Prøv avisen

Frihedskæmperen, der står i Mandelas skygge

Steve Biko var en af hovedårsagerne til, at kampen mod apartheid blev genoplivet i 1960’erne og 1970’erne. – Foto: .

Skolelever har en anden afdød syd-afrikansk frihedskæmper som helt

Hvis man spørger danskere og ikke mindst unge mennesker i dag om, hvem deres helte er, forventer man, at de nævner en fashionabel tennisspiller, en X-Factor-deltager, eller en, der har besteget Mount Everest eller gennemført en Ironman som en personlig udfordring.

Projektom sydafrikansk antiapartheid

Vores tid er præget af mange mere eller mindre egocentriske og medie-profilerede helte, der ofte kun udsætter sig selv for farer eller svære udfordringer for deres egen skyld, i stedet for at bruge deres mod, kløgt og energi på at hjælpe andre.

Men denne forventning passer i hvert fald ikke på fire elever fra 8.A. på Enghave-gaard Skole i Gladsaxe. De har valgt at skrive om en sydafrikansk antiapartheid-aktivist i deres projektopgave i slutningen af januar. Ikke om Nelson Mandela, men om hovedarkitekten bag Black Consciousness-bevægelsen i Sydafrika, Steve Biko.

Manden, der via sit mod og visionære idéer om vigtigheden af en mental frigørelse og en praktisk eksemplificering af denne var en af hovedårsagerne til, at kampen mod apartheid blev genoplivet i 1960erne og 1970erne, før han blev tævet og tortureret til døde af apartheidregimet i 1977.

Biko: Manden bag Mandela

De fire elevers grunde til at vælge netop Biko spænder fra, at deres familier var interesseret i frihedskæmpere som Biko, og at man derfor havde spillet Peter Gabriels sang Biko i hjemmet, til at et par af dem havde læst om ham på internettet eller hørt om ham fra de andre gruppemedlemmer og var blevet fanget af hans historie.

Biko er en helt, fordi han ofrede sig for noget, han troede på, som en af eleverne forklarede mig. Han slog igen og gav svar på tiltale og gav sit liv for sortes rettigheder i Sydafrika, selvom han vidste, at der var en risiko for, at han blev slået ihjel. Det er sejt.

Og en mand som Biko har relevans også for en skoleelev i Danmark, ikke blot i forhold til mennesker, der lever i undertrykkende regimer, forsikrede de unge mennesker mig. Vi kan lære af ham, at hvis man vil noget i livet, skal man kæmpe for det, selvom det er svært. Man skal stå fast, og man skal ikke give op.