Frisind er kerneordet i vor demokratiopfattelse.
"Ytringsfrihed er "hellig"
i det danske samfund". Det var et hovedpunkt i statsministerens tale på Venstres landsmøde i sidste weekend. Jeg er helt enig, men alligevel: Han gør det forkert. Han siger det på baggrund af en frygtelig begivenhed med mordet på filmmanden i Holland Theo van Gogh og den følelsesladede situation, hollænderne befinder sig i.
Den danske imam Abu
Laban har fordømt mordet på Theo van Gogh, men han rejser det helt afgørende spørgsmål om, hvorvidt ytringsfriheden slet ikke har grænser, når det gælder forhånelsen af religion. Theo van Gogh kaldte muslimer for gedekneppere. Hvor meget tåler vi kristne at blive besudlet i frisindets navn?
Venstres landsmøde indstiftede en frihedspris og
uddelte den til filmens forfatter, Ayaan Hirsi Ali. Har Anders Fogh Rasmussen glemt Jens Jørgen Thorsens Jesus-film for 25 år siden? Den trådte på hellige følelser hos os kristne, og Venstre bekæmpede den som blasfemisk. Hvad kan man sige om en religion?
Imamens datter Aiyasha Abu Laban siger: "Jeg ser
de danske værdier, som jeg har lært, at man skal respektere andre, men jeg synes, jeg som muslim bliver forhånet i filmen." Frisind be-tyder efter min mening, at jeg ved, hvor jeg står med min tro og mit livssyn, og dermed er jeg i stand til at sætte dig, der står et andet sted med en anden tro i frihed.
Frisind går to veje. Når
jeg lærte mine elever i skolen, at de skulle respektere den kammerat, der havde et fremmed udseende, var anderledes begavet, havde en anden religion, så var forudsætningen, at jeg hele tiden hjalp dem til at få bedre indlevelse i det, der er anderledes. Indlevelse er forudsætning for frisind.
Vi må ikke såre, endsige ydmyge andre mennesker
og ikke træde på det, de har helligt. Det er i den sammenhæng, det er så afkortet, når Søren Krarup (DF) siger, at "min næste er den, jeg står over for i mit hverdagsliv, kun min danske nabo." Det er en indsnævring, som umuliggør indlevelse og kvæler frisindet.
Her kunne Anders Fogh Rasmusen have taget fat.
I Jyllands-Posten den 23.
november gentager Søren Krarup sine synspunkter:
"I Danmark skal dansk
kultur, dansk tradition, dansk identitet sætte betingelserne. Skrider det her,
så skrider vi ud i borgerkrig." Det er en ophidsende og unuanceret udtalelse,
for fanatisme indeholder
den og intet element af det nuancerede, og dermed gives frisindet ikke en chance.
Men statsministeren
freder sine venner, og dermed bliver hans tale skinger og i hvert fald ikke statsmandsagtig. Han finder
ordet "frisind" frem og fylder det med sit eget indhold og bruger det så bekvemt i taktisk øjemed.
Demokrati forudsætter forskellighed, kræver sam-tale mellem folk, der er forskellige, men anerkendelse af dem, man er uenig med. Frisind betyder rummelighed.
Asger Baunsbak-Jensen
er præst og forfatter