Som ansat på en kræftafdeling er jeg ikke i strejke, fordi kræftbehandlingen er undtaget.
Men jeg forstår godt, at omkring 5000 medlemmer af Dansk Sygeplejeråd er i strejke nu. Alle andre forsøg på at få politikerne til at forstå har slået fejl. Strejken sender et signal om, at det ikke kan udsættes længere at gøre noget ved vores arbejdsforhold. Det handler i høj grad om både løn- og arbejdsforhold – og arbejdsmiljøet angår i den grad vores patienter.
Nu tænker læseren måske, at kræftområdet, det er da topprioriteret af lovgiverne? Ja, på papiret, men sådan oplever vi ansatte det ikke i det daglige arbejde.
Vi sygeplejersker kæmper i disse dage også for alle jer patienter – eller kommende patienter – derude. Vi kæmper for, at det til stadighed skal være godt og trygt at være patient.
Som ansat på et sengeafsnit for kræftpatienter gennem mere end 20 år har jeg været vidne til en rivende og nådesløs udvikling. Fra at have god tid til den enkelte patient og hans/hendes familie er tiden til at vise omsorg blevet noget, vi skal kæmpe benhårdt for i dag. Den daglige bemanding er de seneste 10 år blevet halveret. I dag er vi fire til en afdeling på hverdage, tre i weekender og to i aftenvagter. Vi er normeret til 11 patienter, men ikke sjældent er der 14 eller 15.
Patienterne på min afdeling er ofte lige så dårlige som dem, der er på hospice, og vi har også en del dødsfald i afdelingen. På hospice passer en sygeplejerske ofte to patienter. Jeg har ansvaret for fire til fem patienter dagligt.
Bemandingen er skåret ned, samtidig med at patienterne er blevet væsentligt dårligere, før de indlægges, fordi de jo skal forblive i eget hjem så længe som muligt. De kan heldigvis behandles med flere kemokure/immunterapi og leve længere i dag. Men de skal have den nødvendige viden om, hvordan de håndterer bivirkninger af behandlingen og lever med deres sygdom og de udfordringer, den giver, både fysisk, psykisk og socialt.
Det er ikke sjældent, at vores kilometertæller viser, at vi har gået 9-10 kilometer i løbet af en vagt, hvor man iler fra den ene klokke til den anden, samtidig med at telefonopkald fra bekymrede patienter og pårørende også skal håndteres. Der skal prioriteres hårdt mellem opgaverne. Et dagligt bad til patienterne er bestemt ikke en selvfølge mere, mad og medicin kommer først.
Sygepleje er et meget meningsfuldt arbejde, hvor jeg hver dag møder fantastiske patienter, der kæmper deres livs kamp.
Den megen lidelse, kollegerne og jeg skal rumme, kræver dog også, at vi har tid til at stoppe op og vende problemstillinger med hinanden. Men den tid er der ikke længere. At mødes til sygeplejerskekonferencer er heller ikke muligt. Resultatet kan blive udbrændthed.
Jeg elsker mit arbejde og vil gerne blive så længe som muligt, men min faglige stolthed protesterer imod forholdene. Mod, at jeg de fleste dage skal gå hjem, vel vidende at jeg kunne have gjort det bedre, hvis tiden havde været der.
Kære politikere. I kalder det et sundhedsvæsen i verdensklasse. Jeg vil kalde det overbelastet. Hjælp os med fortsat at kunne give patienterne en anstændig pleje, løft lønnen, og giv os rimelige arbejdsvilkår, så vi kan yde kvalitet til den stadigt voksende mængde patienter.
Lene Lyngø Nielsen er sygeplejerske med specialuddannelse i kræftsygepleje.
CITAT
Vi sygeplejersker kæmper i disse dage også for alle jer patienter – eller kommende patienter – derude.