Prøv avisen
Debat

Grenov: Frie skolers værdigrundlag er truet af angsten for rabiat islam

Kristendemokraterne kæmper for skolens fundamentale ret til i sit værdigrundlag at mene, at sex hører til inden for ægteskabet. Det er den samme ret som lilleskoler, socialistiske skoler, realskoler, katolske skoler og alle andre frie skoler har, skriver Stig Grenov. Foto: Scanpix

Friskolerne et produkt af en grundtvigsk frihedstanke og en for Danmark helt unik ordning, som politikere fra både rød og blå blok nu er ved at smide ud med badevandet, fordi de står rådvilde over for rabiate, salafistiske holdninger, mener Stig Grenov

Jeg vil ikke beskylde Lars Aslan Rasmussen (S) for at lyve. Det er nok bare sandheden, der omgås lidt lemfældigt, når han anklager en skolepsykolog for at rådgive børn i forhold til Gud.

For det første var der tale om en AKT-medarbejder (Adfærd, Kontakt, Trivsel, red.). Måske Lars Aslan Rasmussen ikke kender forskellen, men misbrug af opgaven som skolepsykolog var der ikke tale om.

Kristendemokraterne kæmper for skolens fundamentale ret til i sit værdigrundlag at mene, at sex hører til inden for ægteskabet. Det er den samme ret som lilleskoler, socialistiske skoler, realskoler, katolske skoler og alle andre frie skoler har.

Det er en grundtvigsk frihedstanke og en for Danmark helt unik ordning, som politikere fra både rød og blå blok nu er ved at smide ud med badevandet, fordi de står rådvilde over for rabiate, salafistiske holdninger.

Men netop derfor burde de styrke de dele af civilsamfundet, der giver et værdimæssigt modspil, i stedet for at bekæmpe dem.

For det andet konkluderer Lars Aslan Rasmussen ud fra én enkelt homoseksuel elevs negative erfaring med en kristen friskole, at der pludselig er mange sådanne sager. En lidt frisk konklusion, eftersom skolen ikke har haft mulighed for genmæle.

Frie skoler må i øvrigt gerne mene, at homoseksualitet er forkert, så længe de fastholder, at intet menneske må forfølges, chikaneres eller på anden måde forulempes på grund af sin seksualitet. Men Lars Aslan Rasmussen fatter ikke, at man på en gang kan mene, at noget er forkert, og samtidig respektere alle mennesker.

I øvrigt kan jeg glæde Lars Aslan Rasmussen med, at hver gang han betaler en krone i skat til folkeskolen, så betaler han kun 70 øre til en fri skole. Men måske han hellere vil betale merprisen for at vinde statslig tankekontrol med danske forældres børn.

Lars Aslan Rasmussens angreb på undertegnede den 9. marts her i spalterne er således skudt helt ved siden af.

Hvis danske borgere med kristen baggrund skal have sværere ved at blive tilsynsførende end alle andre, er der tale om reel forskelsbehandling og ikke en påtaget offerrolle, som han påstår. Det beskæmmende er, at han ikke er alene med sit angreb, men finder bred politisk støtte fra begge sider af Folketinget.

Stig Grenov, Kristendemokraternes landsformand, Erantisvej 2, Hørsholm