Ugens debat: Frie midler i forskningen, ønsket om et friskt præsidentmord og en apatisk borgerlighed

Jørgen Leth ønsker den amerikanske præsident likvideret, et finansieret forskningsophold i Hongkong har vakt røre, og så ignorerer de borgerlige partier kristendommen. Bliv klogere på ugens debat her

Forskere på Roskilde Universitet forsker i, at rygsækrejsende i Sydøstasien finansierer deres udgifter med tiggeri, men de er i virkeligheden fattige unge fra Østeuropa, skriver Hans Hauge i Berlingske. –
Forskere på Roskilde Universitet forsker i, at rygsækrejsende i Sydøstasien finansierer deres udgifter med tiggeri, men de er i virkeligheden fattige unge fra Østeuropa, skriver Hans Hauge i Berlingske. – . Foto: Michael Hornbogen/Gonzales Photo Travel/ Ritzau Scanpix.

VI KAN ALLE blive enige om, at forskning er vigtig. Og mange vil nok også give Jesper Vind i Week- endavisen ret i, at det er en skam, at humaniora beskæres, og ”at ansatte på humaniora i stigende grad skal selvfinansiere deres arbejde”. Hvis man bladrer videre i Weekendavisen, støder man dog også på et eksempel fra forskningen, hvor det måske ville være meget rimeligt med egenbetaling. Anne Jensen Sand rapporterer om et studie ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet. Her har fire forskere undersøgt fænomenet ”begpackers”. Det er unge rygsæksturister, som i Sydøstasien gerne finansierer deres rejseudgifter med regulært tiggeri.

Forskerne rejste til Hongkong for at undersøge, om disse ”begpackers” var repræsentanter fra den hvide middelklasse i Europa. I Berlingske noterer Hans Hauge sig, at der ”heldigvis findes et forskerteam på Roskilde Universitet, som forsker i den slags vigtige emner. De har sendt forskerne til Hongkong og klædt sig ud som bækpakkere. Alt betalt. Det er jo videnskab. Og nu skal De høre: Det er en fordom skabt af medierne, det med disse rige bækpakkere. De er i virkeligheden fattige unge fra Østeuropa. Hvad skulle Danmark gøre uden videnskaben?”.

Ja, men man kunne jo også spørge, om skatteyderne ikke levede lige så godt eller bedre uden at skulle finansiere forskning af den art.

Leth fordømmes for at ønske Trump død

Det har skabt forargelse på Facebook, at Jørgen Leth sagde i Radio24syv, at han drømmer om et attentat på Trump. Men hvor er forargelsen fra hans venner i den kreative klasse?, spørger Kristian Østergaard. –
Det har skabt forargelse på Facebook, at Jørgen Leth sagde i Radio24syv, at han drømmer om et attentat på Trump. Men hvor er forargelsen fra hans venner i den kreative klasse?, spørger Kristian Østergaard. – Foto: Leif Tuxen

At dømme efter B.T.’s profil på Facebook fortrød en del lyttere vistnok, at de åbnede for Radio24syv, hvor cykelsportskommentator, poet og filminstruktør Jørgen Leth hengav sig ucensureret til sine hadefulde fantasier. På spørgsmålet om, hvad han mente om Donald Trump, gentog Leth i flere omgange, at han ønskede den frie verdens leder myrdet:

”Jeg synes bare, at han skal dø. Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen gammeldags attentatfolk mere. Jeg savner sådan et friskt præsidentmord, det gør jeg altså. Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er på høje tid, det synes jeg sgu, det er. Altså, simpelthen én, der går op og skyder ham direkte.”

Blandt de næsten 800 Facebook-kommentarer er der ikke megen opbakning til Jørgen Leth. Nok medgiver lytterne, at Trump er en charmeforladt sjover, men når Leth ligefrem drømmer om en likvidering af præsidenten, så er det Leth, der er noget i vejen med. Og hvis man lytter til udsendelsen, lyder Leth rigtignok aparte. Han mister tråden flere gange, og på et tidspunkt lyder det grangiveligt, som om han også er indforstået med mordet på præsident John F. Kennedy.

Man leder forgæves efter forargede reaktioner blandt Jørgen Leths mange bekendte i den kreative klasse. Hos de verbale livvagter hersker radiotavsheden. Man kan overveje, hvad der mon var sket, hvis en borgerlig blogger havde ventileret ønsket om, at for eksempel Emmanuel Macron snarest fik en kugle for panden. Med rette ville forargelsen være grænseløs, men den pågældende ville også være blevet vist vintervejen blandt sine egne meningsfæller. For med sådan en omgang skidtsnak er man færdig. Helt færdig. Intet tyder dog på, at vi har hørt det sidste til Jørgen Leth.

Gælder der to forskellige målestokke for hadtale i Danmark?

Borgerlige ignorerer kristendommen

Mens venstrefløjen ivrigt taler kristendommen ned, bliver den mødt af tavshed fra højrefløjen, siger sognepræst Marie Høgh i Berlingske. –
Mens venstrefløjen ivrigt taler kristendommen ned, bliver den mødt af tavshed fra højrefløjen, siger sognepræst Marie Høgh i Berlingske. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Og så går vi ellers til et andet spørgsmål, som også har optaget sindene i denne uge: Er dansk borgerlighed for defensiv?

I flere medier har det spørgsmål været drøftet, og en reportage i Berlingske efterlader indtrykket af, at de borgerlige partier er alt for apatiske i forhold til kristendommen og dens placering i vort offentlige liv.

Sognepræst Marie Høgh peger på, at når venstrefløjen ivrigt taler kristendommen ned, så bliver det blot mødt med tavshed i stedet for stærke og overbevisende argumenter.

Debattøren Chadi El-Cheikh Hassan appellerer derfor til det borgerlige Danmark om at stå fast i den aktuelle diskussion om kristendomsundervisning og konfirmandundervisning i skoletiden:

”Danmarks kulturarv har kristne rødder. Hvis man udvisker den, får børnene ikke indsigt i, hvad Danmark er for et land.”

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.