang kåres danskerne til verdens lykkeligste folk. Men spørgsmålet er, om vi skal være særlig glade for denne lykke? For hvem siger egentlig, at det nødvendigvis er noget godt, skriver Johannes Aakjær Steenbuch, ph.d.-stipendiat, cand.mag. i filosofi

DANMARK ER igen nummer ét på en international liste over verdens lykkeligste folk. Endnu engang! Ifølge Meik Wiking fra tænketanken Institut for Lykkeforskning, handler det om, at vi er gode til at reducere ekstrem ulykke (DR Nyheder den 9. september). Kun få danskere har det virkeligt dårligt, og lykke er i den forstand fraværet af ulykke.

Det betyder vel at være tilfreds. Det er især ting som tryghed, tillid, velstand og frihed, der bidrager til danskernes lykke. Men spørgsmålet er, om vi skal være særlig glade for denne lykke? For hvem siger egentlig, at det nødvendigvis er noget godt?

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi det ikke bedre, når vi har det så godt?

Den filosofiske præmis for lykke-idealet er, at lykke har værdi i sig selv. Det er en klassisk idé inden for den filosofiske etik. De gamle grækere så lykke som meningen med livet. En handling er rigtig, hvis den bidrager til lykke, og et menneske er dydigt, hvis det er i stand til at leve det lykkelige liv, mente Aristoteles.

Mennesket er et organisk væsen, som kan udfolde sig under de rette betingelser. Lidt ligesom et frø kan blive til et stort træ, hvis det får nok sol, vand og næring. Mennesket blomstrer, hvis det lever sammen med andre i et velordnet samfund og får de rette fysiske og intellektuelle stimuli. Sådan et lykkebegreb er humanistisk, fordi det tager udgangspunkt i mennesket selv.

Da kristendommen kom til verden, blev denne forestilling om livets mening rystet i sin grundvold. Kristendommen forkyndte, at den eneste vej til sand lykke, eller salighed, som det hedder i Bjergprædikenen, går gennem lidelse og tab. Ikke gennem vækst, men gennem brud. Ikke gennem selvudfoldelse, men gennem selvfornægtelse. Ikke gennem liv, men gennem død: Den, som vil frelse sit liv, skal miste det, siger Jesus i Markusevangeliet.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er danskerne så lykkelige?

Det hjælper ikke noget at vinde hele verden og miste sit liv. Pointen er vel, at når vi er for tilfredse med, hvad vi har nu og her, mister vi sansen for, hvad Gud vil give os. Salige er de fattige, siger Jesus i Lukasevangeliet. I Den nye aftale hedder det, at de fattige er heldige. Det er egentlig meget passende, for det handler ikke om, at fattigdom er en dyd, at det skal forstås åndeligt, eller som et uopfyldeligt krav, hvad man ofte har gjort.

Det handler helt konkret om, at hvem der end i dette øjeblik måtte befinde sig i fattigdom, nød og, ja, ulykke, dét er netop den, der formår at se frem til, at Guds rige bryder ind i vores virkelighed.

Der er altså afgørende forskel på det humanistiske lykkebegreb og kristendommen. Sidstnævnte tager udgangspunkt i Gud, ikke mennesket. Det er vigtigt at huske, når vi diskuterer kristendommens betydning for dansk kultur, og om den er en dansk værdi.

LÆS OGSÅ
: Danskerne er gode til at se glasset som halvt fyldt

Det har vi jo hørt ofte de senere år. Når vi måler vores lykke og sammenligner med andre lande, gør vi ikke andet end at bekræfte os selv i et humanistisk verdensbillede. Det er nok rigtigt, at mange afrikanske lande er dybt ulykkelige ifølge vores begreber. Men det siger ikke særlig meget om, hvorvidt vi har noget at være stolte af.

Som stjernerne om natten kun ses, når vi slukker vores egne kunstige lys, ses Guds virkelighed kun, når vi ikke er for optagede af vores egne små virkeligheder. Det betyder ikke, at vi skal dyrke mørket og melankolien. Slet ikke. Lidelse har ingen værdi i sig selv. Men vi må aldrig blive for selvtilfredse med vores angivelige lykke, vores velstand, tryghed og velfærd. For så mister vi blikket for, hvad der ligger uden for vores egen lille virkelighed.

Johannes Aakjær Steenbuch er ph.d.-stipendiat, cand.mag. i filosofi