DER HAR I DEN SENERE tid igen været en intens debat i folkekirken om, hvorvidt kirken skal missionere eller blot ”passe på sine egne”. Som frikirkemand ser jeg undrende på.
Det er vist kun i en bred, statsstøttet og kulturelt båret kirkeinstitution, at den slags diskussioner kan finde sted. Alle andre steder er der en tydelig bevidsthed om mission som kirkens eksistensberettigelse. ”I har fået det for intet, giv det for intet,” som Jesus udtrykker det.
Når Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, siger, at kirken ikke er en ”frelsesinstitution”, men ”kun” et ”fællesskab af troende”, så lyder begreberne i sig selv underligt selvmodsigende. Mission vil aldrig gøre folkekirken til en ”frelsesinstitution”, men tværtimod redde folkekirken fra at blive en selvtilfreds lukket institution, der ikke har sin næste for øje.
At tale om ”et fællesskab af troende” som noget, der er adskilt fra mission, giver heller ikke mening. En kristen vil altid være kaldet til at være missionerende. For i troen på Kristus, der kom, døde og opstod, ligger kaldet til at give dét budskab videre til mennesker, der endnu ikke har fået det givet.
JEG KAN FORESTILLE MIG, at Peter Skov- Jakobsen med sin udtalelse vil forsøge at hindre, at folkekirken hægtes på en politisk vogn, hvor selve missionen gøres til en politisk dagsorden. Det kan jeg godt forstå. Mission må aldrig reduceres til politik.
Men er det ikke Peter Skov-Jakobsen selv, der er blevet politisk ved at nedtone kirkens missionale mandat? I den politiske korrektheds navn kan kirkens missionskald blive så udvandet, at der kan sættes spørgsmålstegn ved selve kirkens eksistensberettigelse. Hvis kirken er et ikke-missionerende trosfællesskab med stadig færre medlemmer, så kan der sættes udløbsdato på folkekirkens eksistens i Danmark.
Vi fra frikirkerne vil gerne mission, men allerhelst sammen med folkekirken og gerne dets biskopper, for mission er hele kirkens dna.
Jeg vil gerne invitere Peter Skov-Jakobsen til at høre nogle af de historier, som tidligere muslimer fortæller om det håb, liv og lys, som kristendommen har givet dem. Og det er jo ikke kun muslimer, der skal missioneres for.
Det skal der også for de mange danskere, der har fået et stadig mere distanceret forhold til den kristne tro.
Som én 45-årig tidligere ateist udtrykte det i min mandegruppe, der mødes hver uge for at diskutere tro og liv: ”Da jeg blev en kristen, var det, som om jeg kom hjem.”
Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i FrikirkeNet.