Prøv avisen

Fryder forandring? "Omstillingsparathed" har sin pris

Tegning: Peter M. Jensen

Henrik Jensen skriver om omstilling og forandringer i denne uges Lørdagsrefleksioner

FORLEDEN VILLE den britiske, konservative partileder David Cameron forsøge at styrke sine tal i meningsmålingerne. Han fiskede i rørte vande, oven på den seneste skandale for den siddende engelske regering, og han satte trumf på: "Lad os komme til og lad os få skabt nogle alvorlige forandringer i det britiske samfund!"

Alvorlige forandringer. Ikke forbedringer, ikke reformer, slet ikke konsolidering – bare forandringer. Det lyder næsten truende, som noget Hitler kunne have sagt i 1933, men det betragtes altså som "höchste Eisenbahn" i dagens verden. Alvorlige forandringer.

Ikke længere "forandre for at bevare", men forandre for at forandre. Flugt ind i forandring. Er det vor tids konservative? Hvad ville gamle konservative premierministre som Eden eller Macmillan have sagt til det?

Da Macmillan i sin tid blev spurgt om, hvad der var den største udfordring for en statsmand, svarede han: "Events, my dear boy, events." Begivenheder. At der sker noget. At det forandrer sig. Det var ham, der i 1959 vandt en jordskredssejr under sloganet, "I har aldrig haft det så godt!" Underforstået, at det var tid til at være tilfreds.

Det er det ikke længere. Det handler ikke om, hvorvidt der sker forandringer eller ej. Det gør der. Ting sker, verden forandrer sig løbende. Men skal forandring være selve princippet for samfundslivet?

INDTIL FOR 50 ÅR siden var vort samfund forholdsvis stabilt. Ting forandrede sig vel, men den grundlæggende forestilling var, at hvis noget fungerede rimeligt, var der ingen grund til at forandre. Nogle kunne endda finde på at hylde den tanke, at man skulle blive ved med at gøre ting på den samme måde, netop fordi man altid havde gjort sådan. Det var blevet en del af selve identiteten.

I dag er forandring grundprincippet. Vi lever i forandringssamfundet, og vi bliver rastløse, hvis det ikke forandrer sig hele tiden. Vi begynder at nidstirre kaffemaskinen, hvis den stadig fungerer upåklageligt efter fem år – nu må den da snart skulle skiftes ud!

PÅ SAMME MÅDE med regeringen: Når den har siddet i nogle år, orker vi ikke se på den længere, så må der andre hoveder til. Hoveder med forandring! Ikke nødvendigvis til det bedre, det tror vi dybest set ikke længere på, men bare noget andet.

Alle ved, at det er begrænset, hvor megen indflydelse regeringer og politikere har på det, vi kalder udviklingen. Forandringerne kommer udefra, "globaliseringen" sætter dagsordenen. Regeringer kan højst håbe på at skabe en illusion om handlekraft. Derfor drejer de hele tiden på et eller andet håndtag. Nøgleordet er "innovation".

Det samme med enhver mellemleder i stat og erhvervsliv – overalt ledes "forandringskontorerne" af "forandringsagenter". I mangel på idé om, hvor det hele skal hen, og hvor længe de selv bliver hængende, ankommer de som en hvid tornado, smider det hele op i luften og vender håbløst op og ned på alt – så ser det da ud, som om de har gjort noget, og måske er der endda nogen, der forveksler det med forbedring!

Når de forsvinder, ankommer der en ny af samme slags, og det gentager sig, nu med et andet fortegn. Arbejdsprocesser og rutiner bliver brudt op og lagt om, arbejdsdagen spækkes med evalueringer og registreringer og kontroller.

Forandring gennemsyrer også vore private liv. Vi mennesker vil i almindelighed forsøge at skabe et mål af orden og stabilitet i vore liv, alt efter alder og station i livet, men tilværelsen er efterhånden helt hægtet op på teknologi, og den forandrer sig hele tiden. Og vi med den. Man må hænge på! Men hver gang vi synes, at nu har vi meget godt overblik over og styr på det hele, så rykker det i teknologien, og så kan vi begynde forfra. Det er, som om nogen har sat en gigantisk hjulpisker midt ned i samfundet – vi centrifugeres ud i alle hjørner, og vi kan ikke stoppe den igen.

TEKNOLOGIENS MAGT øges hele tiden, og med den de negative bivirkninger. Alvin Toffler skrev allerede for 40 år siden bogen om "fremtidschok", som han netop definerede som en følelse af stress som følge af "for mange forandringer på for kort tid".

Har vi mennesker godt af alle de forandringer? Nej, det har vi ikke. De dybere lag hos os reagerer instinktivt imod. Se på børn – de er de mest lærenemme af os, men vil typisk holde fast i de stabile rammer, de er født ind i. Det er aldrig børn, der ønsker at rive rødderne op og flytte.

Bevares – mennesket er et omstilleligt dyr. Sådan er selvopholdelsesdriften, vi vil forsøge at tilpasse os alt for at overleve, selv koncentrationslejre. Men vores "omstillingsparathed" er ved at ødelægge vores menneskelighed.

Hvad vi dybest set søger, er en vis stabilitet, orden og identitet – den menneskelige tilværelse, som den er, altid har været og altid bør være.

Vi elsker at gøre ting på samme måde, søge de samme steder hen. Egentlig tror vi nok også på, at erfaringen, kulturen og historien er nøglerne til det rette liv – men forandringsagenterne i "det innovative samfund" tuder os ørerne fulde af, at det er billetter til et tog, der er kørt.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen