Frimodighed: Børn og unge skal vide, de kan tro

Vi mangler en frimodighed om tro - især når det gælder kristendom. Vi har tabt viden om vi på en moderne måde "opdrager til tro", mener Kirsten Lund Larsen, generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark

Vi mangler et fælles sprog til at tale om kristen tro, fordi den opfattes som privat, mener Kirsten Lund Larsen.
Vi mangler et fælles sprog til at tale om kristen tro, fordi den opfattes som privat, mener Kirsten Lund Larsen. Foto: Niels Ahlmann olesen Denmark.

MAN SKAL kunne mere end sit fadervor, lyder et gammelt ordsprog, der sammenfatter, hvad der skal til for at klare sig i livet. Vendingen tager for givet, at fadervor, dét kan man naturligvis.

I dag tyder meget på, at danske børn ikke kan deres fadervor. Og hvis de kan, er det tilsyneladende ikke forældrene, de har lært det af. Det indtryk får man af Kristeligt Dagblads omtale af rapporten Børneliv ifølge danskerne, som Mandag Morgen og TrygFonden står bag. Ifølge den prioriterer danske forældre i dag opdragelse i den religiøse tro meget langt nede blandt mange andre værdier i opdragelsen.

LÆS OGSÅ: Forældre udelader tro af opdragelsen

Men hvorfor ser vi ikke et religiøst ståsted som en værdi, vi gerne vil give videre? Hvordan skal danske børn kunne vide, at de kan tro og hvad og hvem de kan tro på? Ud over sig selv, venner og familie, måske?

DER KAN VÆRE mange grunde til, at undersøgelsens forældre prioriterer det religiøse i opdragelsen så lavt. Men når man samtidig ved, at dåbsprocenten fortsat ligger ret højt, på knap 70 procent, må man konkludere, at mange forældre har svært ved at tale om tro og religiøsitet med børnene, selvom de gerne vil have dem døbt og i mange tilfælde sikkert også selv er døbt og medlem af folkekirken.

Derfor bekræfter undersøgelsen behovet for, at forældre understøttes i at kunne tale tro med deres børn, og at vi som kirkelige børne- og ungdomsorganisationer spiller en aktiv rolle i den trosoplæring og det tillidsforhold til Gud, som barnedåben er indgangen til. Vores opgave er netop at lade børn og unge vide og mærke, at der er en Gud at tro på og stole på at man ikke behøver være alene om at klare sit liv, og at man ikke skal præstere noget eller være perfekt for at føle sig elsket.

LÆS OGSÅ: LEDER: Forældre svigter deres børns tro

FORMÅLET I KFUM OG KFUK lyder: Børn og unge skal vide, de kan tro på Gud og at Gud tror på dem. Der står vel at mærke ikke, at de skal tro men at de kan tro, og at Gud er en skabende kraft, der vil dem noget godt.

Forudsætningen for det er blot, at man er åben og vil lytte. Men hvordan skal de vide det, hvis tro omgærdes af blufærdighed og frygt for at pådutte børnene noget? Det er ikke indoktrinering det er ganske enkelt en gave at få som menneske, for slet ikke at tale om som ensomt barn eller usikker teenager.

Hvordan gør vi så det? Det gør vi først og fremmest gennem aktiviteter, der giver gode udfordringer i et trygt fællesskab. Hvor børn og unge er sammen med voksne, der kan og tør sætte ord på, hvad de tror på, og dermed giver de unge noget at spille bold op ad. Også når der skal lyttes til livets store spørgsmål om både tro og tvivl.

Jeg tror, alle forældre gerne vil bibringe deres børn en værdi om, at man ikke behøver være alene om at klare sit liv, og at man ikke skal præstere noget eller være perfekt for at føle sig elsket. Ifølge omtalte undersøgelse ønsker forældre også, at deres børn bliver selvstændige og ansvarsbevidste, samtidig med at de har respekt og tolerance over for andre.

DETTE ER VÆRDIER, som ikke står i kontrast til troen og det, vi i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer gør tværtimod. Det handler ikke om at proppe én rigtig tydning af en gammel bog ned i halsen på nogen. Men det handler om selv at være tydelig, om at dele livsanskuelse og tro med andre og på den måde give børn og unge muligheden for at forholde sig til kristendommen og til værdier, som kan blive rettesnore for deres tilværelse.

Det er egentlig ikke, fordi religion ikke fylder noget i dagens samfund. Men det virker undertiden, som om det er meget nemmere og mere accepteret at tale om, at folk er muslimer, buddhister eller hvad det nu er, end at sige åbent og ligefremt, at jeg er kristen, eller jeg tror på Gud.

VI MANGLER en frimodighed om tro især når det gælder kristendom. Vi har tabt viden om, hvordan vi på en moderne måde og i et moderne sprog opdrager til tro, og vi har heller ikke rigtig et fælles sprog til at tale om kristen tro, fordi den opfattes som privat.

Det har de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer også et bud på. De er nemlig med til at formulere kristendommens grundlæggende budskab om (næste)kærlighed, nåde og tilgivelse i tidens form og sprog, så det giver mening for børn og unge og dermed for fremtidens forældre.

Nutidens forældre har altså et godt tilbud at gå efter, hvis de gerne vil sikre, at deres børn i det mindste kan deres fadervor!