Mette Bock: Fri os fra sindelagskontrol

Sindelaget skal være frit. Giver vi først køb på denne helt grundlæggende værdi i et liberalt demokrati som det danske, er vi for alvor på vildspor. Det er, når stormene raser, at rorets styrke skal vise sig, skriver Mette Bock i kanten

Vi skal selvfølgelig opstille klare kriterier for, hvad der skal til for at opnå dansk statsborgerskab. Og det siger sig selv, at alle borgere i dette land, uanset om de er danske statsborgere eller ej, skal overholde dansk lovgivning. Men sindelaget skal være frit, mener Mette Bock (LA).
Vi skal selvfølgelig opstille klare kriterier for, hvad der skal til for at opnå dansk statsborgerskab. Og det siger sig selv, at alle borgere i dette land, uanset om de er danske statsborgere eller ej, skal overholde dansk lovgivning. Men sindelaget skal være frit, mener Mette Bock (LA). Foto: Cicilie S. Andersen.

Mette Bock: Der er altid grund til atvære på vagt, når politikere lader sig rive med af en aktuel stemning. For øjeblikket er vi af gode grunde optaget af at begrænse indvandringen til Danmark, så vi ikke mister grebet.

Men vi skal tænke os om, når vi vælger redskaber. Risikoen er, at vi smider de værdier, vi ønsker at beskytte, ud med badevandet.

Helt galt går det, når politikere som Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige foreslår, at vi genindfører sindelagskontrol i Danmark. Nye statsborgere skal angiveligt gennem en personlig samtale, så vi – de ”rigtige” danskere – kan fastslå, om ansøgerne har de rigtige holdninger og det rette sindelag.

Kender man det mindste til historien i det dansk-tyske grænseland, og har man antydning af viden om sindelagskontrollens konsekvenser overalt, hvor den har været praktiseret, vil man vide, at sindelagskontrol aldrig – som i aldrig – har ført noget godt med sig. Den eneste sikre konsekvens er, at de mennesker, hvis sindelag man vil kontrollere eller tvinge, af indlysende grunde yder modstand.

Sindelagskontrol er subjektiv og tilfældig og forhindrer ikke ugerninger, tværtimod. I et liberalt samfund dømmer vi handlinger, ikke holdninger.

Vi kunne i forhold til de aktuelle kulturmøder og grænsekonflikter i verden hente utrolig megen inspiration i København-Bonn-erklæringerne fra 1955.

Det er ikke en traditionel politisk aftale, men to hensigtserklæringer, hvor henholdsvis den vesttyske og den danske regering forpligtede sig i forhold til mindretallene i deres respektive lande. Heri fastslås det klart, at bekendelsen til nationalitet og kultur er fri og ikke må bestrides eller efterprøves af myndighederne.

Det blev et vendepunkt, og i dag er vores grænseland et forbillede for de fleste af de næsten 400 mindretal, der findes i Europa.

Historisk erfaring er ikke en opskrift. Men vi kan hente inspiration. Ikke kun ude i den store verden, men også i de nye kulturmøder, der finder sted inden for vore egne grænser.

Vi skal selvfølgelig opstille klare kriterier for, hvad der skal til for at opnå dansk statsborgerskab. Og det siger sig selv, at alle borgere i dette land, uanset om de er danske statsborgere eller ej, skal overholde dansk lovgivning. Men sindelaget skal være frit.

Giver vi først køb på denne helt grundlæggende værdi i et liberalt demokrati som det danske, er vi for alvor på vildspor.

Det er, når stormene raser, at rorets styrke skal vise sig.